Menneskeret og overvågning

En række forskellige organisationer og enkeltpersoner har været overvåget af Politiets Efterretningstjeneste. Mange har søgt om aktindsigt i efterretnings-tjenestens arkiver, men har tilsyneladende alle fået det svar, at det er "efterretningstjenestens praksis, at man - med mindre der foreligger særlige omstændigheder - ikke oplyser personer om, hvorvidt man er i besiddelse af oplysninger om dem".
Dette er klart utilfredsstillende i et på papiret demokratisk land. Derfor overvejer flere af de overvågede nu, om de skal bringe deres sager for internationale menneskerettighedsdomstole. Der er to konventioner af interesse i forbindelse med efterretningstjenesterens overvågning af borgere og de overvågedes retsstilling:

1. Den europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950, som håndhæves med baggrund i klager fra enkeltpersoner og regeringer. Bliver sagen ikke afvist der, træffes der bindende afgørelse om at konventionen er krænket af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol eller af Europarådets ministerkomité (som normalt stadfæster Kommissionens rapport).
   
2. FN-konvenstionen af 16. december 1966 om civile og politiske rettigheder, der håndhæves ved eksamination af statsrapporter og klagebehandling af Menneskerettighetskomitéen. Dens afgørelser i klagesager ("views") er ikke retslig bindende, men har alligevel stor retskildeværdi.
   

Den europæiske menneskerettighedskonveniton

Det er særligt reglerne om privatlivets fred ("private life", "privacy") som står centralt i forhold til de hemmelige tjenester. Artikel 8 har denne ordlyd:

1. Everyone has the right to respect for his private and family life, his home and his correspondence.
   
2. There shall be no interference by a public authority with the exercise of this right except such as is in accordance with the law and is necessary in a democratic society in the interests of national security, public safety or the economic well-being of the country, for the prevention of disorder or crime, or the protection of health or morals, or for the protection of the rights and freedoms of others.
   

Sager ved Menneskerettighedskonventionen

Dommene ved Menneskerettighedskonventionen findes i Publications of the Court Series A og nummereres fortløbende. De betegnes nedenfor ved klagerens navn, nummer i serie A og årstal i parentes. Kommissionsafgørelsene, som er trykt i Decisions and Reports, angives ved registreringsnummer.
I følge Norges Offentlige Utredninger, de norske betænkninger, 1994:4, har der været en norsk sag om overvågning for den europæiske menneskerettigheds-konvention, Lysestøl-sagen.

Lysestøl mente sig telefonaflyttet. Den norske regerings kontroludvalg vedrørende efterretningstjenester fandt intet at kritisere.
Lysestøl anlagde efterfølgende sag ved norske domstole, men fik ikke medhold. Han bragte derfor sagen for den europæiske menneskerettighedsdomstol. Kommissionen afviste sagen efter skriftlig behandling. Kommissionen anså ikke at artikel 8 om privatlivets fred eller artikel 13 om krav til effektiv klageadgang (effective remedy) var overtrådt. Der blev lagt væsentlig vægt på kontroludvalgets funktion.
En pointe i sagen er, at det fra norske myndigheders side aldrig blev oplyst om Lysestøl faktisk havde været aflyttet eller ikke.

I Klass-dommen, A/28 (1978), tog domstolen for første gang standpunkt til overvågning og forholdet til konventionen, skrives der i Bilag 2 i Lund-kommissionens rapport om de norske efterretningstjenester - hvorfra resten af oplysningerne om Menneskerettighedsdomstolens retspraksis er hentet.
Sagen blev afgjort i plenum. Klagerne gjorde gældende, at tyske regler om kontrol af breve, post og telekommunikation var i strid med konventionen, siden myndighederne ikke måtte informere personer som havde været genstand for sådan kontrol, når tiltaget var ophørt.
Det var heller ikke domstolskontrol med vedtagelse om og iværksættelse af overvågning. Klagerne havde bragt sagen for Forfatnings-domstolen som fandt det grundlovsstridigt, at klagerne ikke blev informeret om, at de tidligere var blevet overvåget, selv når det ikke ville have skadevirkninger at dette blev oplyst. Menneskerettighedsdomstolen fandt ikke krænkelse af artikel 8.
 
Leander-dommen, A/116 (1987), gjaldt svenske myndigheders brug af oplysninger i et hemmeligt politiregister ved vurderingen af, om en snedker var egnet til at få arbejde af betydning for rigets sikkerhed (vikarierende museumstekniker på marinemuseum).
Hverken artikel 8 eller 10 blev anset krænket ved denne person-kontrol. Både opbevaringen af oplysninger i politiregisteret og oversendelsen af dem, kombineret med, at Leander ikke havde anledning til at imødegå dem, indebar et indgreb i hans privatliv efter artikel 8, men personkontrolsystemet skulle varetage hensynet til rigets sikkerhed.
Dermed var formålet legitimt i forhold til artikel 8.

Harman and Hewitt vs UK gjaldt to personer som havde haft tillidsposter i menneskerettighedsorganisationen Liberty. I 1985 udtalte en tidligere ansat i sikkerhedstjenesten i et fjernsynsprogram, at tjenesten havde anset dem som revolutionære og kommunistsympatisører, og at den havde sagsmapper med en række oplysninger om dem.
Overvågningen var fortsat efter at de forlod organisationen, da de var politikere, som var på valg. Deres klage blev antaget til realitetsbehandling i 1988. I sin rapport i 1989 lagde Kommissionen til grund at klagerne i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at de havde været genstand for overvågning. Indgrebet var ikke "in accordance with law", siden der i Storbritannien ikke fandtes retsregler formuleret med tilstrækkelig præcision eller en ramme som med tilstrækkelig sikkerhed gav holdepunkter for skøns-udøvelsen.
Artikel 8 var altså krænket. Det samme gjaldt artikel 13, siden myndighederne ikke havde givet oplysning om, at der var nogen effektiv prøvningsret. I resolution DH (90) 36 erklærede Ministerkomitéen sig enig i konklusionerne i Kommissionens rapport og tog til efterretning, at der i Storbritannien var vedtaget en lov om sikkerhedstjenesten i 1989. Loven gav lovhjemmel for tjenesten, definerede dens formål og oprettede en sikkerhetskommisær og en uafhængig domstol, som skulle modtage klager mod tjenesten.
Harman and Hewitt bad myndighederne garantere, at sikkerhedstjenesten ikke længere havde personoplysninger om dem, men fik til svar, at sådanne forsikringer aldrig blev givet.
Deres klage til domstolen for sikkerhedstjenesten og retsmidler mod dens afgørelse blev afvist. Derefter klagede de til Strasbourg (20317/92), denne gang over at det var i strid med artikel 8, at sikkerhedstjenesten fortsat havde oplysninger om dem. De anførte også, at de ikke havde nogen effektiv prøvningsret efter artikel 13.
Klagen blev 1. september 1993 afvist som åbenbart ubegrundet. Indgrebet var i overensstemmelse med loven efter artikel 8 (2). Det var ikke nødvendig med nogen udtømmende definition af begrebet "hensynet til rigets sikkerhed".
At reglerne i andre land begrænser sikkerhedstjenestens virksomhed til personer og organisationer, som er for magtanvendelse medførte ikke, at den nye lov fra 1989 var for præcis.
Loven måtte videre forstås sådan, at tjenesten kunne beholde information som var indsamlet tidligere, så langt det var nødvendig for en ordentlig udførelse af dens virksomhed. Kommissionen fandt at indgrebet var "nødvendigt i et demokratisk samfund" efter at have gennemgået de garantier mod misbrug, som var oprettet med den nye lov.
Hverken artikel 8 eller 13 var krænket. Hensynet til myndighedernes ret til at overvåge borgerne vejer tilsyneladende tungere ved menneskerettighedsdomstolen end borgernes retssikkerhed.
Lysestøl-sagen faldt, fordi der i Norge er et kontroludvalg vedrørende efterretnings-tjenesterne. Klass-sagen var ikke en overtrædelse af artikel 8.
I Leander-sagen blev det fastslået, at personsager begrundet med hensynet til rigets sikkerhed er vigtigere end borgerens retssikkerhed.
I Harman and Hewitt-sagen fik efterretningstjenesterne, efter at der var lovgivet om dem, ret til at beholde arkiver, der var indsamlet uden at der eksisterede nogen retsikkerhed for de overvågede.

Hensynet til rigets sikkerhed

I Danmark har vi ikke nogen lovgivning om efterretningstjenesterne, men der er ifølge Justitsminister Frank Jensen, en lovgivning på vej. Der er to kontroludvalg.
Danske klager til Den europæiske Menneskerettighedsdomstol vil derfor resultere i en kendelse, som lyder noget i retning af dette:
Thi kendes for ret: Danske efterretningstjenesters indsamling af oplysninger om organisationer og enkeltpersoner er ikke en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 stk. 2, på grund af hensynet til rigets sikkerhed. Indgreb i privatlivets fred er en nødvendighed i et demokratisk samfund, så længe efterretningstjenesterne skal udføre deres virksomhed.
Til det er der kun at tilføje, at Menneskerettighedskonventionen artikel 8 stk. 1 er god nok, men hvis man tror, at Menneskerettighedsdomstolen skal ændre noget, så skal dens domspraksis laves om.
Det kan kun ske ved at gummiparagraffen artikel 8 stk. 2 fjernes. Det vil imidlertid kun være en lappe-løsning. Den eneste udvej på problemet med borgernes manglende retssikkerhed i forhold til efterretningstjenesterne er at afskaffe efterretningstjenesterne.