Jeg vil ikke være tilskuer

Ikke-voldelige direkte aktioner er for tiden ikke særlig kendte som aktionsform i Danmark. Men danskerne har tidligere stået sammen og er gået i spidsen, når det gjaldt modstand mod uretfærdigheden.
Chr. X bar armbind med jødestjernen, og vi gjorde en god indsats for at smugle jøder ud af landet under Anden Verdenskrig.
En medmenneskelighed vi huskes for den dag i dag uden i verden.
Hvor er vores medmenneskelighed forsvundet hen? Vi hører til den del af den privilegerede verden, som med våbenmagt og trusler opretholder en uretfærdig verdensorden.
Dette vil jeg ikke længere bare sidde overhørig og lade ske. Jeg er vred og forarget over de uretfærdigheder, der foregår for øjnene af os hver eneste dag. Jeg forstår i dag, hvordan det kan lade sig gøre i Den Tredje Verden, at folk bare går forbi døende i rendestenen uden at ænse dem.
Når jeg går (gik) ned ad Vesterbrogade og ser den hjemløse finde en flaske i en skraldespand, som han lægger ned i posen, før han drager videre til næste skraldespand ­ så ser jeg samtidig folk passere. Hver gang de får øje på den hjemløse, sker der helt automatisk et ryk i hovedet, som om samvittigheden forbyder dem at se og tænke over, hvad det egentlig er, der sker i deres velordnede samfund.
Eller er det ængstelse for den manglende solidaritet ­ det kan jo blive din tur næste gang? Så hellere adlyde ordre og følge reglerne, uanset hvor tåbelige, nedbrydende, krænkende og sundhedsskadelige de er.
Vores socialminister udsteder regler for tvangsarbejde og kalder det aktivering. (Det næste bliver vel genindførelse af fattighuse og trælle).
Samtidig kræver krigsministeren flere kroner til avanceret udstyr.
I 1995 gav en hjemløs mig en løbeseddel om protest mod de franske atomprøvesprængninger. Det blev starten på mit arbejde i Fredsbevægelsen.
Da jeg, efter at have indhentet masser af informationer om våbenindustrien, skadevirkninger fra atomvåben, initiativer taget gennem årtier for afskaffelse af atomvåben osv., stadig fandt, at intet havde ændret sig til det bedre, tværtimod, begyndte jeg sammen med Kvinder for Fred og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed at skrive og fortælle om, hvad vores skattekroner bliver brugt til.
I Danmark er vi stolte, når vi sender Ørsted-satellitten af sted. Ville vi være lige så stolte, hvis vi vidste, at våbenproducenterne tester våben til brug i rummet i disse år? At NATO s krigsmaskineri styres fra disse satellitter; at USA s erklærede mål er herredømmet over rummet? I dag lever nogle i Danmark godt af at sælge vores viden, men når den er brugt og solgt, vil vi så stadig være nødvendige for USA? Ønsker vi at tage del i denne udvikling overhovedet? Globaliseringen er over os, men hvorfor ikke også tænke globalt, når det gælder fredsbevægelsen? Jeg erfarede på mine ture til bl.a. kongresser, at Danmark er langt bagud, når det gælder om at turde stå frem og kæmpe for en fredeligere og mere retfærdig verden.
Min aktion var først og fremmest et spørgsmål om at skabe debat, men også et spørgsmål om aktivt at gøre noget for at sætte gang i nedrustningsbestræbelserne. Hjælper det? Måske, måske ikke.
Aktioner behøver ikke at være kedelige. Faktisk udføres mange aktioner på symbolsk vis med en god blanding af humor og alvor. Alle kan deltage uden risiko for at blive skadet. Hver især kan vælge, hvad man ønsker at gøre.
Bede bønner, male gaden, blokere, være supportere i baggrunden, nogle støtter moralsk ved underskrifter, nogle økonomisk osv.
I maj blev jeg arresteret to gange i Bruxelles. Og i juni her i Skotland for aktionen mod Maytime.
Jeg havde forberedt mig psykisk. Havde fået mine børns accept, før jeg rejste, hvilket var vigtigt for mig, og jeg havde forberedt praktiske ting hjemme, i det omfang jeg kunne, uden at skabe mistanke om vores planer, som kun mine børn vidste om. Ingen detaljer blev afsløret.
I april var vi ude at rekognoscere i området. Der var politi, som overvågede os, men vi gjorde ikke noget ulovligt. En betjent spurgte, hvad vi var interesseret i området.
"Fugle", svarede vi.
Det var en regnfuld dag, absolut ikke egnet til "fugleekspedition". En bil og en helikopter holdt øje med os ude på søen, mens vi afprøvede båden og besigtigede Maytime i kikkerter, men ingen greb ind.
Vi var forberedt på vanskelighederne, da vi startede vores aktion, så den totale mangel på politi i området den 8. juni kom ganske bag på os. Det gjorde aktionen lettere.
Da vi om bord på Maytime blev klar over, at vi havde uanet tid, troede vi først, at noget var galt. Men senere viste det sig, at der faktisk ikke var sikkerhedsfolk i området.
Bunke efter bunke af computere, printere, skærme, faxmaskiner, telefoner, disketter, papirer og manualer blev smidt over bord i søen.
Da vi havde udnyttet mulighederne i laboratoriet, gik vi op på dækket. Oven over kontrolrummet skar vi antenner over og limede de bevægelige dele af et udvendigt håndsving fast. Og så satte vi os ned og holdt picnic.
Vi blev efter godt tre timer arresteret af en politipatrulje, som var blevet tilkaldt af en fra lokalbefolkningen, der havde set vores båd drive væk.
Allerede i april sagde jeg mit job op. Brugte de sidste penge, jeg ejede, til at betale min husleje (hvis jeg skulle returnere i tilfælde af, at aktionen mislykkedes). Aktionen lykkedes, og det var alle anstrengelserne værd. Selv hvis vi skulle blive idømt en fængselsstraf. Jeg vil hellere sidde her inde end fortsat deltage i opretholdelsen af denne samfundsorden og betale tvungen skat dertil.
Jeg er ikke bange for konsekvenserne.
Jeg vil ikke være dårligere stillet end de mange tusinde ­ millioner ­ mennesker, som hver dag verden over lever i nød og elendighed. Og jeg er villig til at fortsætte mine aktioner for afskaffelse af atomvåben, indtil atomvåbenmagterne har afskaffet denne altoverskyggende trussel mod menneskeheden.