Rusland kan snart anbringe
atomvåben tættere på Danmark
Belarus arbejder på ny alliancemulighed, der kan give landet russiske atomvåben, imens verden stirrer sig blind på Ukraine.
Af Tom Vilmer Paamand - 2022
Mens verden stirrer sig blind på Ukraine, sker der ret uomtalt drastiske omrokeringer i diktaturstaten Belarus, det tidligere Hviderusland. De fleste husker den tidligere
flygtningekrise
derfra, og aktuelt noget om en russisk
militærøvelse frem til den 20. februar,
men der er forbavsende lidt fokus på, at der samtidig vil blive afviklet en helt afgørende folkeafstemning.
Den hviderussiske forfatning har siden selvstændigheden garanteret alliance- og atomvåbenfrihed, og at fjerne dette er, blandt meget andet, netop et mål med afstemningen. Alene det burde være nok til, at omverdenen havde brugt månederne siden den hviderussiske folkeafstemning blev sat i værk, på at forhandle med landet om denne kedelige udvikling. Dette er som bekendt ikke sket, hvor kun den franske præsident Macron just har haft spørgsmålet oppe - men ændringen står altså akut for døren.
Folkeafstemningen bliver afgjort allerede den 27ende februar, men der er ikke megen tvivl om dens forventede udfald. Belarus styres med jernhånd af præsident Aleksandr Lukasjenko, der fx har en dårlig vane med at smide modkandidater og andre modstandere i spjældet - men til gengæld selv har vundet samtlige valg siden 1994 med formidabel føring. Som sædvanlig autokrat af vor tid, postulerer han demokratiske sejre i en titulær parlamentarisme. Lukasjenko støttes af Rusland samt af tilsvarende selvudpegede præsidenter rundt omkring, mens resten af verden ikke anerkender hans styre.
Lukasjenkos regime har i alle årene lænet sig tungt op ad Rusland som en sikkerhedsgaranti for egen overlevelse - og denne seneste folkeafstemning er i høj grad præget af det tætte samarbejde. Tanken om at acceptere russiske atomvåben og en endnu tættere alliance, har Belarus luftet i årtier, og ønsket ser nu ud til at kunne overkomme den sidste forhindring i forfatningen.
Belarus har kun lidt over ni millioner indbyggere, og er fem gange større end Danmark - men har en tilsvarende stor strategisk rolle. Rusland har længe bandet over USAs efterhånden ret konkrete planer om at flytte sine
udstationerede
atombomber endnu
tættere,
på den russiske grænse, og her kunne Belarus være en god trumf at spille ud - der atter kunne anbringe atombevæbnede russiske og USAnske styrker i samme
ildevarslende
øjenkontakt, som under Den Kolde Krig.
Rusland har selv kronisk fastholdt ikke at anbringe atomvåben i Kaliningrad, deres ofte oversete enklave mellem Polen og de baltiske stater, ud fra sin egen logik om efterkrigstidens aftaler - men har dog grundigt forberedt en mulig akut atomar indsættelse der. Mens USA har spredt sine atombomber rundt, har Rusland argumenteret for en klar politik om "kun på eget område". Hvilket jo så også har været det eneste mulige kort at spille for Rusland, med den fremrykkede bastion Kaliningrad som joker - men dette har ikke rykket i forhandlingerne.
De kun 65 kilometer mellem Kaliningrad og Belarus er kendt som flaskehalsen, eller "the
Suwalki
corridor" - og er et ekstremt følsomt område for Vestens strategier. Hvis der pludselig ligger en russisk base på lige dette punkt i Belarus, atombevæbnet eller ej, vil dette ændre
krigsplanlægningen
i Vestens generalstabe radikalt. Samt give Ruslands præsident en langt mere
bekvem
forhandlingsposition, end han på nogen måde fortjener.
Det er værd at bemærke, at langt størstedelen af den aktuelle og meget omtalte russiske oprustning er sket netop ved grænsen til Belarus - hvilket kunne tyde på, at en mulig indrykning i Belarus var det oprindelige fokus. Både de kampberedte tropper udenfor, og den aktuelle øvelse inde i landet, kunne samtidig være et larmende signal overfor oppositionen i Belarus, om at et eventuelt oprør med "folkeafstemningens" givne resultat ikke ville have en chance.
Siden er der gået hat og briller i det hele, da svar og gensvar mellem Putin og NATO har skabt en større og større konflikt - nu med vestligt fokus på Ukraine. I den slags situationer kan alt gå galt, men overraskende få eksperter tror på en egentlig russisk invasion af Ukraine. Og imens kan hele trusselsbilledet altså også pludselig forskyde sig opad mod Belarus, hvor diktatoren muntert hilser sine russiske venner indenfor, på trods af befolkningens ønsker.
Overordnet set er det dybt forunderligt, at Vesten kan begrave sig så dybt i egne fastlagte fjendebilleder, at en så afgørende ændring af et europæisk land bare får lov til at rulle igennem i stilhed. Hverken FN eller EU har været hårdt på banen i sagen, og heller ikke andre af de tilbageværende mellemstatslige organer. Dette på trods af, at folkeafstemningen også er et spark i røven på al menneskeret, og en forfatningsbunden konsolidering af Lukasjenkos regime.
Uanset om russerne ruller tropper med atomvåben ind i Belarus i den kommende måned eller ej, så står muligheden snarest på vid gab. Dette burde dette have været et stort punkt på den globale dagsorden, men denne har åbenbart kun hjerneceller til een større krise ad gangen...
Friheden til at vælge alliancer...
Hvideruslands snart nedlagte alliancefrihed, og den medfølgende åbne dør for en fuld alliance med Rusland, rammer som argument plet i diskussionerne om Ukraines fortsatte sikkerhedspolitiske placering. Her læner NATO sig op ad ordene i OSCEs Helsinki-deklaration, om at ethvert land frit kan vælge sine alliancepartnere: "The participating States ... have the right to belong or not to belong to international organizations, to be or not to be a party to bilateral or multilateral treaties including the right to be or not to be a party to treaties of alliance; they also have the right to neutrality.".
Som den aktuelle gensidige oppiskning af militær styrke viser, er det åbenbart kun ovenstående stump tekst, der bør huskes. I næste afsnit af Helsinki-deklarationen står nemlig endnu smukkere ord mod, at militær magt bruges som argumentation: "No such threat or use of force will be employed as a means of settling disputes, or questions likely to give rise to disputes, between them" - og alligevel køres kanonerne som altid i stilling.
Under forhandlingerne op til Tysklands genforening, udfordrede den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov den amerikanske udenrigsminister James Baker med et spørgsmål: Gælder friheden til at vælge alliance kun for dem, der tilvælger NATO?
Baker: ... In our view, Germany should be a full member of NATO, however only by its own choice.
Gorbachev: And still, in principle: if a united Germany, based on the principle of the freedom of choice, uses its right to choose the organization it wants to belong to, and decides to become a member of the Warsaw Pact, will you be able to give your consent to that?
Baker: We will say that, in our opinion, it is the wrong decision from the point of view of future stability. However, we will uphold the Helsinki principles.
Gorbachev: I see. Well, I am satisfied: you essentially gave arguments in support of my position. Because we are saying that a united Germany’s membership in NATO will change the correlation of forces that has ensured stability in Europe for the past 45 years. Therefore, our argument is a mirror of yours.
Baker: No, I cannot agree with that. ...
Som Baker kom til at forklare, ligger der naturligvis også et overordnet hensyn til regionale sikkerhedsinteresser. Han er nød til gnavent at erklære, at retten også er retten til at vælge dumt. Gorbatjov vil så lokke Baker med i, at denne dermed har erkendt, at et NATO-medlemskab vil rykke afgørende ved Europas stabilitet - hvilket Baker så forsøger at ryste af sig.
Der bliver interessant at gense denne kontrast i den kommende tid, hvis Belarus og Rusland nu frit vælger at få sig en tæt alliance, der på samme måde kan ændre hele Europas sikkerhed - hvilket på samme måde vil kortslutte Vestens talepapir om retten til frie valg af alliancer, samt USAs argumenter for Nuclear Sharing rundt om i Europa.
Hvideruslands snart nedlagte alliancefrihed, og den medfølgende åbne dør for en fuld alliance med Rusland, rammer som argument plet i diskussionerne om Ukraines fortsatte sikkerhedspolitiske placering. Her læner NATO sig op ad ordene i OSCEs Helsinki-deklaration, om at ethvert land frit kan vælge sine alliancepartnere: "The participating States ... have the right to belong or not to belong to international organizations, to be or not to be a party to bilateral or multilateral treaties including the right to be or not to be a party to treaties of alliance; they also have the right to neutrality.".
Som den aktuelle gensidige oppiskning af militær styrke viser, er det åbenbart kun ovenstående stump tekst, der bør huskes. I næste afsnit af Helsinki-deklarationen står nemlig endnu smukkere ord mod, at militær magt bruges som argumentation: "No such threat or use of force will be employed as a means of settling disputes, or questions likely to give rise to disputes, between them" - og alligevel køres kanonerne som altid i stilling.
Under forhandlingerne op til Tysklands genforening, udfordrede den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov den amerikanske udenrigsminister James Baker med et spørgsmål: Gælder friheden til at vælge alliance kun for dem, der tilvælger NATO?
Baker: ... In our view, Germany should be a full member of NATO, however only by its own choice.
Gorbachev: And still, in principle: if a united Germany, based on the principle of the freedom of choice, uses its right to choose the organization it wants to belong to, and decides to become a member of the Warsaw Pact, will you be able to give your consent to that?
Baker: We will say that, in our opinion, it is the wrong decision from the point of view of future stability. However, we will uphold the Helsinki principles.
Gorbachev: I see. Well, I am satisfied: you essentially gave arguments in support of my position. Because we are saying that a united Germany’s membership in NATO will change the correlation of forces that has ensured stability in Europe for the past 45 years. Therefore, our argument is a mirror of yours.
Baker: No, I cannot agree with that. ...
Som Baker kom til at forklare, ligger der naturligvis også et overordnet hensyn til regionale sikkerhedsinteresser. Han er nød til gnavent at erklære, at retten også er retten til at vælge dumt. Gorbatjov vil så lokke Baker med i, at denne dermed har erkendt, at et NATO-medlemskab vil rykke afgørende ved Europas stabilitet - hvilket Baker så forsøger at ryste af sig.
Der bliver interessant at gense denne kontrast i den kommende tid, hvis Belarus og Rusland nu frit vælger at få sig en tæt alliance, der på samme måde kan ændre hele Europas sikkerhed - hvilket på samme måde vil kortslutte Vestens talepapir om retten til frie valg af alliancer, samt USAs argumenter for Nuclear Sharing rundt om i Europa.
Fodnote- og kildeliste
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først
bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay:
©pdateret
2022
- WebHamster@FRED.dk:
Tom Vilmer Paamand