Den kolde krig nåede til Danmark med underskrivelsen af medlemskabet af NATO i april 1949. Den kendte kommunistiske tegner Herluf Bidstrup beretter i sin mindeudgave af "Bid og Vid" at allerede i 1952 var frygten for at havne i politiets hemmelige kartotek stor blandt selv aktive konservative politikere:
"I forbindelse med den store indsamling af underskrifter på Fredskravet, [fra Verdensfredsrådet] som verden over havde fået milioner af underskrifter, satte alle reaktionære aviser en voldsom hetz i gang. En af de mest ondsindede var Berlingske Aften, hvis medarbejder, Flemming Madsen, det lykkedes at skræmme ængstelige konservative modstandere af krig til at trække deres underskrifter tilbage. Det var især frygten for at komme i politiets hemmelige kartotek, der skræmte folk"(1)
Den anden danske kartoteksdebat foregik i sommeren og efteråret 1954. Anledningen til den nye debat om politiets registreringer var en øget modstand mod registreringerne i Det radikale venstre. Folketingsgruppens formand, forhenværende minister Jørgen Jørgensen tog sagen op på partiets årsmøde og også Radikal Ungdom og Retsforbundet var imod registreringerne.
I kommentaren "Kritik er ikke tilladt", i Ekstra Bladet, 28.5. 1954, mener avisen, at "det er en kendsgerning, at folk er havnede i Hr. Brix's kartotek på grundlag af det løseste sladder - og fordi de ikke har været Atlantpagt-tilhængere".
Ifølge SF'eren Mads Nissen Styrks "De hemmelige kartoteker"(2)
interesserede efterretningstjenesterne sig også i 1954 for de forskellige fredsbevægelser. Politiet havde henvendt sig til det trykkeri i Slagelse, som trykte Kvindernes Internationale Liga for Fred og Friheds tidsskrift "Fred & Frihed". I den foreliggende sag blev det hurtigt oplyst, at det var Politiets Efterretningstjeneste, der havde beordret besøget, hvilket gav anledning til spørgsmål i folketinget fra Else Zeuten, der både var radikalt folketingsmedlem og tidligere formand for Ligaens internationalt.
Den daværende socialdemokratiske justitsminister Hans Hækkerup oplyste i sit meget bemærkelsesværdige svar til Else Zeuten, at "Bogtrykkeren [ikke] havde opfyldt sin afleveringspligt, derfor havde efterretningstjenesten telefonisk anmodet politiet i Slagelse om at fremskaffe eksemplarer af bladet" (Min fremhævelse)(3).
Forfatteren og medlemmet af Aldrig Mere Krig, Carl Scharnberg, beretter senere i en artikel i Ekstra Bladet(4) om en lignende hændelse også i forbindelse med trykning af antimilitaristiske pjecer.
Havde og har bogtrykkere afleveringspligt af fredslitteratur til efterretningstjenesterne, ud over den lovbefalede pligtaflevering til Det kongelige Bibliotek og til Statsbiblioteket i Århus?
Radikal registerdebat
Kriminalpolitibladet og dermed Kriminalpolitiforeningen forsvarer den 1. juni 1954, de hemmelige kartoteker: "Den dag, der skal slaas til, maa man kende fjendens navn, adresse og farlighed"!
I begyndelsen af juni 1954 kræver Radikal Ungdoms nyvalgte landsformand Asger Baunsbak Jensen, "de politiske kartoteker destrueret", fordi de, "politiske kartoteker og telefonaflytninger er udtryk for den tendens til ensretning, der truer med at forgifte demokratiet".
Den 19. august 1954 udsender Statsradiofonien pludselig udsendelsen, Privatlivets fred, hvori Brix forsvaret Politiets Efterretningsteneste. Det er "ingen belastning at staa i politiets navneregister", konkluderer Socialdemokraten dagen efter.
Den radikale redaktør Christian Torpe, spørger samme dag i Politiken, om: der ikke "Føres af politiske grunde kartotek (lister) over andre borgere - har der ikke paa et vist tidspunkt (og maaske stadig?) været ført kartotek over alle talere paa Aldrig Mere Krig og lign. organisationer? Offentligehden ved præcis, at højskolelærer H. P. Hansen, Antvorskov, Slagelse", fortsætter Torpe, "fandtes i det hemmelige politis kartotek (lister) og havde besvær i den anledning, fordi han offentligt havde udtalt sig mod Atlantpagten og tysk genoprustning".
1. november 1954 beretter Skive Folkeblad om et "Mærkeligt politibesøg hos en bogtrykker". En kriminalbetjent indfandt sig hos det trykkeri i Slagesle som trykte Ligaens medlemsblad. "Bogtrykkeren spurgte, hvad den paagældende betjent ville. Han ville blot se nogle numre af bladet.
- Kommer De i oficielt ærende, spurgte bogtrykkeren.
- Nej jeg gør ikke, svarede han og spurgte, hvem der havde skrevet artikler i bladet, idet han særligt interesserede sig for et radikalt folketingsmedlem, der lejlighedsvis skriver i bladet".
Ugen efter, den 8. november 1954, kan Informatíon, med Det radiale Venstres pressebureau som kilde afsløre, at "Politiet udsender lytteposter til alle fredsmøder". Avisen spørger: Havner alle fredsvenner i efterretningsvæsnets kartoteker? Artiklen fortsætter:
"Efterretningspolitiets interesse for de danske fredsforeninger indskrænker sig ikke til at man studerer deres blade og brochurer nøje og endog har sendt en kriminalbetjent til et af trykkerierne.
Sikre efterretninger, som Det radikale Venstres Pressebureau er kommet i besiddelse af, og som Informatíon har faaet bekræftet, gaar ud paa, at efterretningspolitiet med særlig iver hjemsøger alle afskygninger af fredsbevægelsen her i landet.
Blot der mødes nogle faa personer i fredssagens navn, har politiets efterretningstjeneste en lyttepost placeret, og ingen gruppe har, skriver det radikale pressebureau, faaet saa mange navne i kartoteket som fredsvennerne, der ud fra rent idealistiske bevæggrunde arbejder paa at gøre verden fredeligere.
Efterretningsvæsnets interesse samler sig ikke alene om Fredens Tilhængere, der er bekendt for at tælle mange kommunister, men strækker sig ogsaa til lokalkomiteerne under Odense-konferencen, hvori deltog baade radikale, socialdemokrater og kommunister, samt til foreninger som Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Dansk Fredsforening og Aldrig Mere Krig".
Det radikale folketingsmedlem Else Zeuten, som tidligere havde været international formand for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, spørger to dage senere i folketinget den socialdemokratiske justitsminister Hans Hækkerup,
"Hvad er formaalet med efterretnings-tjenestens interesse for en organisation som Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed? Er det rigtigt, som der har værret forlydender fremme i pressen om, at alle fredsorganisationer er inddraget under efterretningstjenestens aarvaagenhed, endda i den udstrækning, at man har lyttepost selv ved mindre møder?
Justitsministeren svarer, at "efterretningstjenesten vil fortsætte med at interessere sig for fredsforeningernes arbejde, herunder specielt for de bevægelser og strømninger, som udefra gør sig gældende i disse foreninger". Om ligaen sagde justitsministeren, at "ligaens forhold til Justitsministeriet er upaaklageligt, og at man ingen mistanke har til ligaen" - "underforstaaet ingen mistanke om, at der drives fordæktigt kommunistisk virksomhed inden for den. Men at efterretningstjenesten vil fortsætte med at kontrollere virksomheden inden for Fredens Tilhængere, Demokratiske Kvinders internationale Verdensforbunds danske afdeling, og Dansk Fredskonference (Odense-konferencen), der alle tæller kommunister i deres rækker", kan man, kommenteres det i Informatíon, "gaa ud fra som givet"
Else Zeuten kommenterer Hans Hækkerups svar med: "Det er et forsøg paa meningskontrol, der er lidet stemmende med demokratiets væsen. Alene det, at man ikke kan udtale sig frit paa møder, eller at man risikerer at faa dissekeret sine artikler af efterretningspolitiet, er en meget alvorlig hemsko for ytringsfriheden".
Pacifisterne Edith og Ebbe Rode får 5 minutter før en radioudsendelse den 23. november 1954 en mærkelig telefonisk anmodning fra Statsradiofonien, hvor de, ifølge information, ikke måtte omtale Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed.
Denne runde af kartoteksdebatten slutter i begyndelsen af februar 1955, hvor Radikal Ungdom, Ifølge en betjent R. Clausen i Roskilde Tidende, 7.2., holdt en "skandaløs udsendelse": Er vi på vej mod politistaten? Denne betjent havde samme dag et andet læserbrev i Roskilde Socialdemokrat, Fredsvennerne angriber. Ifølge et mødereferat fra samme avis, den 12. maj 1955, var R. Clausen også Distriktsleder i Hjemmeværnet.
Den daværende radikale forstander og pacifist på Sdr. Højstrup Højskole, Svend Haugaard, var i 1964 i stand til at fabrikere et katalog over, hvem der blev registreret i efterretningstjenestens formodentlig meget rummelige arkiver på grund af lovlig politisk aktivitet:
Disse er:
"1. Kommunister og forhenværende kommunister samt disses nærmeste familie uanset deres politiske anskuelse.
2. Mange fra SF - og radikale kredse - især de, der har udtrykt sig stærkt imod NATO.
3. Underskrivere af fredsappeller.
4. Indsendere af natimilitaristiske læserbreve til aviserne.
5. Antimilitaristiske talere og diskutionsdeltagere.
6. Fremtrædende medlemmer af en række fredsorganisationer - især "Aldrig Mere Krig", "Kampagnen mod Atomvåben", "Dansk Fredskonference" m. v.
7. Militærnægtere og demonstrationsdeltagere. Af de sidste har efterretningstjenesten et betydeligt billedudvalg.
8. Deltagere i fredsstudiekredse.
9. Abonenter på blade som "Land og Folk", "Politisk Revy", "Frit Danmark", "Pacifisten" o.s.v
10. Større økonomiske bidragydere til antimilitaristiske bevægelser.
11. Modtagere af blade og andre publikationer fra "øst-landene" elller disses ambasader her i landet, uanset om materialet tilsendes uden opfordring.
12. Foreningsledere, der får film eller foredragsholdere gennem østlige ambassader.
13. Rejsende itl lande øst for jerntæppet og eksportører af varer dertil.
14. Esperantister og andre, der regelmæssigt korresponderer med folk fra "mistænkelige lande"(5).
I løbet af 1960erne var man specielt fra konservativ og socialdemokratisk side meget bekymret over Kampagnen mod Atomvåbens udvikling fra en lille højrøstet interesseorganisation til en folkebevægelse. For eksempel udtalte daværende generalmajor Erik Kragh i 1964, ifølge Klaus Jørgensens afhandling "Atomvåbnenes rolle i dansk politik : med særlig henblik på Kampagnen mod Atomvåben 1960-68"(6), at: "Atomkampagnens ledere undergraver med deres såkaldte oplysningsvirksomhed Danmarks forsvars- og udenrigspolitik, og tjener dermed den internationale kommunismes interesser". Men "at ville kaste nogen mistanke på de almindelige medlemmer af atomkampagnen, alle de unge, ville være urigtigt. De følger kun deres idealer, men de er ikke klar over, hvad for en vogn, de i virkeligheden er spændt for"(7). Ergo er der tilsyneladende ikke noget i vejen med indianerne, men høvdingene! Senere i maj 1964 udtale den daværende social-demokratiske justitsminister Hans Hækkerup, at efterretningstjenesternes personregistreringer
"omfatter personer, der har manifesteret et tilhørsforhold til ideologier, der er vores samfunds-opfattelse fremmed, ja, måske fjendtligt indstillet overfor den, og som fremtræder med en sådan styrke, at den bringer sine tilhængeres loyalitet over for den danske stat i fare"(8).
Danske efterretningsfolk(9), hjemmeværnsfolk og højreorienterede organisationer imødekom vinket med vognstangen og infiltrerede Kampagnen mod Atomvåben, Gruppe 61 og de andre daværende fredsgrupper. Personligheder som Hans Hetler, Valter Loll og Henning Jensen samt reaktionære organisationer og småpartier på den yderste højrefløj som De uafhænige, Uafhænig Ungdom, Demokratisk Alliance og Friheds-Alliancen havde kronede dage og brugte forgæves meget tid og mange beskidte triks, bl.a. indbrud(10), på at kompromitere og mistænkeliggøre fredsarbejdet som værende dels kommunistisk ledet og dels styret fra Moskva, men uden resultat.
Folk i de daværende danske fredsbevægelser reagerede bl.a. mod de højreradikale grupper og efterretningstjenestens aktiviteter ved at danne organisationen "Sjællandskommiteen mod Kartotekerne" i 1964(11). Denne kommites medlemmer var imødekommende stemt over for efterretningstjenesterne og ville gerne lette deres arbejde. I forbindelse med folketingsvalget i 1968 udsendtes følgende brev, man skulle indsende til Politiets Efterretningstjeneste:
|
(Navn) (dato) (Stilling) Undertegnede folketingskandidat for partiet__________ skal hermed meddele Politiets Efterretningstjeneste, at jeg i anledning af folketingsvalget den 23. januar 1968 opstiller i kreds, hvilket hermed bedes noteret på mit kartotekskort hos Dem. Med venlig hilsen __________ |
1 Bidstrup, Herluf: Bid og Vid, Tiden, 1982. - 256 s. ; s. 108 - 109.
4Hvem var manden, der fik mig i kartoteket? 23. 1. 1964
5 Haugaard, Svend: Ikek Ord uden gerning : Erindringer.
- Gyldendal : 1989. - 168 s. : ill. ISBN 87-2000-40624-4; s. 109.
6 Odense. Universitetsforlaget, 1973 - 173 s.
8 Under dække : efterretnigner om samspillet mellem NATO-politikere, efterretningstjenester og højre-ekstremistiske grupper. København. Demos, 1978 - 192 s. s. 27.
9 Efterretningstjeneste på udflugt / Mads Nissen Styrk og Poul Schmidt m. fl. København. Demos, 1972 - 94 s. (Demos dokument ; 5). s. 53-53.
10 Politiken, den 21. 4. 1962.
11Det nøjagtige tidspunkt for organisationens oprettelse kendes ikke, men den 24. 3. 1964 er der i Politiken en omtale af to demonstrationer i hhv. København og Århus arrangeret af "Sjællandskommiteen mod kartotekerne". Blandt talerne ved demonstrationerne var Erik Stinus, Harald Søbye, Sv. Wagner, Mads Nissen Styrk, Benno Rasmussen og Carl Scharnberg.