Militær mig her og der

Udenrigsministeriet har netop udgivet et nyt temahæfte: Voldelige konflikter i udviklingslandene. Det er et referat af en konference fra 6. sept. 1999, mestendels med ministeriets eget oplæg. Når man ikke har overværet selve konferencen, ledet og afsluttet af udviklingsminister Jan Trøjborg, er det svært at vurdere, hvordan stemningen var. Men hæftets tekst forekommer at være ét eneste langt reklamefelttog for at retfærdiggøre, at det danske militære forsvar får lov til at blande sig i udviklingsarbejdet og dermed samtidig suge næring af bevillingerne til nødhjælp og udvikling.
 
Grådige militærstyrker
Man kan godt registrere, at det for udviklingslandene kniber med regulær civil politisk kontrol med landenes grådige militærstyrker, men ministeriet har ikke været i stand til at gribe i egen barm for netop dette problem.
Ikke engang to civile, en udenrigs- og en udviklingsminister, har magtet at holde det danske militær borte fra deres politik og deres bevillinger.
Man skriver mange smukke ord om, hvor vigtigt det er med forebyggelse, før tingene i et uland udvikler sig til vold, og man kan udpege en række institutioner i FN og OSCE og blandt NGOerne, som kunne gøre denne forebyggelse meget bedre, hvis de bare fik nogle flere ressourcer. Men i stedet for da at foreslå kontant omlægning til styrkelse af disse ressourcesvage aktører, kan man kun se perspektiver i at lade det danske forsvar brede sig, »fredsbevarende« her og »fredsskabende« der.
 
Forfærdelig fiasko
Man har en ide om at støtte »regionale fredsskabende kapaciteter« f.eks. i Afrika. Det prøvede man i Zimbabwe i begyndelsen af 1998 ved et kontant bidrag på 19 millioner kroner - taget fra ulandsbevillingen - til udstyr og træning af landets generalstab.
Hans Hækkerup blev personligt på skærmen i Zimbabwes tv-avis klappet på skulderen af de høje oberster. Få uger efter følte de allerede deres kapacitet styrket så godt, at de rykkede ind i nabolandet Congo, hvor de lige siden har været krigsførende. En forfærdelig fiasko for dansk udenrigspolitik, skulle man synes. Men nej, ministeriet fastholder den militære støtte til Zimbabwe.
Så nødhjælpen da. Det skulle man tro var en civil opgave. Slet ikke. Der er ifølge ministeriet behov for at militæret bidrager med logistik og transport, som de civile og humanitære organisationer har svært ved selv at klare. Hvor terrænet f.eks. er svært ufremkommeligt på grund af klima- og terrænforhold.
Herregud, skulle man ikke kunne betro Røde Kors-personalet et par firehjulstrækkere sammen med nødhjælpspakkerne? Hvorfor skal forsvarskommandoen absolut skydes ind som grådig mellemhandler, når det gælder transportmidler til nødhjælp? Helt latterligt bliver det, når forsvaret får lov til at boltre sig i teksten med egen selvros: »Det danske forsvar råder over kapaciteter fra både hæren, søværnet og flyvevåbnet, der kan bidrage til løsning af voldelige konflikter«.
 
Det kræver fantasi
Udover hærens internationale brigade tilbyder man fra søværnet to inspektionsskibe af Thetis-klassen med helikopterplatform og fra flyvevåbnet en F-16 eskadrille. Man skal virkelig have en god fantasi for at forestille sig, hvilke konflikter man tror at kunne løse i noget uland ved at have et dansk inspektionsskib sejlende ud for kysten, eller en F-16 eskadrille strygende ind og ud af luftrummet.
FN-systemet beklager, man ikke har haft råd til at udsende fredsmæglende missioner til lande, hvor der var optræk til ballade så betids, at man kunne standse konflikterne i opløbet. Der var ikke penge på FNs budget til et par flybilletter! I stedet for at bevilge FN flybilletterne, satser man talløse millioner på forsvarets fredsskabende kapaciteter i Shirbrig i Høvelte og F-16 eskadrillerne i Skrydstrup.
Stadigvæk kan danskerne være stolte over vores flotte bidrag til udvikling og støtte til verdens svageste. Men det bliver rent ud kompromitteret, hvis militæret skal begynde at blande sig og stjæle af bevillingerne.