Russernes forhadte nabo

Den nuværende konflikt har sine rødder tilbage til anden verdenskrig, hvor tjetjenere blev anklaget for at støtte tyske tropper, og de blev tvunget i eksil.
Tusinder blev sendt til Kasakhstan hvor de blev anbragt på den bare mark, uden fødegrundlag. De var i begyndelsen nødt til at overleve ved plyndren og hærgen indtil de kunne etablere et livsgrundlag.
Herefter blev de venner med den lokale befolkning i Kasakhstan, og på et tidspunkt fik de lov til at vende tilbage til Tjetjenien. Dette skete i 60erne.
Den nuværende konflikt har sine rødder i 90erne, hvor alle tjetjenere er enige om, at problemet udsprang af Jeltsins udtalelse: "Tag så meget uafhængighed som I kan fordøje".
Dette folk havde lidt så meget, og de rakte ud efter uafhængighed, og tog den i form af en uafhængighedserklæring fra Rusland, hvilket Rusland ikke ønskede, så opstanden begyndte.
Var det terrorisme? Var det frihedskamp? Det er svært at sige, da det afhænger af hvorfra sagen ses.
Stort set alle russere kan fortælle om familie eller venner, som boede i Grosnij. og som blev smidt ud fra deres lejligheder af rebeller, som de nu kaldes i medierne. De fik aldrig betaling eller noget, de blev bare smidt på gaden.

Selv vennerne er imod

Lad mig komme med et eksempel: For nylig prøvede jeg at hjælpe en tjetjensk pige på 6 år, hun var skeløjet som resultat af bombardementerne på Grosnij, og hendes bedstemor havde bragt hende til Moskva - hendes forældre var dræbt ved et missilangreb i 1999.
Jeg prøvede at hjælpe med at få hende opereret for hendes lidelse, og jeg satte mig i forbindelse med min bedste vens mor, som er temmelig højtstående læge i Moskva. Hun sagde: "Ved du at min søster blev smidt ud af Grosnij?". Hun nægtede at hjælpe.
For nylig rapporterede jeg fra et flygtningecenter halvvejs mellem Moskva og St. Petersborg, med ca. 200 tjetjenske flygtninge. Al økonomisk støtte er blevet stoppet af den russiske indvandringskontor. De siger, at der ikke er penge til flygtningecentrene, der ikke har fået noget siden august.
Dette var, hvad jeg skulle beskrive. Jeg så disse lidende mennesker, som står for had fra alle deres naboer. De tror at disse tjetjenere er rige, og ikke gider arbejde, og bare sidder og venter på hjælp fra den russiske regering. Dette er også en side af konflikten.
I lejren var der en dreng på 12 år, som forbløffede mig med sine malerier - han var virkelig kunstmaler. Jeg hængte nogle af hans malerier op på mit kontor, for at vise mine kollegaer disse kunstværker.
De fleste af mine kollegaer, russiske kollegaer, ikke vestlige, sagde: "Tag dem ned, vi vil ikke have noget tjetjensk her!". Og dette er kollegaer fra Moscow Times, den mest uafhængige avis, med de mest fordomsfri mennesker.
Hvad jeg vil sige med disse eksempler er, at dette er den almindelige russiske forståelse af konflikten. Den almindelige russer kender kun til uddrivelsen fra Grosnij, til mishandlinger fra tjetjensk side - de er aldrig blevet informeret om den anden side af konflikten.
Vi ved alle, at den anden krig startede efter bombningen af lejlighedskomplekser i Moskva. Ca. 300 russere omkom og tjetjenerne fik skylden. Nu ved vi, at tjetjenske nationalister ikke stod bag.
I det mindste har ingen undersøgelser bevist, at de stod bag bombningerne. Alligevel fastslog Putin og de russiske myndigheder umiddelbart efter bombningerne, at det var tjetjenerne der stod bag - man kan forstå hvordan det påvirker holdningen hos folk.

De to krige

Lad os sammenligne begyndelserne på de to krige:
Den første tjetjenske krig fra 1994 havde opbakning fra det russiske folk, tjetjenerne smed folk ud af lejligheder i Grosnij, de skar halsen over på russere, der var nok af modbydeligheder begået af tjetjenerne. Under denne krig kunne journalister færdes frit i begge lejre og rapportere fra krigen fra begge sider.
Den anden krig startede med et helt andet udgangspunkt, nemlig bombningen i Moskva, og det resulterede i en bølge af vrede mod tjetjenerne - vreden sidder stadig i den russiske befolkning.
Hvad har vi nu, som resultat af denne konflikt? Næsten det samme som ved slutningen af den første krig - vi har ifølge diverse kilder 30.-80.000 dræbte tjetjenere. Vi har fra officielle russiske kilder ca. 4.500 russiske soldater og officerer dræbt, og omkring 12.000 sårede og lemlæstede.
Vi har 26.000 tjetjenere, som er handikappede på grund af krigen, vi har 4.000 tjetjenske børn, som er blevet forældreløse, vi har omkring 150.000 flygtninge blot i Ingusjien og omkring 58.000 private hjem enten helt eller delvist ødelagt.
Der er ikke en eneste boligblok i Tjetjenien, der står hel tilbage. Folk bor i de sønderskudte blokke uden vand, og kloakering. Huller i væggene er lappet med gips, manglede vinduer erstattet med plastik. Forretningerne og skolerne er ødelagt, og store områder er minerede.
Dette er, hvad tjetjenerne har at vende tilbage til, og myndighederne i Ingusjien siger, at mange blokke stadig er hele, og at folk sagtens kan vende hjem! Der er nu i september kun genetableret 18 ud af 5000 boligkomplekser.
Da jeg talte med de entreprenørfirmaer, som skal restaurere bygningerne, sagde de, at med de beløb der er afsat til genopbygning vil det tage 25-30 år blot at restaurere lejlighedskomplekserne.

Pressen er tavs

Intet af dette er ordentligt dækket af russisk presse. Vi har kun én avis på russisk, "Novaya Gazeta", der tager til Tjetjenien hver måned og skriver om de overgreb og den tortur, der foregår i landet.
Jeg har spurgt TV-kanaler hvorfor de ikke rapporterer mere frit, hvorfor de kun viser sagen fra én side, f.eks. når de viser billeder, og siger at her var et overfald, dette er ligene af rebellerne og dette var deres våben. Hvorfor spørger de aldrig de omkringstående - hvem var disse folk?
De svarede, at det kan de ikke, for de styres af hærens talsmænd. Det er sådan, at vi ikke har lov til at tage til Tjetjenien uden at være ledsaget af hærens talsmænd - så når vi er der uden, er det faktisk ulovligt.
Jeg har talt med folk efter sådan et TV-holds besøg, og de fortalte at ligene ikke havde noget at gøre med rebeller. Det var hæren, der kom og skød folk, lagde våben ved siden af dem, og præsenterede det for TV-holdene som rebeller.
Somme tider kan det gå over i det groteske, som når man for eksempel præsenterer en død rebel, som efter sigende var ved at anbringe en landmine, i hvid skjorte. Hvem ville gå ud i hvidt tøj for at udlægge miner?
Hvad krigen går ud på i øjeblikket er kommercielt. At hæve bestikkelser ved checkpoints, bestikkelser fra flygtninge, selv salg af de døde forekommer blandt de russiske tropper, og endelig illegalt salg af olie.
Det er vigtigt her til sidst at sige, at dette finder sted uden den almindelige russers viden. Jeg har talt med mange familier til gidslerne her ved den sidste gidseltagning, og jeg spurgte dem: "Hvad ved I om hvad der foregår i Tjetjenien?".
De svarede: "Det er langt væk, det er ikke her, vi er ikke interesserede, men nu er det kommet ind i vort liv, og vi bliver nødt til at gøre noget" - og de er nødt til blot at stole på, at de russiske myndigheder vil klare det hele.

Jevgenia Borisova arbejder for den russiske avis "Moscow Times". Hun holdt dette oplæg for danske journalister ved et møde i Nyborg. Jens Anker Petersen har oversat og refereret.