Hvilke fremmede magter?

Fredsbevægelsen har nok overskredet grænsen for femtekolonnevirksomhed, postulerer Jyllands-Posten på lederplads den 27. august 1998.
 
Nu nævner JP ikke hvordan, de definerer denne grænse, men i følge ordbogen er femtekolonnevirksomhed at undergrave et lands styre til fordel for en fremmed magt.
Det er glædeligt, at JP ønsker sådan virksomhed undersøgt, men det er vel ikke meningen, at begrænse det til venstrefløjen, når adskillige danske regeringer har været indblandet i femtekolonnevirksomhed. Tænk blot på de hemmelige aftaler, der tillod amerikanske atomvåben på Grønland i modstrid med alle forsikringer til folket om det modsatte. Her var tale om en soleklar undergravning af landets styre til fordel for den fremmede magt USA.
Fredsbevægelsen har derimod hele tiden arbejdet imod den slags femtekolonnevirksomhed - så lad os for gang i de undersøgelser!

---

Ovenstående hurtige kommentar blev fyret af som læserbrev, da Jyllands-Posten atter fandt tiden inde til at svine fredsbevægelsen til i en leder. Overraskende nok trykte avisen læserbrevet den 6. september - og fandt det oven i købet nødvendigt at svare:
 

Jyllands-Postens svar: At dele af fredsbevægelsen blev regulært finansieret af Sovjet-regimet er en veldokumenteret sandhed. Fredsbevægelsen som helhed kom reelt til at gå Moskvas ærinde, fordi den ensidigt rettede kritikken mod NATO-landene og villigt annammede den sovjetiske propaganda - ikke mindst med kravet om atomvåbenfri zoner i Europa og kampagnen mod nye NATO-raketter, der jo netop var et svar på den sovjetiske oprustning med SS 20-raketter. Fredsbevægelsens største svigt bestod i ligestillingen af USA og Sovjetunionen som to lige store onder. Jyllands-Posten har altid fastholdt det intelektuelle og moralske forræderi, der lå i denne parallellisering. USA var vor allierede, som vi naturligvis kunne lave forsvarsaftaler med, bl.a. i Grønland, mens Sovjetunionen netop var vores modpart. Redaktionen

 
Og her er Jyllands-Posten leder fra den 27. august 1998, der udløste ovenstående:

Hykleri HYKLERIET kender åbenbart ingen grænser. Venstrefløjens gamle frontkæmpere kan næsten ikke få vejret i forargelse over, at Politiets Efterretningstjeneste i sin tid holdt et vågent øje med deres revolutionære aktiviteter. De påberåber sig nu med patos den samme demokratiske retsstat, som de i sin tid gjorde alt for at underminere, fordi den var "pilrådden", "kapitalistisk", "undertrykkende" eller noget andet slemt. Det er kvalmende. For at der ikke skal herske tvivl om vor holdning: Hvis PET på egen hånd forbrød sig mod en regeringsbeslutning om, at ingen socialistiske grupperinger måtte overvåges, er det en skandale. En efterretningstjeneste har ingen ret til at sætte sig ud over loven i et retssamfund. Det er netop en af de afgørende forskelle til de totalitære regimer, Preben Wilhjelm, Søren Søndergaard og Co. havde så vanskeligt ved at få lagt afstand til. Det er vigtigt at fastholde den historiske sammenhæng. Hvad var det for en tid, dengang i 1970erne? Det var midt under Den Kolde Krig. Brede kredse i de intellektuelle miljøer gjorde, hvad de kunne for at underløbe det danske demokrati og den forsvarsalliance, NATO, som vi var en del af. Volds-romantikken florerede blandt dem, der i dag fra deres gode vellønnede stillinger har så travlt med at fremstille sig som forfulgte uskyldigheder. Hetzen mod Israel, der alt for ofte kammede over i ren antisemitisme, og en tilsvarende forherligelse af palæstinensiske terrorister var dagens orden. Retorikken var bloddryppende og antidemokratisk. De store forbilleder var totalitære skikkelser som Mao, Castro og Pol Pot, mens accepten af det sovjetiske diktatur var stiltiende, bortset fra hos kommunisterne, hvor den naturligvis var larmende. Det er på tide, at vi bryder tabuet om, hvorvidt venstrefløjens aktiviteter, herunder også fredsbevægelsens, ikke reelt overskred grænsen til femtekolonnevirksomhed [min fremhævelse]. Voldsdyrkelsen på venstrefløjen gjorde springet til den regulære politiske kriminalitet, som den blev praktiseret af Blekingegade-banden, til noget næsten selvfølgeligt. Derfor er det forbløffende, hvor forskelligt vi tackler opgøret med de totalitære ideologier. Nazismen har vi bearbejdet til bunds. Det tjener os til ære som demokrater. Men kommunismen og marxismen giver vi stadig friløb. Marxister bliver ikke stillet til regnskab for deres lille bidrag til verdenshistoriens største politiske og humanitære katastrofe. De får tværtimod lov at ranke ryggen. Hellige enfold: Man behøver blot at forestille sig reaktionen på en gammel nazist, der uden at blinke stod frem og sagde, at han ikke har noget at fortryde. Vi jagter nazister og fascister, og tak for det. Ekstremisterne på den anden fløj lader vi i fred. Det er en tragisk følgevirkning af det enorme intellektuelle og moralske forræderi, der fandt sted netop i de år, vi her taler om. Efter 1968 ophævedes den antitotalitære konsensus, der voksede ud af Anden Verdenskrig. Indtil 1968 var man demokrat, når man var antitotalitær i begge retninger. Efter 1968 blev der udelukkende fokuseret på antifascismen, mens antikommunismen blev lagt for had. Man opgav simpelt hen at skelne mellem rigtigt og forkert - 1968-oprørets frygteligste skadevirkning. Vi kan endnu nå at få balance i tingene. Alle sande demokrater bør rette søgelyset mod dem, der bragte demokratiet ud på afgrundens rand. Det er dem, der i dag spiller forarget over en efterretningstjeneste, som den demokratiske retsstat bad hjælpe sig med at holde deres totalitære fantasier stangen i Danmark.