Ubåd omdøbt til USELESS

Trident er ikke nedrustet endnu - men et lille skridt nærmere. Der er håb, og en masse erfaring høstes ved hver eneste aktion. Hvordan gjorde jeg? Det er en blanding af held, hårdt arbejde, sved, tålmodighed og en meget stærk følelse, at dette er den helt rigtige plan.
Jeg begyndte min aktion natten mellem tirsdag og onsdag den 24/25 april, men måtte opgive. Dagslyset kom tidligere end forventet, og det var en meget klar solskinsmorgen så sigtbarheden var for god; så jeg måtte vende om og efterlade et flot hul i hegnet på et ret godt gemt sted. Jeg håbede, at det stadig ville være der, da jeg ankom igen natten mellem torsdag og fredag den 26/27 april.
 
Jeg måtte bruge det meste af fredagen i retten i Edinburgh. Jeg havde tilhold og skulle møde op for at erklære mig skyldig eller uskyldig efter min lille aktion sammen med 11 andre i det skotske Parlament den 5. april.
Om eftermiddagen tog jeg bussen retur til Glasgow, hvor jeg havde boet den sidste uge hos et par vidunderlige og rare Trident Ploughshares aktivister, som altid er meget hjælpsomme og selv gør en masse for at få nedrustet Trident.
Bob Sprocket fra min Affinity gruppe "The Water Babies" havde besøgt mig nogle få uger tidligere og havde medbragt en virkelig god dykkerdragt og andet svømmeudstyr. Han var taget til Glasgow nu igen hele vejen fra Sydengland for at hjælpe mig med alle detaljerne, som nødvendigvis skal være klar, før man kan entre en ubådsbase med atomvåben.
Jeg følte mig godt tilpas hele dagen. Jeg var omhyggelig med hvad jeg spiste og drak hele dagen og følte mig i fysisk topform. Jeg havde afprøvet svømmeudstyret i den lokale svømmehal, og jeg vidste dragten ville være i orden og let at bevæge sig i.
 
Så alting var klar til start. Bortset fra en manglende chauffør, som ikke kunne hjælpe denne aften ... Alt havde gået glat indtil nu og jeg havde endda drømt, at jeg ville være i stand til at gennemføre denne aktion. Jeg har aldrig følt mig mere overbevist.
I det sidste minut fandt vi en anden rar mand, som var villig til at køre mig den lange vej op til basen midt om natten. Han ankom med sin hund lidt før midnat og bragte mig sikkert til udgangspunktet i den nordlige ende af basen. Hunden troede den var på vej til en god aftentur, og jeg var helt ked af at skuffe den, da jeg hoppede ud af bilen uden den. Jeg må huske at give den en pose hundekiks, næste gang jeg ser den.
Jeg ankom til stedet, hvor jeg havde klippet hul i hegnet. Forsvaret (MOD) havde repareret det. Det var ikke muligt at komme ind den vej længere. Jeg kunne ikke klippe et nyt hul, da jeg i så fald skulle klippe meget højt oppe, hvor det ville være umuligt at kravle igennem.
Jeg satte mig en times tid, lyttede og observerede aktiviteterne ude på vandet og omkring mig. Jeg tænkte på en alternativ vej og besluttede at forsøge. Jeg måtte efterlade noget af min baggage på stedet og drog af sted.
Nu kan jeg ikke fortælle yderligere. (Det er ikke smart at dele mine informationer eller detaljer om, hvordan jeg slap ind, men enhver der har brug for særlig information er velkommen til at kontakte mig for yderligere oplysninger).
Men til sidste nåede jeg det allerhelligste, højrisiko området. Nattehimmelen var smuk over Faslane. Stjerneklart, og jeg glemte næsten missionen. Dykkerdragten var perfekt.
Jeg kunne ikke mærke spor kulde overhovedet (vandet er et sted mellem 3-5 grader) og sigtbarheden var nedsat af en svag dis, som gav mig lidt ekstra dækning.
Jeg kunne se politibåden i det fjerne, og en enkelt gang troede jeg de havde opdaget mig, da båden dukkede op tæt ved mig og satte kurs lige mod det sted jeg befandt mig, men den drejede omkring og satte kurs mod syd i retning af fredslejren.
Resten af natten lå den det meste af tiden i midten udenfor flydebommen foran skibsliften (det er en kæmpe betonbygning). Speedbåden sejlede mere lydløst frem og tilbage, end jeg havde observeret andre nætter, hvor den blot fræsede fra den ene ende af basen til den anden uden egentlig at være i stand til at se noget som helst. Måske var de blevet mistænksomme på grund af hullet i hegnet den anden aften. De lyste flere gange på det sted, hvor jeg sad den første time godt skjult.
Den vanskeligste opgave var inde i sikkerhedszonen (high security area). Der er fuldt blus på ca. 20 eller flere store projektører, så det er umuligt at skjule sig. Det eneste der er at gøre er at bede, se ud som en fisk i vandet eller en pakke affald. Der er umådelige mængder affald i vandet, og overfladen er grøn af benzin og andre substanser. Jeg agter at skrive til basens overordnede og klage over dette.
Det mindste de kunne gøre er at rense vandet og den lokale strand til fordel for de lokale beboere, som er nødt til at leve i dette rædselsfulde hjørne af Skotland, og Trident Ploughshares aktivister vil helt sikkert også være taknemmelige på deres fremtidige ekspeditioner til vands. Selvfølgelig ville det bedste være, at MOD helt fjernede Trident en gang for alle, men det ser ud til, at vi må gøre en part af det job først, hvis vi ønsker at afskaffe Trident.
Jeg tog mig god tid og løb ingen risiko på noget tidspunkt undervejs. Jeg håbede inderligt og var opsat på at ville nå målet. Bedre sent end aldrig. Tålmodighed lønner sig gentog jeg for mig selv igen og igen. Og ganske rigtigt.
Jeg befandt mig mellem Victorious og Vanguard (Fortrop). Jeg var ikke særlig glad overhovedet. Jeg havde nået mit mål og burde være glad, men en meget underlig og stærk følelse overvældede mig en lille stund. Jeg var i dækning og tog mig en tænkepause. Forfærdeligt! Hvad ville der være sket, hvis en person med onde hensigter var her med en selvmordsbombe?
De store ubåde så frygtindgydende ud, som grimme monstre i vandet. Pludselig passerede alt det, som jeg havde lært om Hiroshima i mine tanker og hæslige billeder af krigsofre og flygtninge passerede for mit indre blik. Jeg tænkte på de mange fattige og socialt dårligt stillede mennesker og på nogle af de hjemløse folk, som jeg havde kendt. Jeg var lige ved at græde, men huskede, at dette var lige netop hvorfor, jeg var her nu.
Jeg matte finde en måde at komme ombord på ubåden. Og forestil dig hvilket vanskeligt valg jeg måtte træffe. Jeg ønskede at nedruste begge monstre. Jeg kunne ikke se navnet på Victorious, så jeg valgte Vanguard, som er den hurtigste af ubådene. (Vanguard ubåden er forresten også på jubilæumsfrimærker for tiden - 20 års fødselsdag - som om der var noget at fejre). Victorious lå mere åben ved kaj 11 end Vanguard i Kaj 10.
Jeg kunne se og høre tre soldater, der talte sammen på broen til Vanguard, og i den bagerste del af ubåden patruljerede en vagt op og ned. Jeg kunne have valgt at kravle ombord fra denne del af ubåden, men hvorfor risikere at blive set, mens jeg svømmede derhen og kravlede op, når jeg kunne udføre nøjagtigt det samme på siden af ubåden? Jeg vidste, at jeg ville blive opdaget i samme øjeblik, jeg lavede den mindste støj med mit værktøj.
Min oprindelige plan var at have mulighed for at løsne de kakler (meget hårdt gummiagtigt materiale) som dækker ubåden for at holde den lydløs og umulig at opdage ude på havet.
Vanguard behøvede et mere nutidigt navn. Siden Marinen kalder deres ubåde for "Tireless" og lignende, synes jeg USELESS ville være et mere passende navn til en massemords maskine, hvilket er den helt præcise betegnelse for en Trident ubåd.
Som du måske allerede ved har Lord Prosser og Co. i den Skotske Hjesteret besluttet at deployment (på patrulje på havet) af Trident ikke kan ses at være nogen trussel i fredstid, men hvis den bruges i krigriskd vil dens last med 16 stk. missiler med 48 stk. 100 kilotons atomsprænghoveder ombord bryde international lov for væbnet konflikt, hvis de nogensinde ville blive brugt eller truet med.
Det er det rene nonsens, og enhver person ved sin fornufts fulde brug ved, at Trident er farlig hver dag. Uheld, terrorisme og internationale kriser kan opstå når som helst. Trident koster en masse penge og hele produktionen forurener vores luft og havet omkring os.
For at få den ene hånd fri måtte jeg finde noget at holde fast i. Den eneste valgmulighed var direkte under broen (man kunne se ned i vandet gennem broen og trappen) over til ubåden. Vanguard så forfærdelig ud. Så vidt jeg er orienteret, plejer søfolk at rengøre og pleje deres fartøjer vel og er stolte af et velholdt fartøj, men denne ubåd var i en meget sørgelig tilstand.
Adskillige kakler manglede eller var knækket. Der var brune firkanter her og der på skroget. Det lykkedes mig at få min hammer og den ene mejsel op. Jeg havde medbragt to (kunne bruges som stave til at trække mig op på ubåden med). Jeg svømmede de sidste meter hen til siden af ubåden og placerede mejslen i sprækken mellem to kakler og holdt hammeren op.


Med høj røst og i fuld fart kom en soldat løbende: "GET AWAY FROM THAT SUBMARiNE", "GET AWAY FROM THAT SUBMARNE" skreg han igen.
Maskingeværet var nu rettet direkte mod mig. Jeg så op og kunne ikke bruge hammeren samtidig. Han var en meget ung soldat i camouflageuniform, og han tog ladegreb og fjernede sikkerhedsanordningen.
Jeg råbte tilbage: "Jeg er fredsaktivist". Jeg så nogen løbe over dækket, formentlig vagten fra den bagerste del af ubåden eller en af de to andre ved broen. Alarmen gik i gang og en stemme i det officielle meddelelsessystem sagde noget, som jeg ikke fangede. Holde sig indedøre, tror jeg der blev sagt blandt andet. "Get away" råbte soldaten med rystende nervøs stemme.
Jeg så angst i hans øjne, og ville ikke risikere at blive skudt i panik fra en ung soldat. Jeg ønskede ikke at risikere mit liv for en kakkel. (en kakkel fra eller til, som manglede, gjorde ikke den store forskel), så jeg valgte at være samarbejdsvillig og trak mig en meter væk fra siden - men ikke alt for længe.
Da han så ud til at være blevet mere rolig og ikke råbte længere skar jeg posen, jeg havde om livet, op. Den indeholdt 2 flasker DISARMAMENT SOLUTION (nedrustningsopløsning: blanding af sand fra den skotske ø Iona, møbelpoolish og sirup), og en spraydåse med god kraftig rød metallak (til at reparere biler / jeg ville ikke reparere Trident; bare rolig).
Jeg fik malingen ud. Dåsen var beklædt med sort tape og lignede til forveksling en rørbombe. Jeg tog låget af mens jeg kikkede ud af øjenkrogen på soldatens reaktion. Han var gået helt eller delvist i coma, så jeg lod mig flyde stille tilbage til skibssiden.
"USELESS" UBRUGELIG prøvede jeg at skrive så stort jeg kunne nå op på siden af ubåden. Bogstaverne var klarere, da jeg prøvede på en avis derhjemme - ØV. Jeg begyndte med S og malede bogstaverne igen bagfra. Det var ikke let at holde balancen i vandet, der nu tillige skvulpede fra speedbåden med to betjente ombord. Malingen spredtes for meget, og jeg havde ikke helt ramt, hvor jeg skulle anden gang. Jeg må have et graffiti-kursus en dag. Nå, jeg gjorde mit bedste.
Da jeg nåede tilbage til U'et strakte politiet armene ned og trak mig op af vandet. Jeg fik et lille hvil i båden. Tiltrængt efter en hård nat. Mens jeg tog hue og handsker og blybæltet med værktøjet af, råbte jeg op til soldaten med meget hæs og træt stemme noget i retning af, at han ikke skulle være stolt af det job ... forberedelser til massedrab ... en krigsforbrydelse at tage del i forberedelser ... at vores sønners liv var for vigtige til at blive spildt i krige ... livet er det eneste vi har ... ... m.m.
En velkendt person iklædt MOD-politiuniform dukkede op. "Hej Ulla", sagde han og smilede. "Godmorgen" sagde jeg og sendte ham et venligt træt smil tilbage. De to i båden kendte mig ikke, men havde hele tiden været meget tavse og alvorlige, men venlige.
De havde glemt at fortælle mig mine rettigheder. Jeg tror de stadig var halvt i chok og for forbavsede til egentlig at reagere. Det eneste de sagde, da de trak mig ombord var, at jeg var den første, som de havde fisket op af vandet, der ikke led af hyperthermia (eller sådan noget) - KULDE. Jeg var varm og havde det dejligt bortset fra en sund fysisk træthed...
Endnu en betjent dukkede op. Jeg genkendte også ham fra aktionen den 7. april, hvor 16 af os "de-fenced" Faslane ved en masse-hegnklipning-aktion. Han var en flink ældre betjent, som straks slog op i hans notesbog (vi er ellers trætte af deres notesbøger fordi vi, hver gang vi bliver arresteret, må afgive vores data til 3 til 4 forskellige betjente (jeg havde dem mistænkt for at samle autografer).
Han viste mig en side, hvor mine data var noteret , og jeg skulle blot bekræfte jeg ikke havde ændret adresse eller fødselsdag siden sidst. Hurra! Politiet var overbeviste om, at jeg ikke var alene og jeg gjorde intet for at berøve dem deres tro. Banditalarmen gik i gang i 2 timer, hvilket betyder at alt arbejde stopper på basen i dette tidsrum. Mere hurra!
Jeg blev kørt til process-centret. Det var ikke åbent, så vi ventede lidt i bilen på en betjent med en nøgle. Jeg sad i forrummet en lille stund. Blev ført ind til den vagthavende og afgav mine data og blev visiteret.
Herligt af med dragten. En varm celle, et uldtæppe og en stor kop rygende varm kaffe. Jeg var døsig, da Mic (efterretningstjenesten eller lign.) dukkede op. Det var min ynglingsagent fra Greenock sagen mr. Cassadi.
Han ønskede at vide, hvordan jeg var sluppet ind, og hvilken rute jeg havde valgt til ubåden osv. osv. Han spurgte også, om jeg kendte noget til det lille uheld den anden dag, hvilket jeg omgående måtte tilstå. Værktøjet, som jeg havde klippet hegnet med, hvor var det? Jeg svarede ham, at jeg havde medbragt boltsaksen, men den gled - som sandt var - fra mig ude i vandet, og ligger nu på bunden af Loch Long.
Vi havde en lang sludder, og jeg prøvede at bluffe og fortælle ham at jeg havde lånt en af gummibådene, som ligger frit tilgængelige rundt om i sikkerhedsområdet. Han så ud som om, at han troede mig, så jeg indrømmede til sidst, at jeg desværre ikke havde forstand på speedbådsmotorer.
Her er endnu et kursus, jeg mangler. Han åndede lettet op. Han kunne stadig smile. Så lagde han et fuldt kort over basen foran mig. Jeg overvejende om jeg kunne "låne" det til senere brug, men nøjedes med at være meget langsom med at svare, alt imens jeg studerede detaljer på livet løs. De er nu engang ikke for snu i Militæret.
Nå han narrede også mig ved at sige, at der var en stige på et punkt på kortet, og jeg kom til at svare ja, hvilket afslørede, at jeg måtte have været på dette sted på min rute. Men mere fik han ikke at vide, og det gør du heller ikke. Den slags oplysning kan kun deles med Trident Ploughshares aktivister med alvorligt ærinde på basen, og er i hvert fald ikke for MOD (eller andre terrorister).
Jeg ved godt MOD er helt vilde efter at vide det. Det er fordi de er for dovne til at gøre deres efterforskningsarbejde selv, men ærligt talt, MOD er selv totalt uvillige til at dele deres hemmeligheder med skatteyderne, og har flere hemmeligheder, end jeg har at holde på. De har nu startet en efterforskning. (Men de finder aldrig ud af det. Tredobbelt hurra!).
Jeg blev anklaget for Hærværk (Malicious Mischief), indtrængen på militærets område uden autorisation og for brud på Bylaws, en lov der gælder i dette område. Hvis du befinder dig på militærets område (også de uindhegnede egne) og ikke flytter dig, når du bliver anmodet om det, bliver du arresteret og anklaget under Bylaws (jeg tror det hænger sådan sammen). Så slap de mig fri. Ah frisk luft igen.
Iført en hvid papirs dragt og regntøj, bare tæer og sandaler (regntøj og sandaler var blevet fundet, der hvor jeg havde efterladt noget af min bagage) blev jeg kørt til fredslejren. Her fik jeg lidt varmere tøj. Jeg hyggede mig med Tabitha - vores yngste skud på stammen af peaceaktivister - indtil jeg blev hentet af en god ven, Erik fra Helensburgh, der kørte mig til Helensburg Station.
Tog toget til Glasgow og hentede min bagage, hvor jeg fik en hurtig kop kaffe, mens min vært var helt oppe i skyerne af begejstring. Tog toget til Lanark og bussen til Wiston. Vandrede udmattet den sidste ¼ mil op til Wiston Lodge læsset med bagage. Her ventede de med en stor tallerken varm mad. (Wiston Lodge er berygtet for det gode vegetar køkken). Ny energi.
Fik ringet til et par journalister, der allerede havde vist deres interesse, og fik vasket det mest våde og snavsede tøj fra aktionen og så sov jeg i 13 timer.
Hvilken travl dag, men det er livet for mange af os Trident Ploughshares aktivister, som er ude på aktion eller er supportere i baggrunden. Vi arbejder alle i døgndrift på at få afskaffet dette farlige, forurenende, resourcekrævende, umoralske Trident System, og forhåbentlig vil vi en dag være i stand til at sikre næste generations liv også og miljøet på vores dejlige planet.
Mange tak til TP teamet og alle andre supportere i Danmark.
Kærlig hilsen til alle, og nyt håb for vores lille Tabithas fremtid i Faslane Peace Camp.

PEACE AND LOVE
ULLA RØDER
 
Læs mere om aktiv nedrustning af de atombevæbnede Trident u-både