Vold og terror ikke løser noget som helst

"Det er et kraftigt signal til USA om at ændre adfærd på den globale scene", siger obertsløjtnant Kurt B. Hansen til Nordjyske Stiftstidende12/9. om de forfærdende terroristangreb i USA.

Af Aase Bak-Nielsen. 13/9 2001

Se temaet
Aase Bak-Nielsen
Skalvej 14, 9240 Nibe

130901.

"Vi må lære hinanden, at vold og terror ikke løser noget som helst. Vi må opbygge en ny verdensorden, baseret på tillid og retfærdighed", skriver lederen samme dag.

Hvis præsident Bush, hvis far som præsident talte varmt om en ny verdensorden, nu gennemfører de hævnaktioner, som han truer med, og som han indrømmer uvægerligt vil medføre endnu flere uskyldigt dræbte, så handler USA som om vold kan løse problemerne. Den afsky, vi føler over for terroristerne fra 11. september, skal helst ikke sløves ved at folk, der ikke vil kaldes terrorister, bruger samme metoder.

Hvis ikke de demokratiske lande skulle gå foran med en ny verdensorden, hvem skulle så? De demokratiske lande med USA i spidsen bør sætte sig sammen og analysere, hvad det er for en adfærd, der har skabt et had mod især USA så voldsomt, at mange ofrer deres liv i protest derimod.

USA's adfærd for at beholde verdensmagten, har ofte givet bagslag. USA støttede Saddam Hussein til ganske kort før han angreb Kuwait med våben, han havde fået fra USA og andre vestlige lande. Da han blev for overmodig, slog de tidligere venner til, og med de sanktioner, FN stadig opretholder, forarmes Iraks befolkning, og børn i tusindvis dør - ikke ved et voldsomt bombeangreb, men en langsom død på grund af sult og mangel på medicin.
I Afghanistan støttede USA muslimerne i deres magtkamp mod kommunisterne. Muslimerne sejrede og magten er endt hos talibanerne, som vel har det mest menneskefjendske og undertrykkende styre, der findes. Tusindvis af landets borgerne lider eller er flygtet, mens verdens farligste terrorist, bin Laden finder beskyttelse dèr.

USA har troet sig usårlig, og et fremtidigt missilskjold skulle sikre landet i al fremtid. Men al deres teknik har spillet fallit. Trods mange advarsler har de ikke troet det muligt, at de kunne rammes med så uraffinerte "våben" som nogle kaprede fly og deres egen befolkning skamløst dræbes i tusindtal. Den slags plejer kun at foregå i diktaturstater, som desværre har nydt støtte fra vestlig side.

"Menneskeliv er uerstattelige", skriver C. Bernhardt Thomsen i Nordjyske St. 13/9. Det er rigtig, men det er dybt beskæmmende at læse hans tilføjelse: "især i den vestlige verden"!
Nej, menneskeliv overalt på jorden er uerstattelige. De amerikanere, der forleden mistede deres kære, overvinder aldrig deres sorg, men det gør de mange i ulande og diktaturstater, der mister deres kære på grund af sult, undertrykkelse, social nød og meningsløse krige heller ikke.

Sålænge nogen sætter magt højere end ret, fortsætter nød og undertrykkelse, der fører til had, vold og krig.
Svarer magthaverne med hævn, øges den onde spiral. Svarer magthaverne med selvransagelse og besindelse - på trods af forståelig fortvivlelse og vrede - er der håb om en ny verdensorden, der bygger på tillid og retfærdighed.

Aase Bak-Nielsen


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret september 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >