Tjetjenien Blues

Det mægtige Rusland forsøger desperat at knuse et folk i et fjernt hjørne af imperiet, for at "genrejse sin storhed". Officielt er det nærmest en politiaktion for at stoppe nogle terrorister.
Den russiske kamikaze-aktion har ikke affødt den store reaktion i Vesten, hverken fra den etablerede politiske verden, eller fra fredsbevægelserne.
Og hvorfor tier fredsbevægelsen? Det gør den selvfølgelig heller ikke. Der har været henvendelser til regeringen, medierne og til russerne. En lille skare har frosset foran den russiske ambassade ved en enkelt demonstration – og der er planlagt flere.
For selvfølgelig er fredsbevægelserne for fred og mod krig, uanset hvor og hvem der slås. Men det ligger også i de folkelige og frivillige bevægelser, at vi kæmper bedst i modvind.
Det er tåbeligt, at danne en folkebevægelse til støtte for en allerede vedtagen politik. At fylde Rådhuspladsen i sympati for regeringens politik er en latterlig tanke, der må være død med Østblokken.
I den aktuelle situation er der bred enighed både i det officielle Danmark og det såkaldte "verdenssamfund", om at russerne burde lade være med at slås i Tjetjenien.
Protesterne er dog voldsomt hæmmet af, at argumentationen hurtigt bliver både hyklerisk og dobbeltmoralsk – da den kolliderer med Vestens forsvar for selv at bombe i Kosovo.

En dobbelt parallel
 
Russernes undskyldninger for krigen i Tjetjenien og meldingerne fra kampene er lige så forvrøvlede som NATOs om Kosovo. Det er ikke den eneste parallel til Kosovo, for Rusland har desværre lært en hel del af NATOs retorik.
Ruslands problemer med Tjetjenien kan ses parallelt med Jugoslavien og den oprørske provins Kosovo – med det lille og undertrykte folk, der kræver selvstændighed fra overmagten.
Tjetjenernes indlysende trang til selvstændighed er problematisk på samme måde som i Kosovo - med uafklarede statsgrænser, splittede befolkningsgrupper og usympatiske oprørsledere.
Og Ruslands rolle i denne beskidte krig er lige så rådden og utroværdig, som Jugoslaviens var. Samtidig er der dog også gode og fredelige modstandsgrupper i Rusland, her først og fremmest de russiske soldatermødre.
Men denne parallel kan lige så godt vendes på hovedet, så Rusland samtidig optræder i rollen som den tidligere Østbloks politibetjent. Og det er denne rolle, som Rusland udnytter dygtigt med nye og tillærte NATO-floskler.
For russerne griber kun ind i Tjetjenien for at hjælpe republikken mod en gruppe terrorister. Og russerne er ikke i krig, men i en aktion med militære midler. Samtidig melder begge parter i krigen om bizarre tabstal uden den store forbindelse med virkeligheden.

Protest på fribillet
 
Krigen i Tjetjenien bør stoppes. Det samme bør de helt oversete krige i Afrika og andre (for os) mere perifere dele af verden, der også lider under manglende bevågenhed fra presse, politikere – og fredsbevægelse.
Det kan synes lige lovligt nemt som almindelige små danskere at brokke os over andre landes handlinger på fjerne steder – og den kritik har ofte lydt. Men der er solide grunde til, at Kosovo i den grad oprørte de få tilbageblevne rester af den danske fredsbevægelse.
Danmark stod som nation bag krigen mod Jugoslavien med en indædt officiel støtte – og danske soldater deltog aktivt i en angrebskrig for første gang i nyere dansk historie.
Her var altså for første gang en konflikt, hvor Danmark var aktiv deltager – og det gav fredsbevægelsen både en forpligtigelse til kritisk handling og en reel chance for at øve indflydelse.
Det er ulig vigtigere at gribe ind, når det er vores eget land, der er forkert afmarcheret.