USAs atomgalskab truer verden

Risikoen for, at USA vil gribe til brug af atomvåben i fremtidige konflikter, er større nu end nogensinde siden de mest dystre perioder af den kolde krig. Denne stigende fare stammer ikke principielt fra gammel frygt for strategiske atommissiler. Selvom USA, Rusland, Kina, Frankrig og England stadig har sådanne våben, er deres samlede antal blevet reduceret.
Der er snarere to andre grunde til det 21. århundredes dominerende atommareridt. Den ene er USAs udvikling af nye atomvåben til krigsskuepladsen og en stigende vilje fra Bush-administrationens side til at ville bruge dem forebyggende. Den anden er spredningen af atomvåben-relateret teknologi og i denne sammenhæng "slyngelstaternes" og internationale terroristgruppers erhvervelse af andre relativt mindre virkningsfulde masseødelæggelsesvåben såsom kemiske og biologiske våben.
Under præsident Bush har USA løbende sænket tærskelen for atomkrig. I sin nationale sikkerhedsstrategi erklærer man: "Vi må være forberedt på at stoppe slyngelstaterne og deres terroristiske kunder, før de er i stand til at true os med eller anvende masseødelæggelsesvåben ... For at komme sådanne fjendtlige handlinger i forkøbet eller forhindre dem vil USA om nødvendigt handle på en forebyggende måde."
Den nationale strategi for bekæmpelse af masseødelæggelsesvåben går videre: "USA forbeholder sig ret til at svare med overvældende styrke på brug af masseødelæggelsesvåben mod USA, mod vore styrker i udlandet og mod vore venner og allierede. Dette svar indeholder alle de valgmuligheder, vi besidder."
Hvad dette betyder i praksis står lysende klart. Ethvert angreb på USAs interesser vil kunne starte en atomvåbengengældelse, lige meget hvor begrænset et sådant angreb vil være, hvilken kilde det udspringer fra, eller hvor i verden det sker, hvis angrebet føres med kemiske, biologiske eller radiologiske våben. USA forbeholder sig i stigende grad ret til at bestemme, hvem der må eller ikke må besidde sådanne våben.
Efter at USA har hævet sit forsvarsbudget med 60 milliarder dollar til omkring 360 milliarder dollar, fylder USA især penge i atomvåbenprogrammer, som er fastsat i sidste års nukleare oversigtsprogrammer. Disse programmer synes kongressen at have ringe effektiv kontrol med. En nøgledel af Pentagons "begrænsede nukleare valgmulighedsprogrammer" er "den stærke atombombe, der kan trænge gennem jorden for at ødelægge underjordiske mål".
Andre projekter, der er under forberedelse, omfatter "forstærket radioaktivt våben", der formodentlig destruerer giftige midler (og alt andet i området), satellitter til kontrol med rummet og "et verdensomspændende nukleart overlevelses-kommunikationssystem".
Skønsmæssigt bruger USA nu 45 procent mere på atomvåbenaktiviteter end ved slutningen af den kolde krig. Desuden forbereder Bush-administrationen sig på at afslutte sin medvirken i den vidtspændende aftale om atomprøvestop for at kunne afprøve sine nye våben. Efter ophævelsen af den antiballistiske missilaftale planlægger USA nu et globalt missil-forsvarsskjold, der skal beskytte USAs atomvåbenarsenal og således sikre dets anvendelighed.
Det turde være indlysende, at den amerikanske atomoprustning er yderst destabiliserende. Stillet overfor hvad USA gør nu, vil atommagter som Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea være langt mindre villige til at give afkald på deres våben. Iran, Brasilien, Sydafrika og Japan, alle potentielle atommagter, vil måske opgive den atomare ikke-spredningsaftale (som USA selv ignorerer).
Andre stater, der ikke er atommagter, vil måske udvikle masseødelæggelsesvåben og missilforsvar, nu da de ikke længere er garanteret sikkerhed mod atomangreb. Efterhånden som søjlerne i international våbenkontrol bryder sammen, er der kun et kort skridt til ukontrolleret, global masseproduktion og spredning især til terrorister af de kemiske og biologiske våben, som USA (og England) frygter mest.
Der er tale om en begyndende galskab. Det er gensidig sikker ødelæggelse med andre midler. Kun en ensartet, kollektiv, global fremgangsmåde for ikke-spredning, som kan gennemtvinges, og som gælder for alle, kan hindre truslen fra masseødelæggelsesvåbnene. Kun gennem kontrollerbare aftaler, vellønnede inspektionshold, effektiv teknologi, kontrol med spaltelige materialer, afskrækkelse og sanktioner, er der en chance for succes.
Men hvis noget af dette skal kunne virke, kan USA ikke være en undtagelse fra reglerne. USA må vise vejen med sit eksempel, specielt ved at stoppe sin higen efter en farligere nuklear dominans. At vedligeholde en dobbeltmoral og udpege stater som f.eks. Irak, er ikke blot hyklerisk, men er i sidste ende dømt til at mislykkes.
I dette århundrede som i det forrige forbliver verdensomspændende atomnedrustning målet. Men tilføj yderligere et andet nødvendigt mål: En lovligt bindende global traktat med totalt forbud og ulovliggørelse af alle masseødelæggelsesvåben.