Grundlovsstridig krig

Efter læsning af kronikken 22. marts af lektor Tonny Brems Knudsen, Århus Universitet er det vanskeligt at bevare tilliden til, at krigen om Irak sker på et fuldgyldigt FN- og folkeretligt grundlag.
Men det er jo naturligvis muligt for stater at handle uden for international ret, men så må man også være sig bevidst, at det kan forholde sig sådan. Og at man i givet fald kan risikere at blive holdt ansvarlig for evt. retsbrud, hvis en sag herom skulle blive rejst ved en relevant international domstol el. lign., der har kompetence til at dømme i disse spørgsmål. (Om der nogensinde bliver en sådan retssag, er en anden sag)
For sammenligningens skyld vil det billedligt set svare til, at en person vælger at handle på en sådan måde, at den pågældende herved sandsynligvis overtræder en lovbestemmelse. I den situation er personen normalt på det rene med, at en straf kan risikere at blive følgen, hvis lovovertrædelsen opdages, efterforskes og følges op med en dom.
De grundlæggende danske regler for beslutningstagen om Danmarks internationale mellemværender fremgår af Grundloven. I § 19 står reglerne om regeringens samvirke med Folketinget. Til den bestemmelse har juristernes berømte opslagsværk Karnows Lovsamling denne indledende kommentar: "Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelsen af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med FN-pagten." - Den kommentar må vist omskrives og justeres i næste udgave!!
Grundlovens § 20 omhandler betingelser og procedurer for afgivelse af suverænitet, og den blev indskrevet i Grundloven i 1953. Det fremgår bl.a., at overførslen kun kan ske ved lov og kun til en mellemfolkelig myndighed oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde. Der er endvidere krav om 5/6-flertal i Folketinget, med mindre der afholdes folkeafstemning om loven.
Fredag 21. marts 2003 besluttede Folketinget med snævert flertal (V,K, DF), at Danmark kan deltage i Irak-krigen med militære styrker under amerikansk ledelse af den multinationale koalition. De danske soldater (og deres fartøjer) er altså nu underlagt en udenlandsk beslutningstager, der kan give ordrer mv. til de danske soldater. Der er dermed i forhold til soldaterne sket en overførsel af suverænitet ("kommando") fra en dansk myndighed (forsvarsminister/-chef m.fl.) til koalitionen/USA.
At der efter ordlyden af Grundlovens § 20 her er tale om en overladelse af suverænitet forekommer mig temmelig oplagt, hvilket underbygges af min læsning af forskellige tekstafsnit fra § 20´s "ophavsperson", prof., dr. jur. Max Sørensen fra tiden omkring 1953.

Hverken lovformen eller kravet om 5/6-flertal blev anvendt af regering og Folketing i fredags. Spørgsmålet er også, om den etablerede koalition lever op til § 20´s krav til en mellemfolkelig myndighed. At fx FN, NATO og EU gør det, er til gengæld utvivlsomt.
Af disse grunde burde Folketingets dirigenter (formand og øvrige præsidium) under behandlingen af beslutningsforslaget nok have afvist, at Folketinget kunne behandle sagen som forelagt. Det er formandens pligt at afvise forslag, der skønnes at stride mod Grundloven, med mindre forslaget netop har til sigte og angiver at være et forslag til grundlovsændringer. Men i så fald ville en helt anden procedure skulle anvendes (Grundlovens § 88).
Om den vedtagne beslutning i Folketinget om overførsel af suverænitet er lovlig i forhold til Grundloven og dansk ret vil måske aldrig blive konstateret rent juridisk, dvs. med en dom fra en dansk domstol. De parter, der i givet fald kunne rejse en sådan sag, er de udsendte soldater og deres faglige organisationer på de berørte medlemmers vegne. (Men de gør det næppe!).
Hele sagen viser for mig - udover selve hovedsagen om Irak, dets brutale styre, krigen og hvad der måtte følge - at vi har brug for en revision af Grundloven. Der må også nytænkes bestemmelser om, hvordan og i hvilket omfang Danmark kan træffer afgørelser i forhold til vore internationale relationer og andre lande. Normalt er det EU-stoffet, der giver anledning til debat og usikkerhed (f.x. om det kommende traktatforslag i 2004-05), men spørgsmålet rækker videre, som sagen her illustrerer.

 
KOMMENTAR I POLITIKEN den 25. marts 2003