Kære statsminister

Kære statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Af Vigga Bro - 7. april 2002

Se temaet
Skuespilleren Vigga Bros tale ved FredsVagtens mindemarkering for ofrene for bombardementerne af Afghanistan. I anledning af 6 måneders dagen for bombardementernes start. Udformet som et åbent brev til Statsministeren.
 
I dag er vi nogle mennesker, der er samlet her foran Christiansborg for at holde tre minutters stilhed og mindes de mange civile, uskyldige mennesker der er blevet dræbt eller fordrevet fra hus og hjem af krigen i Afghanistan.
Jeg synes især det er meget vigtigt at holde disse tre minutter i eftertænksomhed på baggrund af din tale i USA, hvor du opfordrer Europa til oprustning.
Vi er i krig selvom de færreste danskere rigtig tror på det men I politikere har meldt os ind i denne krig, og det er ikke med min gode vilje!
Jeg er ikke pacifist. Jeg har levet under 2. Verdenskrig og jeg synes nok, at krig kan blive nødvendig, hvis al samtale har vist sig umulig. Dengang syntes jeg vældig godt om de danske terrorister (det er dem, vi har lov at kalde frihedskæmpere i dag, fordi det var vores side der vandt). Heller ikke i dag kan jeg være pacifist i forhold til krigen dengang, for jeg ved ikke, hvad man ellers skulle have gjort ved Hitler.
Men jeg tror også, at de aller færreste krige bærer retfærdigheden i sig, og jeg tror, at konflikter kunne være løst på mere fredelig vis, hvis man havde tænkt sig om i tide.
Had avler hævn der avler had der avler hævn der avler og sådan kan voldsspiralen blive ved i det uendelige (som vi ser det mellem Palæstinensere og Israelere), hvis ikke kloge mennesker tænker sig om i momentet mellem had og hævn.
USA har kastet deres bomber over Afghanistan og nu vender de sig mod nye mål. Den lille mus Danmark følger med og siger: Se hvor vi gungrer .
Men man bliver ikke nødvendigvis større af at lege med de store, Anders. Når du står der med æresdoktor-kappen på ovre i Guds eget land og siger, at Europa må opruste, så får man uvilkårligt billedet af den lille mus og elefanten på nethinden og dog tror jeg, et lille land kan gøre en forskel ikke som lakaj men som én der sår kloge tanker i momentet mellem had og hævn.
Den arrogance og magtfuldkommenhed vores allierede USA viser overfor 3. Verden og de arabiske lande avler had og afmagtsfølelse. Ikke nødvendigvis terrorisme men det giver sympati for terror, når ingen andre hjælper.
Hvorfor løber du sammen med Bush s hævn hvorfor ikke gå ind i momentet mellem Had og Hævn og bruge hovedet og eftertanken? Vi kunne bruge energi og penge på at hjælpe. For det er vi gode til Bruge vores diplomater NGO er og hjælpearbejdere. Men du sparer 1,5 milliard kr. på hjælp og fredsarbejde og bruger pengene til krigslegetøj selvom du kalder det hjælp til fru Hansens hofteoperation det lyder også pænere men 1,5 milliarder har du skrevet kontrakt på med USA 1,5 milliarder til F-16 jager fly. Hvorfor vil du krigen? Vi er som nation elendige til at føre krig. Ja, vi har faktisk tabt hver eneste krig i mange hundrede år.
Men det har vi da klaret meget fint hidtil. Der er ikke mange talentfulde tabere her i verden, så hvorfor ikke dyrke de sider af os som vi er gode til at bruge? Bruge talentet til at skabe fred og lidt tåleligere forhold for vore medmennesker. Arbejde for at skabe forståelse og respekt folkene imellem.
Jeg var barn under 2. Verdenskrig. Og en dag spurgte jeg min mor: Hvorfor slås de? Hvorfor laver de krig, mor? Ja, hvorfor er du uvenner med Lise og Hanne inde ved siden af? svarede
hun. Det var ikke mig der begyndte sagde jeg. Det er lige meget, sagde mor, den klogeste finder ud af at stifte fred. . Jamen det er jo ikke børn, der laver krig, sagde jeg, det er de voksne! Og voksne er jo klogere. Ja, gid det var så vel, sagde hun.
Kære Anders vi trænger sådan til vise ledere. Kunne du ikke prøve at bruge dine evner og tanker til at gøre noget lige der i momentet mellem Had og Hævn.

Venlig hilsen
Vigga Bro



Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret november 2002 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >