Danmark er stadig i krig

Terrorkrige
Danmark er med i USA s krig mod Afghanistan. Vi er med i et militært angreb på et stort, men meget fattigt land. Det sære er, at der har været meget lidt debat i de danske medier om Danmarks deltagelse i denne krig. Som Noam Chomsky udtrykte det ved en fredskonference på Tufts Universitetet i USA: »Det ny århundrede producerede hurtigt to ny frygtelige forbrydelser, udover den sørgelige række af fortsatte forbrydelser. Den første var det terroristiske angreb den 11. september, den anden reaktionen på det, der givet har kostet langt flere uskyldige liv, afghanske civile der selv var ofre for de, der mistænkes for at have gennemført forbrydelserne den 11. september.« Før bombardementerne begyndte, var der i amerikansk presse vurderinger af, hvor mange liv den ville tage. Det er rystende tal. Der var i forvejen tørke og det forventedes at fem millioner afghanere risikerede at dø af sult og kulde. Bombardementerne ville betyde, at mange mennesker blev drevet på flugt fra by til land eller mod grænserne, og at nødhjælpen standsede og yderligere 2,5 millioner kom i risikozonen. FAO vurderer i slutningen af september, at mere end syv millioner risikerede sult og kuldedød. Og krigen får konsekvenser i fremtiden. 80 procent af jorden vil ikke blive tilsået pga. af bombardementerne skønnede FAO. Vi får næppe nogen sinde at vide hvad krigen har kostet i menneskeliv. Nu er det tilmed blevet upatriotisk at stille dette spørgsmål i USA.
Sorg kan ikke ganges op
Civile tab og lidelser kan ikke blot regnes i tal. Sorgen over et dødt barn eller en syg mor kan ikke ganges op. Men ideen om den smertefri krig er et falsum. Den er kun smertefri for de, der smider bomberne ikke for de der modtager dem. Og dette er den anden side af krigens forbandelser. Uskyldige mennesker bliver ofre, men de rige lande, der fører krigen, bliver forrået. Unge mænd i uniform oplever tilsyneladende ikke nervøse sammenbrud ved tanken om, hvad de har gjort. Ligner det computerspil for dem, som det gør på vore tv-skærme? Og politikere forråes. Lette sejre over forsvarsløse fjender fører til, at magtanvendelse foretrækkes frem for fredelige midler. USA s angreb bryder med internationale konventioner og skaber disrespekt for dem. USA søgte ikke autorisation hos FN, og de ville ikke forsøge en forhandlingsløsning om udlevering af Bin Laden med Taleban-styret. Så ingen kan vide, hvor seriøst den var ment. Tendensen til at foretrække magtanvendelse frem for forhandling er tydelig.
Rettigheder svækkes
Også internt i USA og i en række andre lande indskrænkes borgernes rettigheder. I USA har det været indvandrere fra muslimske lande, dette især har ramt. De indkaldes til forhør og kan stilles for en militærdomstol og dømmes uden de rettigheder sigtede ellers har. Også herhjemme svækkes borgernes rettigheder over for staten, og Sharons udnyttelse af den såkaldte kamp mod terrorismen fører til nye og stadig værre overgreb mod palæstinenserne. Det internationale politiske klima er blevet dramatisk forværret. Krigen mod terror kan tilsyneladende føre til bombardementer hvor som helst. Bush har udpeget 60 lande som mulige mål for amerikansk indsats . I princippet omfatter listen de lande, hvor de af USA oplyste navne fra den 11. september har arbejdet: Tyskland, USA, Saudi-Arabien og måske Sverige. Men bombardementerne og krigene vender sig andetsteds mod Mellemøsten, mod Central- og Sydøstasien. USA opbygger nu baser i Centralasien. Det handler om geo-politiske strategier og om olien og dens transport, men også om USA s våbenindustri. Bush finanslov forøger militærudgifterne med 30 procent en stor del heraf til yderligere teknologisk fornyelse, som så kan sælges f.eks. til europæiske lande. Også i Danmark og Europa kan vi frygte øget oprustning. Måske handler disse krige også om hævn slet og ret. Når USA s administration taler om en ond akse Iran, Irak og Nordkorea, er det unægteligt svært at se en akse eller for den sags skyld en trussel mod USA herfra, i hvert fald en trussel der overstiger den, USA fandt, Sovjetunionen udgjorde under den kolde krig.
Fred og retfærdighed
Er der håb forude? Måske. I Afghanistan har både et møde af ledere i Pershawar i oktober, og den velkendte kvindeorganisation RAWA, opfordret USA til at standse bombardementerne. I USA blev der afholdt en fredskonference. I Bruxelles blev der for nylig afholdt en europæisk konference for et europæisk netværk for fred og retfærdighed med deltagelse fra 40 lande. Nogle pårørende til ofre den 11. september har været i Afghanistan og talt med pårørende til afghanske civile ofre. Ved den første demonstration mod krigen herhjemme gjorde Hanne Reintoft opmærksom på at også bevægelserne mod krigen i Vietnam begyndte med relativt få mennesker, men voksede sig stærkere, og til slut var væsentlig for standsningen af krigen.¤