Uffe Ellemann spreder
Fake News fra NATO

Alle snakker om Fake News for tiden, men ingen er særlig enige om hvad det mon er - bortset fra at det altid er netop modparten, der har viderebragt noget helt forkert. Fake News serveres gerne med den finte, at det er alle andres modstridende men korrekte oplysninger, som angiveligt er de falske.

Samme mekanik bruges så her mod et kendt eksempel fra fortiden, der uafbrudt popper op - at Sovjets sidste leder Mikhail Gorbatjov blev lovet, at NATO ikke ville rykke mod Øst efter Murens fald. For når dette dukker op i danske medier, rykker tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ivrigt ud for at modsige historien med fuld eks-ministeriel pondus.

Det er løgn, forklarer Uffe Ellemann: "Et sådant løfte blev aldrig givet, hvilket Gorbatjov selv har bekræftet". Og påstanden er oven i købet "et eksempel på den misinformation, som russiske troldefabrikker ihærdigt spreder i vestlige medier".

Da Uffe Ellemann vel ikke direkte lyver, må han selv være offer for bevidst misinformation, for et sådant løfte er overraskende nemt at dokumentere. Selve traktaten om Tysklands genforening fra september 1990 begrænser nemlig NATOs muligheder mod Øst med ordene:


Et løfte om ikke at placere fremmede styrker mod Øst blev altså klart givet, her gældende for det tidligere DDRs område og i form af en underskrevet traktat mellem stormagterne - hvilket gør Uffe Ellemanns platte mobberi om "russiske troldefabrikker" endnu mere pinlig. Den misvisende henvisning til Gorbatjov lader Uffe Ellemann til at have fundet blandt NATOs egen propaganda, i organisationens faktaark om "NATO-Russia relations", hvor Gorbatjov lidt lusket citeres således:

"The topic of 'NATO expansion' was not discussed at all, and it wasn't brought up in those years. I say this with full responsibility. Not a single Eastern European country raised the issue, not even after the Warsaw Pact ceased to exist in 1991. Western leaders didn't bring it up, either."


Et bevidst skamklippet citat

Citatet fra oktober 2014 er korrekt - men det er skamklippet fra et længere svar som nogle linjer senere ender med at Gorbatjov helt modsat Uffe Ellemanns referat går hårdt i rette med NATOs udvidelser:


Både Uffe Ellemanns og Gorbatjovs udsagn kan betyde lidt af hvert, da præmisserne er uklare - snakker vi om begrænsninger for DDR eller for andre områder, er løftet godkendt af NATO eller blot dets generalsekretær etc. Og begge har jo et eftermæle at polere, men Gorbatjovs holdning er klart angivet: "Beslutningen om at udvide NATO i Øst er en krænkelse af ånden i de udtalelser og forsikringer, der blev fremsat til os i 1990".

NATOs faktaark er dygtigt skrevet, men når skribenten bevidst udelader betydningen af Gorbatjovs efterfølgende konklusion, har NATO ingen troværdighed tilbage i denne sag. Citatet kan hermed ikke bruges til så bombastisk at afvise, at tilsvarende løfter faktisk blev givet.

Der er nemlig rigelig dokumentation for at Sovjet under forhandlingerne blev lovet, at NATO ikke ville rykke yderligere frem. Som Gorbatjov nævner i samme svar fra 2014, bliver aftalens løfte om at holde fremmede tropper ude af det tidligere DDR fortsat overholdt. Hvor det i NATOs skamklippede citat lød som om om Gorbatjov afviste sådanne løfter, bliver udsagnet altså til det modsatte læst i fuld sammenhæng.


Ingen trakat mod nye NATO-lande

Formelt er det korrekt, at der ikke blev nedskrevet juridisk bindende løfter fra Vesten om slet ikke at udvide NATO mod Øst. Kun løftet om brugen af DDRs område blev skrevet ind i traktaten om Tysklands genforening, for i 1990 dækkede Warszawapagten fortsat det meste af det østlige område mod Sovjet, og en afvikling var som Gorbatjov skriver ikke til forhandling dengang. Men mange sådanne mundtlige løfter givet blev givet og lå i høj grad til grund for forhandlingerne.

NATOs egen hjemmeside beskriver selv, at udenrigsministrene fra Tyskland og USA kom med erklæringer, der lød som en generel afvisning af enhver NATO-udvidelse ud over Østtyskland. Og at Gorbatjov blev forsikret, om, at Vesten ikke ville udnytte Sovjets svaghed, hvilket måske blev misforstået som et løftebrud.

NATO refererer her til Tysklands daværende udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, der gav løfter mod en større udvidelse af NATO i en række taler i starten af 1990:


Altså at en genforening var betinget af garantier for, at der "ikke vil være nogen udvidelse af NATO's territorium mod Øst, altså tættere på Sovjetunionens grænser - uanset hvad der sker med Warszawapagten. Den tyske udenrigsministers ord blev kort efter bakket op af NATOs generalsekretær Manfred Wörner:

"The very fact that we are ready not to deploy NATO troops beyond the territory of the Federal Republic gives the Soviet Union firm security guarantees."

NATOs hjemmeside bringer underligt nok også en længere analyse, der grundigt argumenterer for alt det, som Uffe Ellemann nu kalder Fake News: "... De sovjetiske lederes hovedfejl bestod i, at de stolede på deres modparters ord og ikke søgte at få papir på dem ... derfor har russiske politikere nu ikke meget tiltro til velvillige erklæringer fra NATO. ... NATO tog den afgørende rolle i mange konflikter (tidligere Jugoslavien, Irak), ... og ønskede ikke oprigtigt at tage hensyn til russiske interesser. ..."


En tid fuld af optimisme

En væsentlig del af et velfungerende diplomati ligger ikke i de skriftlige aftaler, men i at opbygge et tillidsforhold, hvor topforhandlerne ofte enes om løsninger gennem uformelle og ofte hemmelige håndslag. For eksempel blev Cuba-krisen løst ved at ikke kun Sovjet, men begge parter fjernede truende raketbaser, og dette blev først offentligt kendt mange år efter.

NATOs påstand i sagen om løftet til Gorbatjov blev hurtigt en insisteren på, at kun nedskrevne traktater tæller. Dette fungerer fint som undskyldning overfor egne befolkninger - men var ødelæggende for et fortsat Øst-Vest samarbejde, så dette blev lagt i ruiner. NATO kunne i stedet helt enkelt have forklaret, at forståelsen med Gorbatjov omkring Østudvidelsen brød sammen på grund af Ruslands diverse dybt problematiske handlinger.

Omkring genforeningen lå generelt en gensidig forståelse af, at NATO ikke burde udvide mod Øst. Det var den indlysende baggrund for at Sovjet overhovedet gik med på aftalerne. Lige så indlysende vidste alle de indblandede, at intet varer evigt, ikke mindst politikernes ord. Det er derfor en lidt meningsløs øvelse at ville holde verden fast på, hvad der skete for flere årtier siden med de to nu nedlagte statsdannelser.

Men den epoke er værd at huske, for det var en tid der summede med optimistiske og kreative tanker om en god og gensidig fremtid. NATO talte muntert om at opbygge "a new security system for the whole of Europe", og hjælpe Gorbatjov og andre reformatorer på vej mod demokrati og frihed. Fredsdividenden, som var alle de penge der kunne spares ved at holde igen med oprustningen, hjalp Tyskland igennem den dyre genforening.

Gorbatjov havde i maj 1990 foreslået, at Rusland blev en del af NATO som ligeværdig partner: "You say that NATO is not directed against us, that it is simply a security structure that is adapting to new realities. ... Therefore, we propose to join NATO.", USAs udenrigsminister afslog. På trods af den senere ekspansion foreslog også Ruslands nye leder Vladimir Putin i år 2000 atter et muligt russisk medlemskab af NATO, men tilbuddet blev igen afslået (hvilket forøvrigt også var sket for et lignende tilbud tilbage i 1954).

I 1994 tilbyder præsident Clinton en mulig vej til at hele Europa, altså inclusive Rusland, kunne blev del af et forandret NATO. Da NATO så alligevel rykker mod Øst, sker det trods alt fortsat i begrænset form hvor NATO i 1997 giver et nyt løfte, om at dette ikke sker med planer om "yderligere permanent stationering af større kampstyrker":


Udviklingen i disse år var fortsat så positiv, at over 60 procent af russerne kunne lide USA. Siden da er tallet vendt helt rundt, så 80 procent nu er imod. NATOs arrige ryk mod Øst var forudsigeligt dumt og uigennemtænkt, og Ruslands senere generobring af Krim var værre. Årene burde have været brugt til fortsat forsoning i stedet for den genoprustning, som nu blev resultatet. En historisk chance for en fredeligere verdensorden blev tabt på gulvet.

---

---

Læs også analysen: EU - nu med statskontrolleret sandhed


Yderligere dokumentation

---

Interesserede læsere, der er nået helt herned, vil få meget ud af at fortsætte i disse to gode analyser, der stritter lidt i hver sin retning,men anerkeder løftet:

"Deal or No Deal? The End of the Cold War and the U.S. Offer to Limit NATO Expansion" - skrevet 2016 af Joshua R. Itzkowitz Shifrinson, Assistant Professor in the Department of International Affairs at the George Bush[!] School of Government at Texas A&M University.

"A Broken Promise? What the West Really Told Moscow About NATO Expansion" - skrevet 2014 af Mary Elise Sarotte, Dean's Professor of History at the University of Southern California. Adapted from an update to her book: The Struggle to Create Post-Cold War Europe..

Samt denne med det helt modsatte synspunkt, interessant men mest baseret på forældede oplysninger:


"The Myth of a No-NATO-Enlargement Pledge to Russia" - skrevet 2009 af Mark Kramer, director of the Cold War Studies Project at Harvard University.





Fodnote- og kildeliste