Hævn og vold giver ikke Israel mere sikkerhed

Vi er i øjeblikket vidner til en eskalerende krig imellem Israel og Hamas, som truer med at komme fuldstændig ud af kontrol, hvor krigen får utilsigtede konsekvenser og kan ende med at underminere dens egentlige anliggende: at sikre Israels sikkerhed fremadrettet. Israel er blevet angrebet af terrororganisationen Hamas på den mest bestialske vis, og har derfor ret til at forsvare sig imod dette barbariske angreb. Men det er vigtigt, at det ikke er et umiddelbart ønske om hævn, som bliver afgørende for Israels næste træk.

I så fald kører voldsspiralen bare videre, hvor hævn avler hævn. At ville udslette Hamas gennem en kollektiv afstraffelse af palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden vil højst sandsynligt virke imod sin hensigt: nemlig ved at skabe endnu større usikkerhed om Israels sikkerhed på sigt. Det er i den sammenhæng værd at genbesøge den gamle kirkefader Augustin, der pointerer, at ”freden er det ønskede mål for krigen”. Udsagnet lyder i hans overvejelser om, hvornår og hvorvidt krig kan retfærdiggøres, og det lyder måske umiddelbart selvmodsigende. Men pointen er: Selv en krig udgør ikke et formål i sig selv.


Krig må aldrig beskrives som en enkel løsning af magthavere eller som en handling, der enkelt og effektivt vil løse et problem. Krig er uforudsigelig. Krig er næsten altid mere omkostningsfuld og har flere afledte konsekvenser end først antaget. Krig kan i nogle tilfælde virke direkte kontraproduktivt i forhold til selve formålet med at gå i krig. For selv om man vinder krigen, er det ikke sikkert, at man vinder freden. Hvis krigen skal tjene fredens formål, sådan som Augustin hævder, er det virkelig værd at overveje, hvordan man bedst muligt sikrer fred – herunder hvilken type af fred, man ønsker at opnå.

Er det den negative fred, som er en minimalbestemmelse, hvor fred er defineret ud fra dens modsætning, altså som ophør af krig? For når krigen raser, er det en sejr i sig selv at bringe krigen til ophør, hvilket i første omgang ofte finder sted gennem etablering af en våbenhvile, som derefter kan udgøre det første skridt imod varigt ophør af krigen. Den negative fred kan i nogle tilfælde udgøre en form for permanent løsning, hvor freden består i at sikre, at to stridende parter ikke kommer op at slås igen. Det kan ske gennem etablering af demilitariserede zoner, som fungerer som en varig adskillelse mellem to grupper. Men det kræver en varig international militær enhed til at sikre den demilitariserede zone.

Eller ønsker man at stile efter den ambivalente fred, hvor vinderen tager det hele og definerer spillepladen for den ydmygede modstander? Taberen må, med andre ord, bøje nakken og underlægge sig vinderen og vinderens efterfølgende narrativ. Men hvis freden er etableret gennem undertrykkelse eller ydmygelse, vil det på sigt kunne medføre et ønske om hævn, og derigennem nære ny drivkraft til volden. Problemet med en fred bygget på undertrykkelse eller vold begrænser sig ikke til, at det udgør de bedste vækstbetingelser for fornyet voldelig modstand. Det undergraver også undertrykkerens egne etiske normer. Dét at vokse op i samfund, hvor forskellige grupperinger eller etniciteter er delt op i første- og andenrangsborgere, og hvor udgangspunktet for samfundet ikke er retfærdighed, men undertrykkelse, vil på sigt underminere såvel den enkeltes som kollektivets etiske kompas.


Den absolut sværeste form for fred er den positive fred, hvor fred består i andet og mere end en beskrivelse af, hvad det ikke er. Fred fordrer her sameksistens mellem grupper, der tidligere bekrigede hinanden. Retfærdig eller positiv fred fordrer, at man er i stand til transformere fjenden til en modstander. Det vil sige, at man ikke længere ønsker at eliminere den anden, men i stedet er villig til at indgå i dialog og verbal kamp med den anden. Man skal opbygge et fælles samfund eller flere nabosamfund, hvor der er rammer for og plads til uenighed, hvor den enkelte har ret til at ytre sig frit, og hvor magten er underlagt såvel kritik som kontrol.

Muliggørelsen af den positive eller retfærdige fred fordrer som minimum, at man italesætter to fænomener: retfærdighed og tilgivelse. Tilgivelse er ikke det samme som at glemme – behovet for at tilgive indeholder også et implicit domsudsagn – idet der er enighed om, at der begået handlinger, som man ikke bare kan lade, som om ikke har fundet sted. Tilgivelse indebærer dermed også en form for opgør. Den tyske filosof og samfundstænker Hannah Arendt gør opmærksom på, at tilgivelse i et samfundsperspektiv udgør et alternativ til straf. Det gør det, idet både tilgivelse og straf er to forskellige legitime måder at forholde sig til en begået uret på, som afslutter uretten.

Straf og tilgivelse står begge i et modsætningsforhold til hævnen, som netop ikke bestræber sig på at gøre regnebrættet op, men i stedet fastholder forurettelsen som drivkraft.

Tilgivelse beskrives af Arendt som en slags fødsel, en etablering af nye muligheder. Retfærdighed kan for eksempel efterstræbes gennem etablering af krigstribunaler, hvor såvel enkeltpersoner som regeringer kan holdes ansvarlige for deres misgerninger. Retfærdighed indeholder derudover et offentlighedsaspekt – hvor det er afgørende, at ofrets perspektiv bliver offentligt anerkendt. Det kan ske gennem offentliggørelse af overtrædelser af krigens love, således at løgne eller påstande om fake news bliver modsagt. Det kan også ske gennem offentlige undskyldninger, hvor man anerkender et ansvar – personligt eller institutionelt, eller gennem tildeling af erstatninger og udbetaling af kompensation i en eller anden form.


Det skete kan ikke gøres om, men man kan som samfund finde måder at håndtere det skete på, som både kan rumme fordømmelse, dom, straf og tilgivelse. Og sidst, men ikke mindst, kan den positive fred opnås gennem opbygning af et retssamfund, hvor alle er medborgere med lige rettigheder og pligter. Det sker gennem en etablering af samfundsinstanser som sikrer såvel lov og orden som fælles ret og overholdelse af menneskerettigheder. Israel står over for en vanskelig situation. Deres sikkerhed er truet fra flere sider, men krig som hævn er ikke den løsning, som på hverken kort eller lang sigt vil give den bedste garanti for Israels sikkerhed.

Den amerikanske filosof Jean Bethke Elshtain har spidsfindigt omskrevet det kendte udsagn om, at de, som ikke kender historien, er dømt til at gentage den, til, at det måske snarere er dem, som kender deres historie alt for godt, som er dømt til at gentage den. Der er mange flere realpolitiske forhold som skal tages med ind i ligningen for at kunne etablere en varig fredsløsning. Herunder, at højrefløjen i Israel under Netanyahu og Hamas’ styre i Gaza reelt har bestyrket hinanden i deres yderliggående positioner og dermed undermineret fredskræfter på begge sider af konflikten.

Men at gå i en storstilet krig nu mod palæstinenserne som et kollektivt folk vil blot yderligere forstærke denne radikalisering. Et forsøg på at etablere en mulig to-statsløsning vil derfor kræve indrømmelser fra såvel Israel som palæstinenserne samt en villighed fra det internationale samfund til at understøtte såvel sikkerheden som freden. Efter krig skal fred vindes. Og det er ikke kun krigen, men også freden, som har en pris.


Hans Vium Mikkelsen er lektor og vidensmedarbejder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Han er ph.d. i teologi.