Statsmagt og afmagt

Hætteklædte unge kaster brosten og politibetjente skyder på dem. Begge dele er vold, dødsensfarlig og meningsløs vold, som bør stoppes.
På Nørrebro og i Göteborg blev mennesker livsfarligt såret, uden at det gav anledning til nytænkning – og det seneste G8-topmøde udløste så det første dødsfald.
Baggrunden for gadekampene er demonstrationer mod EU, G8 og andre af de mange truende kombinationer af bogstaver, der vælter ned over os. Truende, fordi de oftest efterlader en følelse af afmagt og afstand.
Vore demokratisk valgte ministre rejser kloden rundt for at undertegne omfangsrige dokumenter. Konsekvenserne står sjældent klart, før dokumenterne pludselig hastes igennem Folketinget og bliver til dansk lov – oftest uden den store debat, for det hele er jo for længst underskrevet.
 
Skumle planer
Göteborg blev på mange måder en konsekvens af dette. Flotte og folkelige demonstrationer mod EU-topmødet blev planlagt, og disse demokratiske ytringer blev budt velkommen af Sverige, der tilbød mødelokaler og overnatning.
Men myndighederne havde også en modstridende og grummere dagsorden. Allerede ved demonstranternes indrejse blev der lagt hindringer i vejen. Politiet stod klar med lister over personer, som ikke måtte komme til Göteborg.
Baggrunden for disse lister er fortsat ukendt, men for eksempel blev en dansk aktivist spærret inde, da han ankom til Sverige – og senere fløjet hjem under bevogtning. Han havde en gammel dom for politisk grafitti ...
Konsekvensen må umiddelbart være, at det fremover er nødvendigt for danskere at søge visum til Sverige, for at kunne rejse uhindret ind i dette østland.
Det gik ikke meget bedre for de demonstranter, der blev lukket ind til Göteborg. Knudepunktet for aktionerne var en skole, som politiet pludselig indhegnede med containere og forvandlede til fangelejr.
 
Mediernes totale svigt
På trods af disse overgreb lykkedes det at afholde en række alternative konferencer, demonstrationer og møder. Mange gode kræfter blev sat ind på at afdække hvad det egentlig var, der blev besluttet bag de lukkede døre.
Disse begivenheder nægtede pressen konsekvent at omtale. I stedet fokuserede den kun på to sortklædte grupper uden folkelig opbakning – politikerne og ballademagerne. Begge blev omtalt helt uden analyse og fortolkning, så ingen blev klogere af det.
Ballademagerne fik selvfølgelig den flotteste omtale. Når pressen skal udvælge historier, er vold altid en sikker sællert. Volden bliver oftest dækket af politireportere, der konsekvent leverer historier med politiet som eneste kilde.
Reportagerne bliver derfor så enøjede, at kun den meningsløse vold fra ballademagerne står tilbage. Provokationer fra politiet eller blot en smule baggrund mangler totalt, og de saftige billeder får redaktionssekretærerne til at skrotte al omtale af mere fredelige aktioner.
De sorte jakkesæt tilbød ikke en tilsvarende dramatik, så selv topmødets beslutninger fik lov til diskret at forsvinde i røgen fra brændende affald og lyden af raserede butikker.
 
Hærværk og ødelæggelser
Nogle få ballademageres hærgen i Göteborg er dog intet mod de overgreb, som topmødet pressede ned over EU-landene. Topmødet efterlod et kvæstet og ødelagt demokrati, som det bliver svært at genopbygge igen.
Topmødet arbejder videre ud fra Nice-aftalen. Dette sker på trods af Irland, der helt har misforstået ideen med EUs demokrati og spurgte befolkningen til råds – som sagde nej til Nice-aftalen.
Ligeledes er der fuld fart på de videre planere om en EU-hær, uden den helt store enighed om, hvad den egentlig skal bruges til. En række tidligere østlande skal lukkes ind i et EU, der efterhånden tilbyder et lige så ringe demokrati, som vi engang hånede netop Østeuropa for.
Afmagt har en tendens til at skabe vold – og disse topmøder tilbyder begge dele. Forholdene begynder at minde om Vesttyskland i 70erne, hvor statsmagt og terrorister kappedes om at vise, hvor udemokratisk et samfund kan blive – selv når det fortsat kalder sig et demokrati.
Tåber på begge sider forsøger nu igen at demaskere hinanden. Politikere kalder modstandere af de udemokratiske metoder for terrorister, og råber på øget overvågning og vandkanoner.
Hårde drenge på fløjene ser deres frygt eller håb for facismen bekræftet, og finder endelig en grund for deres barnlige maskering, paranoia og voldelige metoder.
 
Ingen åbne grænser
Schengen-aftalen er et deprimerende eksempel på dette. Den skærpede kontrol med indrejsende til Göteborg var i fuld overensstemmelse med Schengen, der ellers er blevet markedsført som en aftale om "åbne grænser".
Jeg har selv følt de nye tider, da jeg blaffedede ned gennem Tyskland og blev tjekket i data-registrene syv gange undervejs på få dage. Som forbryder ville jeg da have valgt en diskret Mercedes, i stedet for at stå fuldt synligt i vejkanten – så hvorfor skal en lettere lurvet midaldrende herre med rygsæk overvåges i den grad?
Herrerne i Mercedes skal dog retfærdigvis heller ikke føle sig for tryg i Schengen-land. I Sverige er særlige kontrolpladser langs motorvejene snart lige så markante, som rastepladserne. Jeg har ikke i samme grad lagt mærke til dem andre steder, men i Sverige vækker de solide minder fra Østtyskland.
Schengen medfører muligvis mindre kontrol ved selve grænselinjen, men den såkaldte baglandskontrol betyder en generel oprustning af overvågningen med øget kontrol af hele landet.
 
Garanter for demokrati
I et demokrati er der en selvfølgelig åbenhed om registre, og specielt i Danmark burde de tidligere debatter om hemmelige lister medføre stor varsomhed. Alligevel oplever vi nu lukkede registre uden offentlig indsigt, med udemokratiske konsekvenser som ubegrundet internering og udvisning.
Selv fatter jeg ikke, hvordan politikerne tør fortsætte dette ødelæggende spil. De burde stå som folkets garanter for demokrati, og dermed omhyggeligt besvare angreb fra udemokratiske grupper med pletfri demokratiske midler – for i selve praksis at markere samfundets demokratiske hensigt.
I stedet fortsætter fremmedgørelsen. Afstanden mellem befolkningen og beslutningerne øges i en grad, så ikke en gang modgang ved folkeafstemninger kan få regeringerne til at ændre den fastlagte kurs.
Den danske regerings åbenlyse løgne på forsvarsområdet gør ikke sagen bedre. Danmark optræder som USAs marionet og det er tydeligt, at der er underhåndsaftaler om missilskjoldet på Grønland, dansk deltagelse i Echelon-aflytningen samt oprustningen af de baltiske stater mm.
Intet af dette er til diskussion i Folketinget, ikke mindst fordi der ikke er reelle regeringsalternativer at stemme på – begge sider i salen er enige og yderfløjene får en sludder for en sladder.
 
Uansvarlig statsmagt
Denne politik er dybt uansvarlig og kan få uhyggelige konsekvenser, som vi hidtil kun har set begyndelsen på. Som i 70erne risikerer magthaverne at drive hidtil fredelige aktivister ud i meningsløs terrorisme, når alle demokratiske midler viser sig at være virkningsløse og blot mødes med vold fra statsmagtens side.
Jeg er et bevidst naivt menneske, der sætter stor pris på at leve i et demokratisk samfund. Det betyder bestemt ikke, at jeg finder mig i alt – og jeg betragter civil ulydighed og demonstrationer som en nødvendig reaktion på de mange tilfælde, hvor demokratiet svigter.
Jeg vil fortsat kæmpe med åben pande og uden vold for de ting, som jeg tror på. Men som pacifist er jeg dybt foruroliget over udviklingen, hvor politi og ballademagere hidser hinanden op til stadig mere vold.
Mange politikere virker alt for tilfredse over denne udvikling, og pisker selv ivrigt voldsspiralen rundt. Det er svært ikke at konkludere, at volden ved topmøderne ikke kun er planlagt af ballademagerne, men i lige så høj grad af magthaverne.
Indtil vi ser politikere stå frem, der reelt opfører sig ansvarligt og giver befolkningen magten tilbage, ser jeg kun én løsning. Vi må som demonstranter fortsætte kampen mod magthaverne, men samtidig isolere og afsløre de rene ballademagere.
Giv ikke politiet nogen undskyldninger for at slås. Kæmp uden masker og brosten – og afslør provokatørerne. Kæmp videre!