Selv krigsforbrydere kan skabe fred

Den Internationale Straffedomstol ICC udstedte i marts en arrestordre mod Putin for krigsforbrydelser - men dette juridiske angreb kan desværre forlænge krigen og lidelserne i Ukraine.

Domstolens udspil virker ellers umiddelbart som en indlysende god ide, for alle midler må tages i brug for at stoppe Ruslands brutale angreb. Men selv om Ukraine er med i ICC-aftalerne, og derfor kan benytte domstolen imod Rusland, er Rusland ikke selv medlem. Putin kunne derfor være forholdsvis ligeglad, men arrestordren vil give problemer ved rejser til internationale møder, såsom fredsforhandlinger, i ICCs medlemslande - og disse er stort set hele verden, bortset fra stormagterne og lignende slyngelstater.

For at fastholde muligheden for diplomatiske løsninger mm, har statsoverhoveder haft immunitet mod retsforfølgelse. Dette har først og fremmest USA udhulet - og arrestordren fra ICC er vel nærmest den endelige afslutning. Alle ICC-lande er nu forpligtet til at arrestere Putin, men et hvilket som helst land, der arresterer Putin, vil omgående blive trukket ind i krigen - og en sådan ny krigserklæring kan føre til et atomart ragnarok, en trussel der vel i sig selv kan give en slags immunitet...

Forhandlinger om våbenhvile foregår oftest på neutral grund, men den mulighed gør arrestordren fra ICC uholdbar - for nu skal der så først forhandles om sikker rejse under forhandlingerne. Oven i dette, er der opstået en akut lokal mangel på neutrale lande at forhandle i, efter at Finland og Sverige begge helt har opgivet neutraliteten. Irland og Østrig holder fast endnu, men støtter Ukraine på egen hånd. Schweiz er under voldsomt pres, og vil tættere på EU, så mulighederne i Europa kan snart være udtømt.

Dette efterlader mest indlysende Kina som en mulighed, da både Rusland og Ukraine har tætte bånd til landet. Den mulighed bliver så undergravet af de voksende modsætninger mellem Kina og USA. USA har travlt med at tilsværte Kina, hvilket det som autoritært styre er nemt at finde grunde til. Aktuelt suppleres nu med anklager om at Kina skulle understøtte Ruslands krig, og bekvem latterliggørelse af, at Kina faktisk har forsøgt sig med et fredsudspil.


Rusland har reageret på straffedomstolens arrestordre, ved tilsvarende at true domstolen. En barnagtighed på niveau med USAs, der heller ikke selv er medlem af ICC, og skærmer sig bag en "Haag Invasion Act". Denne absurde lov bemyndiger USA til at bruge "alle midler" for at frigive egne soldater, om disse blev tilbageholdt af ICC. USA truede også i 2018 med at anholde ICCs dommere, hvis de vovede at efterforske USAs krigsforbrydelser i Afghanistan.

Opbakningen fra stormagterne er så absolut ensrettet, så kun tiltag fra domstolen mod alle andre støttes. FNs Sikkerhedsråd har faktisk officiel mulighed for at bremse ICCs efterforskning, arrestordrer og retssager midlertidigt, ved at fastfryse ICCs arbejde, hvis dette fx kommer til at stå i vejen for fredsforhandlinger om Ukraine - men selv dette kan der nok ikke samles mulighed for i rådet.

Der hersker en udbredt dobbeltmoral om folkeret blandt Sikkerhedsrådets medlemmer. Mange af verdens mindre lande kan berettiget nok undre sig over, hvorfor visse landes borgere hænges ud for krigsforbrydelser og angrebskrige, mens netop stormagterne fortsat lader til frit at kunne definere sig selv som moralsk bedrevidende sejrherrer.

Tilsvarende lider ICCs mandat under, at domstolen ind til videre kun har straffet sorte mennesker. Forklaringen lyder umiddelbart rimelig, nemlig at domstolen kun skal gribe ind i situationer, hvor de indblandede lande ikke selv har et pålideligt retssystem, der kan føre de nødvendige retssager. Men netop stormagternes egen oprydninger efter krigsforbrydelser har været pinagtigt lemfældige, og har kronisk kun straffet småfolk, som fx efter terrorafsløringerne om USA's officerer i Abu Graib-fængslet. Politisk og militært ansvarlige krigsforbrydere er gået helt fri, mest oplagt diverse af USAs præsidenter, og folk som Henry Kissinger og Donald Rumsfeldt.


Så det er egentligt forfriskende og modigt, at ICC nu går direkte efter de ansvarlige helt i Ruslands top. Modstridende retfærdighedsprincipper skal afvejes, og her har domstolen valgt at stå ultimativt på sin forpligtigelse - til at efterforske og dømme åbenlyse krigsforbrydelser, her begået af Rusland. At meget tyder på, at også Ukraine har begået krigsforbrydelser, omend i mindre omfang, er så en helt anden sag.

Modsvarende er der mange grunde til, at virkningen af ICCs arrestordre måske ikke bliver til gavn for en fredsproces om Ukraine. Putin er utvivlsomt en grim krigsforbryder, der burde straffes. Men krig er aldrig pænt, og fredsaftaler laver man netop med sine "modbydelige fjender", for hvem skulle ellers kunne stå for dem. Uanset hvor oppisket stemningen er, med gensidig dæmonisering og udtalt had, består vejen til fred af kompromiser og det muliges kunst - og må undervejs understøttes gennem noget så kontroversielt som opbygningen af et tillidsforhold parterne imellem.

Sådanne lakoniske overvejelser strider imod de flestes umiddelbare hang til "retfærdighed", forstået som at "de onde" må og skal straffes, helst på Hollywood-vis så brutalt som muligt. Gensidige fredsaftaler og forsoningsforsøg opfylder ikke denne fuldt forståelige trang til hævn over blodige krigsforbrydelser, men vil måske alligevel trods frustrationer være bedre som vej mod en blivende fred.

• I Nordirland forhandlede tidligere indædte modstandere, der havde bekæmpet hinanden med terrordrab, sig sidst i 1990erne til en skrøbelig fredsaftale, som viste sig bæredygtig og fortsat er i kraft. Ingen fik det helt, som de ville ønske det - men drab, terror og uroligheder stilnede af, og blev alt overvejende afløst af tryghed og øget velfærd. Spændingerne over det delte Irland består, men nu mest som politiske diskussioner, der løbende fører til forhandlede aftaler parterne imellem.
  
  
• Ved Anden Verdenskrigs afslutning overgav tyskerne i Danmark sig til de britiske styrker - efter at Hitler begik selvmord, og Tyskland erklærede sig for slået. Den lokale nazi-generalstab forpligtede sig til at arbejde videre, nu for at organisere de tyske troppers afmarch og oprydning. Først herefter blev den tyske stab afvæbnet af en engelsk officer, og sendt retur til Tyskland - til fods. Kun deres øverstkommanderende blev interneret i et par år.
  
  
• Længere væk, har lande valgt en forsoningsproces i stedet for strafferetlig forfølgelse for at kunne komme videre. Argentina, El Salvador og Sydafrika gav amnesti til de afsatte statsoverhoveder - dog ofte med forbehold over for grove menneskerettighedskrænkelser.
• Modsat viste dansk forskning i 2017, at der ikke har været eksempler på vellykkede fredsforhandlinger, når de indblandede ledere direkte har fået arrestordrer mod sig – mens sideløbende efterforskning ikke har været et problem.

Sådanne erfaringer må tænkes med, når det en gang bliver muligt at rydde lidt op i forholdet mellem Rusland, Ukraine og resten af Europa/verden. Uanset håb om statskup mod Putin, er der ingen realisme i at forestille sig en situation, hvor Rusland ligesom Nazityskland giver helt op, og lader en vestlig "sejrherre" definere landets fremtid. Det enorme land vil fortsat være vores nabo, og der er ingen vej uden om forhandlinger - og et fortsat sammenbidt samarbejde på de utallige områder, hvor fælles løsninger er det eneste mulige.

Dette er ren snusfornuft, selvom sådanne realistisk forsonende tanker mest blindt affejes som "naiv pacifisme". Ukraines lidelser må stoppes og Ruslands forbrydelser må stoppes, men intet tyder på, at hverken arrestordrer eller fortsatte bombninger hjælper. Der MÅ findes andre måder, hvis verden skal bestå.

---

Læs også:
- At stille Rusland til ansvar for krigsforbrydelserne i Ukraine er sværere, end det lyder.

- Frankrigs præsident advarer: Kampen for at få Putin for en domstol kan stå i vejen for forhandlinger i Ukraine.



- Macron: West may have to negotiate with Putin as well as pursue war crimes trial.



. Fodnote- og kildeliste