Vi bør lægge barbariet bag os

Vi oplever en kamp mellem barbari og civilisation. Modsætningen er brugt, bl.a. af amerikanske præsidenter, der ønskede at fremstille USA som forsvarer af civilisationen. Men modsætningen skriver sig tilbage fra Romerriget.
Barbariet var dengang de uordnede tilstande hos de uoplyste fremmede i de vilde områder uden for Romerriget, hvor der (ifølge romerne) ikke var nogen kultur eller retsorden. Siden er der kommet orden over hele verden.
Overalt er der stater. I alle stater er der regler, love og retsprincipper, som har afløst vold og rå magt. Det er i alt fald i princippet love og retfærdighed, som regulerer stridigheder mellem modparter inden for hvert lands område, og som indbyggerne må indordne sig under. I civilisationen behøver man ikke at være stærkest for at få ret...
På et område har civilisationen dog haft svært ved at få fodfæste. Det er på udenrigspolitikkens område, i internationale mellemstatslige forhold.
I internationale forhold har man ikke haft nogen verdensregering, der kunne lave regler som undersåtterne måtte rette sig efter. I internationale forhold hersker barbariet. Her er den stærkes magt den eneste ret.
Krigen var den måde man fik sin ret på, i yderste konsekvens. Diplomatiet byggede på truslen om krig. Forberedelse til krig var den eneste garanti for midlertidig fred.
 
Farvel til barbariet
Sivis pacem, para bellum. Hvis du vil fred, så forbered dig til krig. Det er barbariets forsvarspolitik. Der skulle en katastrofe af uhørt omfang til, før man for alvor forsøgte at ændre dette.
Det var den 1. Verdenskrig. Millioner af soldater døde i skyttegravene. Vanviddet var åbenlyst. Soldaterne og resten af befolkningen ville ikke finde sig i det. De gjorde oprør i adskillige lande.
Så forsøgte man at udbrede civilisationen til internationale forhold med oprettelsen af Folkeforbundet. Krig og barbari skulle afløses af international lov og ret.
Det første forsøg på at civilisere internationale forhold led nederlaget. 2. Verdenskrig viste igen de forfærdelige konsekvenser af barbariet og igen truede et oprør.
Efter disse erfaringer forsøgte man igen. FN blev oprettet med det formål
"at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden,
på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder,
at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og
at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed"
 
Kompromissets kunst
Det er et civiliseret formål. Centralt for at realisere dette formål er staternes vilje til at lægge barbariet bag sig. Derfor besluttes det med
"1. Parterne i enhver tvist, hvis fortsættelse kan antages at ville bringe opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed i fare, skal først og fremmest søge en løsning ved forhandling, undersøgelse, mægling, forlig, voldgift, domsafgørelse, benyttelse af regionale institutioner eller aftaler, eller ved andre fredelige midler efter deres eget valg." (Artikel 33)
Skal staterne leve op til dette krav om fredelige løsninger, forhandling og forlig, så kræver det vilje til at indgå kompromiser. Politik er efter en gammel talemåde kompromissets kunst.
For at kunne indgå et kompromis, må man forstå modpartens standpunkt, ellers kan man ikke finde en løsning, et kompromis, som begge parter kan leve med på trods af uenighed. Kompromiset er grundlag for den civiliserede udenrigspolitik. Modstykket, den barbariske udenrigspolitik, har som sit grundlag ultimatummet.
Ultimatummet som udenrigspolitik stammer også tilbage fra Romerriget. Romerne havde udviklet ultimatummets kunst til det perfekte. Princippet var dengang som nu, at man finder et krav, som man ved modparten ikke kan leve med. Så giver man modparten valget mellem dette krav og krigen.
Ultimatummet giver den indenrigspolitiske fordel, at man kan vise sine soldater og sin befolkning, at det er modparten, der har valgt krigen.
 
Løsning ved forhandling?
Lad os se på den truende konflikt med Irak. Jeg vil spørge regeringen
Om I "vil frelse generationen fra krigen svøbe, ... (og) tror på fundamentale menneskerettigheder, ... (og på) såvel små som store nationers lige rettigheder."?
Om I vil "søge en løsning ved forhandling, undersøgelse, mægling, forlig, voldgift, ... eller andre fredelige midler"?
Eller går I ind for at stille et ultimatum, der sikrer krigen?
Det er klart hvad USA vil. Man kræver at våbeninspektørerne skal ind i landet uden nogen begrænsninger. Er det nu et forsøg på at et kompromis, en løsning som begge parter kan leve med, eller er det et ultimatum?
Hvordan ser det ud fra Irak? Saddam kan opfatte situationen således: "USA vil under alle omstændigheder angribe Irak. Nu kræver USA at få fri adgang for sine spioner inden angrebet".
Vi kan med god grund tro, at Saddam opfatter situationen sådan, uanset om han har ret i det eller ej. Præsident Bush ved det, og han forsøger ikke at finde en form, der kan berolige Saddam og vise, at Irak ikke behøver føle sig truet.
Bush har dermed fundet et klassisk ultimatum. Dels ved Bush, at Saddam ikke kan acceptere kravet, dels kan han sige til sine soldater, befolkning og allierede, at det er Saddam, der har valgt krigen.
 
International ret
Lad os se på det med "såvel små som store nationers lige rettigheder" Det er vigtigt, ikke mindst for et lille land som Danmark.
USA har masseødelæggelsesvåben, atomvåben, kemiske våben og biologiske våben, skønt der er internationale aftaler imod brug af kemiske og biologiske våben. USA truer åbent andre lande med krig.
USA blander sig i andre landes indre anliggender. USA har ført utallige angrebskrige. Giver det noget andet land ret til at bombe USA? Jeg siger nej. Hvad mener regeringen?
Til gengæld mener jeg, der er grundlag for at indklage USA for den internationale domstol, for adskillige brud på international ret og for krænkelse af andre nationer. Men der er intet land, der tør anklage USA.
Israel har atomvåben på trods af ikkespredningsaftalen. Israel har i 30 år konsekvent overtrådt resolutioner fra FNs sikkerhedsråd. Israel har besat erobret område og overtræder konventioner om behandling af befolkningen i besatte områder.
Israel begår massakrer mod civilbefolkningen. Israel bruger tortur. Man kan diskutere om det giver nogen stat ret til at angribe Israel. Jeg mener nej. Konflikten skal søges løst med fredelige midler. Hvad mener og regeringen?
 
Ingen forebyggende angreb
Men så Irak da. Vi ved ikke om Irak har masseødelæggelsesvåben, men USA påstår det. Irak har en gang angrebet Kuwait.
Irak har i 10 år overtrådt resolutioner fra FNs sikkerhedsråd. Oppositionen i Irak undertrykkes. Giver det USA ret til at angribe Irak? Jeg mener nej? Hvad mener regeringen?
Der er brug for at vi forsvarer civilisationen og modsætter os at barbariet igen vinder frem i internationale forhold. Vi må derfor ikke acceptere en doktrin, der giver ret til forebyggende angreb.
Vi må forsvare FN og kræve bestemmelserne i FNs formål og vedtægter overholdt. Deri ligger den eneste sikkerhed for verden såvel som for et lille land som Danmark
Derfor siger vi i Århus mod Krig og Terror
· Nej til terror, krig og racisme.
· Ja til fred, demokrati og social retfærdighed.
· Respekt for folkeretten - brug FN.
· Nej til dansk krigsdeltagelse.

Carsten Andersen holdt dette oplæg for "Nej til Krig og Terror" i Århus ved en høring om "USAs krig mod terrorisme" i Århus 14. september 2002.