Øget militær skader miljøet i Arktis

Mens isen smelter forværres de sikkerhedspolitiske spændinger i Arktis. Den øgede militære tilstedeværelse skader miljøet og truer iniut-befolkningen. Militæret er som vanligt ligeglad, og lader civilsamfundet om at rydde op.

Den hidtil største NATO-øvelse med deltagelse af ca. 40.000 soldater, blev afholdt i Nordnorge i oktober 2019. Måneden forinden lancerede England en "arktisk forsvarsstrategi", der bl.a. består i udstationering af 800 kommandosoldater og 4 jagerbombere, der skal patruljere over Island og Norskehavet. USA har placeret 700 soldater på 3 norske baser i Arktis, og på Færøerne opstilles en radar til 400 mio kr., der skal overvåge russiske fly og ubåde i Nordatlanten

Omringningen af Sovjet/Rusland, der har stået højt på USA's og NATO's agenda siden 1945, forstærkes på den nordlige flanke. Ikke overraskende svarer russerne igen med en tilsvarende udbygning i det Nordlige Ishav. Indsætter flere atomubåde og missilbevæbnede destroyere. Fælles for partnerne er, at de ignorerer en årtusind gamle krigsteori: Når man overdriver ikke-eksisterende trusler, så vil det før eller senere gå galt.

Blinde og døve fortsætter rivaliseringen om hvem der har den største atomfallos - uden forståelse for, at den virkelige akutte trussel er de igangværende klimaforandringer. Det viser sig lokalt som optøende permafrost, der frigiver store mængder metan og CO₂ med en sådan hast, at det er en selvforstærkende proces, der speeder klimaforandringerne yderlige op.


Grønland

Danmark er ansvarlig for Grønlands sikkerheds- og udenrigspolitik, så derfor deltager vi gerne i løjerne. En "aftale" fra 1951 gav USA tilladelse til at bygge 33 baser, lufthavne samt radar- og vejrstationer. I 1957 sagde H.C. Hansen i det skjulte, ja til stationeringen af kernevåben i Thule.

Aftalen indeholdt intet om oprydning og miljøhensyn, så amerikanerne fedter regningen af på den danske stat. hvilket jo er amerikansk praksis globalt: "Vi forsvarer den frie verden - så må I andre rydder op". En ligelig byrdefordeling, ifølge Pentagon, for hvis USA skal rydde op på Grønland, ville man blive mødt med lignende krav for de 600 amerikanske militære anlæg kloden over. Kun forureninger, der beviseligt udgør en akut sundhedsfare, kan få amerikanerne til at rydde op:

Med tiden har forureningen nået et betydeligt omfang, så i 2017 afsatte Danmark 180 mio kr. - langtfra nok. Giftige tungmetaller og organiske forbindelser ender i isen og i vådområderne, hvor de ophobes i fødekæden plankton-fisk-sæler-isbjørne-mennesker.

I 1968 styrtede et fly med 4 brintbomber om bord ned på havisen ved Thule. Tre af bomberne blev bjerget, men den fjerde ligger stadig på havbunden, og lækker sit radioaktive indhold.

Her er hvad Forsvarets Bygningstjeneste har optalt inden oprydningen gik i gang: En forladt flyveplads fra 2. verdenskrig med rustne køretøjer, ruiner, 100.000 tomme tønder, årtiers dagrenovation, ca. 3.500 tons kemisk og giftigt affald, ca. 200.000 liter spildolie osv.. Inuitterne kalder det for ”Amerikanske blomster”, fordi det ligner blomster, når man kommer sejlende.

Olieforurening kan fjernes ved hjælp af naturligt forekommende jordbakterier - landfarming - viser et forsøg på Københavns Universitet, men kan kun udføres om sommeren når jorden er blød.


Camp Century

Værst er Camp Century der blev anlagt i 1953 i 40 meters dybde. Basen skulle være affyringsrampe for 600 atommissiler - så tæt på Sovjet, som det den gang var muligt. Tekniske problemer og modstand fra dansk side, samt løbske budgetter - bl.a. på grund af Vietnamkrigen - gjorde, at projektet blev opgivet i 1967. Desuden var det blevet overhalet af de mere fleksible atomubåde.

Da USA forlod Camp Century skete det i tiltro til, at indlandsisen ville indkapsle anlægget for evigt, men de stigende temperaturer vil det anderledes. Nu dukker lejrens rustne infrastruktur, rester af olie, kemikalier og radioaktivt affald fra basens reaktor, frem fra den optøende jord. Forstyrrer økosystemerne, og truer lokalbefolkningens sundhed.

Træt af myndighedernes afvisning, og forsøg på at vinde tid med nye undersøgelser, klagede Landsstyrets udenrigsminister, Vittus Qujaukitsoq, til FN over at grønlændernes menneskerettigheder blev krænket. "Vi tør ikke spise dyr, som er fanget ved Thule. Og ingen vil måle, hvor slem forureningen er", sagde han til Information 16.10.2017. Kort efter blev han fyret, og klagen trukket tilbage. FN's observatør var stærkt utilfreds: "Alle informationer er mørklagte."


Alaska og Canada

Under den kolde krig blev der anlagt 700 baser og lufthavne i Alaska og Canada; Sovjet lå jo kun 60 km derfra. I dag er flere baser lukket, dog ikke alle, for det gælder om at sikre den civile skibstrafik og de amerikanske atomubåde, der afpatruljerer farvandene nord for Alaska og Canada.

I Alaska testes kemiske og biologiske våben. I 70'erne tillige kernevåben. Testområderne er nogle at de mest forurenede områder i USA, især hvor napalmbomber er blevet testet. I testområderne ligger tusinder af ueksploderede, rustne bomber og granater, kemikalier fx PCB, opløsningsmidler, olie, tungmetaller, radioaktivt affald.

Ikke overraskende påvirkes inuit-befolkningen, der primært lever af jagt og fiskeri, af de militære aktiviteter, og rammes især af kræft, svækket immunforsvar, psyko-sociale adfærdsændringer, samt lav IQ hos børn. Indholdet af PCB i blodet er 6 gange højere end landsgennemsnittet.

Inuitterne er de bærende befolkningsgrupper i Arktis, men deres ret til jorden og ressourcerne anfægtes af de militære aktiviteter, samt af udvindingen af olie, gas og minedrift. I takt med klimaforandringerne og den stigende militær aktivitet forlader inuitterne deres bosteder. Søger til mindre forurenede lokaliteter, eller opgiver deres erhverv, får arbejde i minerne, og/eller bosætter sig i byerne. Forsvinder inuit-samfundene bliver verden fattigere.

Der skal en miljøkatastrofer som Exxon Valdez' grundstødning i 1989, hvor 42 mio liter råolie lækkede i det sårbare naturområde, førend myndighederne vågner op.


Rusland

Der er flere årsager til, at Rusland er værst ramt i Arktis. Dels områdets enormitet, og dels vurderes "småborgerlige, romantiske hensyn" til miljø og natur siden Stalin-tiden, lavt i forhold til industrialisering, udnyttelse af naturressourcerne, og militærets udfoldelse. Hverken USA eller Canada har holdt sig tilbage, men dels er deres forurenede arealer mindre end russernes, og dels er der i de to lande et civilsamfund og græsrodsbevægelser, der delvis har kunnet begrænse militærets svineri.

Militæret kræver masser af plads til baser, flyvepladser og øvelsesterræner. Det går ud over uberørte naturområder med en rig flora og fauna, og militærets udfoldelser ender med ødelæggelse, også længe efter at området evt. er blevet forladt..

Ruslands nordlige flåde rammes nu og da af eksplosioner, havarier, eller radioaktivt udslip. Den kendteste ulykke er atomubåden Kursk, der sank i 2003. Siden 2011 har der været brande i (mindst) fire atomubåde. Til trods for den ringe sikkerhed, så bygges der fortsat flere atomubåde, misselbærende destroyere og hangarskibe.

Fra 1955 og til 1990 gennemførtes 130 kernevåbenforsøg ved Novaya Zemlya. "Affaldet" blev deponeret på land ved havbugterne Kara, Andreyeva og Kola, mens udtjente atomubåde blev sænket i bugten - blot 50 km fra den norske grænse.

Andreyeva var flådestation indtil den i 80'erne blev omdannet til losseplads for radioaktivt affald fra atomubådene, udtjente reaktorer, metalskrot, og splidvand, indeholdende giftige stoffer, olier mv. Affald blev opbevaret i ståltanke, containere eller i jordgruber. Intet af dette var dog sikkert nok i længden, og da rusten tog til, sev indholdet ud i jorden og i havbugten.

Siden 1982 er over 600.000 tons giftigt vand sevet ud i havet, fortæller den norske miljøorganisation Bellona, der skønner, at der på basen findes 17.000 m3 fast, og 1.300 m3 flydende radioaktivt affald. I 1993 havde to marinesoldater held til at stjæle et par kilo beriget uran, som de forsøgte at sælge. Det kunne lade sig gøre, fordi området var ubevogtet.

Først omkring 2000 begyndte Putin at interessere sig for den omfattende forurening i Arktis, uden dog at tage stilling til, hvem der var ansvarlig for problemet. En udfordring var det, at der på det tidspunkt ikke fandtes sikre oplagrings- og oparbejdningsanlæg for atomart affald.

Det er vigtigt at forstå, hvorfor russerne ofte modsætte sig foranstaltninger, der integrerer miljøet i freds- og sikkerhedspolitikken. En vigtig årsag er den historisk betingede skepsis overfor udlandet. Hertil kommer, at den kolde krig isolerede Sovjet fra resten af verden, og de senere års sanktioner med Rusland, har heller ikke mildnet den russiske mistro til udlandet.

I 2012 kom en lov, der betegner miljøorganisationer med forbindelser til udlandet, fx Greenpeace, som fremmede agenter, der blander sig i landets indre anliggende, og truer den nationale suverænitet. I visse tilfælde stopper politiet aktiviteterne, og det har ført til, at miljøaktivister er flygtet til udlandet. Bl.a. Nadezhda Kutepova, hvis aktiviteter blev brugt som påskud til at indføre en lov, der begrænser borgernes deltagelse i beslutningsprocesserne og mulighed for at få indsigt i hvad myndighederne laver

Rusland skal engageres i et tættere samarbejde med resten af verden, for intet land kan klare sine egne miljøproblemer. Indtil har der fra russisk side ikke været den store vilje dertil. En række lande, især Norge, samt EU, har sponsoreret store beløb for at afhjælpe den værste forurening. Russerne selv, har kun få planer om at øge miljøindsatsen. Ikke underligt, at politikere i sponsorlandene derfor nu spørger, om det er rimeligt, at vesten fortsat pumper penge ind i området, alt i mens oprustningen fortsætter.

Hvor slemt det står til, viser det russiske forsvarsministeriums planer om at udvikle mobile mini-reaktorer, der skal bruges ved operationer i områder uden elektricitetsforsyning. Minireaktorerne skal transporteres på alm. lastbiler, med fly eller helikoptere, og i uvejsomt terræn med motoriserede slæder, eller rensdyr. En tårnhøj risiko for uheld og lækage, men militæret er ligeglad, de gør som de altid har gjort.


Artikel er også bragt i "Socialistisk Information", og er en opfølgning på " Arktis: En tikkende klimabombe".