Kvinder i Kurdistan

Se temaet

Ligaen fik for nylig en henvendelse fra Kurdistans uafhængige kvindeorganisation.
Det vægtigste, eller i hvert fald mest skræmmende papir, var en rapport om og en liste over navne på kvinder, der på forskellig vis er blevet ofre.
På forsiden af rapporten står der: "Hjælp os!! Hjælp kvinder i Kurdistan med at komme ud af dette helvede, med at undgå at blive dræbt, med at blive fri for at være nødt til at begå selvmord. Ræk hånden frem og råb sammen med os: Hjælp os!" Dokumentet er en rædselsvækkende liste over lidelser. Hver 24. time bliver en kvinde dræbt eller begår selvmord i irakisk Kurdistan. Hvert sekund bliver en kvinde udsat for vold eller på anden måde krænket.
I forbindelse med "tørklædedebatten" herhjemme er nogle af de kvindeundertrykkende sider af samfund, der reguleres stramt efter skam- og æresbegreber, også taget op. Men i det store og hele bliver der talt ret unuanceret om tolerance eller mangel på samme.
Det materiale, vi har modtaget, om denne kvindeorganisation, om et uafhængigt kvindeblad, Yaksani, der også udgives i irakisk Kurdistan og om et såkaldt beskyttelsescenter for kvinder kan give nye perspektiver på denne debat, som i Danmark forplumres af, at nogle har skjulte, fremmedfjendtlige dagsordener, nogle har skjulte "nu-skal- jeg-sandelig-vise-min-åbenhed"-dagsordener, nogle er usikre og nervøse over den stadige, multikulturelle udvikling af samfundet, nogle er irriterede over, at danskerne er så bange for og sløve med at tage nyt ind osv. osv.
De kvinder, vi har kontakt med i ira-kisk Kurdistan, og som står midt i en rivende, mere og mere restriktiv udvikling af et islamisk samfund, har ikke noget godt at sige om den omstændighed, at kurdiske kvinder i Irak i stadig stigende grad bliver tvunget til at leve med forhold (herunder hvad klædedragten angår), som de ikke selv kan bestemme, og som de ikke kan acceptere, fordi de er undertrykkende, fordi de er krænkende over for kvindernes menneskerettigheder.

Tvang og undertrykkelse
 
Lederen af beskyttelsescenteret, Nasik Ahmed, har i et brev ganske summarisk beskrevet situationen for kvinderne i irakisk Kurdistan.
Hun skriver bl.a.: "Kurdistan er en del af verden, hvor kvinder lever under meget hårde, tragiske og bitre vilkår.
Islam har meget stor indflydelse på kvinders liv. Daglige drab på kvinder bliver retfærdiggjort med, at kvinderne har bragt skam over familiens ære. Der er kun få kvinder, der ikke har været udsat for at blive slået, tortureret i deres egen familie af deres fædre, brødre eller mænd.
Det er helt normalt, at kvinder krænkes af mænd i et påstået forsvar for deres egne eller familiens primitive rettigheder.
En kvinde har ikke lov til selv at vælge en mand, blive skilt, selv bestemme, hvad hun skal gå med, hvordan hun skal transportere sig, hvor hun skal bo, om hun skal arbejde ude osv. osv. De fleste af de kvinder, der nægter at underkaste sig disse forfærdelige vilkår og forsøger at kæmpe for deres egne rettigheder risikerer drab, vold, vansiring, indespærring i deres eget hjem eller som minimum forhånelse fra deres egne".

Kvinderne organiserer sig
 
Det er på baggrund af denne meget hårde virkelighed, at nogle kvinder i irakisk Kurdistan i 1993 gik sammen om at danne en organisation og udgive et blad. I 1998 kom beskyttelsescenteret til.
Centeret har flere funktioner. Der er dels sikkerhedshjemmene, som er hemmelige. Her bor de kvinder, der er i livsfare og truet af deres familie.
Nogle af dem har allerede været udsat for alvorlig vold.
Der fortælles bl.a. om en kvinde, der sidste år blev truet på livet af sin mands slægtninge. Da hun var gravid, besluttede de lokale myndigheder at udsætte henrettelsen til efter fødslen.
En sådan udsættelse ville familien ikke acceptere, hvorfor de skar hendes næse af.
Denne kvinde blev bragt i sikkerhed af Kurdistans uafhængige kvindeorganisation, som sørgede for at bringe hende til et hemmeligt sted, hvor hun nu er sammen med sit barn.
Dagligdagen for de kvinder, for hvem det er nødvendigt at leve helt isoleret fra deres familie og netværk, i totalt skjul, er naturligvis meget, meget hård. De kan ikke gå nogen steder, de kan ikke henvende sig til nogen uden for centeret. De er henvist til et totalt eksil. En fængselslignende tilværelse, som de ikke er havnet i på grund af noget, de selv har gjort, men fordi deres omgivelser er en daglig trussel for dem.

Kvindecenteret
 
Kvindecenteret forsøger naturligvis at gøre det så godt som muligt for disse kvinder, men centeret er også i store vanskeligheder, dels fordi det selvsagt er svært at holde mennesker skjult, dels fordi de kun har meget ringe økonomiske midler.
Foruden det hemmelige sted har centeret et hus, hvor der bor kvinder, der trods alt ikke er helt så dårligt stillet.
Der er en form for dialog i gang med deres familie, og kvindecenteret sørger for, at den ikke går i stå, og at kvinderne ikke lades i stikken. De bliver ikke sat i situationer, hvor de kan komme i livsfare eller komme til at lide alvorlig psykisk eller fysisk overlast.
Centeret har en tredje opgave, nemlig at give psykologisk og social bistand til alle de kvinder, der dagligt henvender sig med problemer. Disse problemer kan være forstadier til de langt alvorligere, som de kvinder, der bor i husene, har oplevet.
Unge piger henvender sig, fordi de bliver forhindret i at forlade deres hjem, de henvender sig med problemer omkring påklædning, herunder tvangen til at bære slør og problemer med at gå på gaden uden at blive krænket. Gifte kvinder kan henvende sig med problemer omkring tvangsægteskab, vold, skilsmisse, som kan føre til uenighed om kvindernes ret til deres børn, til diskussion af og problemer med kvindernes økonomiske status.
Centeret forsøger at behandle sagerne så hurtigt som overhovedet muligt og med øjnene åbne for, om situationen er ved at udvikle sig i en retning, der gør det nødvendigt at få kvinderne bragt i sikkerhed - eller blot bragt dem hen til et sted, hvor de ikke behøver at være sammen med familien, og hvor centerets folk holder den løbende dialog mellem kvinden og familien i gang.
Som det ses er der flere niveauer i arbejdet for kvindecenteret og endnu flere for Kurdistans uafhængige kvindeorganisation, som altså også står for udgivelsen af Yaksani, månedsavisen, der burde være kommet i 72 numre, men som af økonomiske grunde kun er kommet i 34 numre indtil nu.

Fremtidigt samarbejde
 
De økonomiske problemer er store på alle niveauer af arbejdet. Det har vi besluttet os for at gøre noget ved i Ligaen. I juli måned bevilgede vi et mindre beløb til centeret. Pengene blev afleveret personligt af en herboende irakisk kurdisk kvinde, der besøgte centeret i sommer.
Vores næste plan går på at invitere Nasik Ahmed, lederen af centeret og medinitiativtager til Kurdistans uafhængige kvindeorganisation, til Danmark.
Planen er, at hun skal deltage i møder i hele landet.
Vi har det dobbelte mål med Nasiks besøg, at hun dels skal orientere og informere om kvinders forhold i irakisk Kurdistan - herunder naturligvis orientere om organisationen, magasinet og centeret - dels skal gøre det muligt at skaffe økonomiske midler til det arbejde, der gennem centeret, kvindeorganisationen og kvindemagasinet foregår på NGO-niveau for kvinder i irakisk Kurdistan.