Det er tid til eftertanke

Den 11. september 2001 skælvede verden, og jeg skælvede med den. Igen og igen så jeg billederne af World Trade Center, der med ét blev udraderet til Ground Zero.
Jeg rejste mig fra sofaen, der ellers plejer at være så tryg - prøvede at ryste de modbydelige billeder af mig. Jeg gik en tur udenfor og så en tomhed, der udtrykte det, jeg selv følte, i ansigtet på de få jeg mødte.
Tilbage i dagligstuen genoptog jeg selvpineriet foran tv-skærmen, som troede jeg at meningen med ondskaben skulle findes i de gen- og atter genudsendte billeder af levende fakler, kvinder og mænd, som fortvivlede kastede sig ud gennem de sprængte vinduer i de brændende tårne og brandmændene, som bare ikke nåede ud.
Da vi nåede midnat, havde mit patetiske sindelag nået hidtil ukendte højder, og i soveværelses mørke inden jeg endelig faldt i søvn, mumlede jeg som en anden Kennedy i Berlin: I am a New Yorker.
Efter en nat, hvor ansigterne på de der skreg for sidste gang i World Trade Center i mine pinefulde drømme var blevet skiftet ud med mine kære familiemedlemmers forvredne træk, pløjede jeg mig igennem alle aviserne. Artikler og ledere startede med ord som: Verden bliver ikke den samme efter den 11. september ...
Verden bliver ikke den samme efter den 11. september. Men det skyldes blandt andet, at frasen for politiske kommentatorer og magthavere i den vestlige verden fik karakter af selvopfyldende profeti.
 
En ny retorik
Al udenrigspolitisk debat har det seneste år været ført i lyset af 11. september. Begrebet "Krig mod terror" har indtaget den overordnede, styrende og handlingsanvisende rolle, som FN-resolutioner og menneskerettigheder engang havde.
Hele retorikken har ændret sig så ledere og stater, der tillægges egenskaber som terrorister, slyngelstater og ondskabens akse, automatisk drages ind i den oprindelige kamp mod terror.
For mig er der stor forskel på, om kampen står mellem det gode og det onde - altså frihed og demokrati mod terror - eller de gode mod de onde: George Bush - alene eller med alle dem, der ikke tør være imod ham - mod en temmelig uspecificeret mængde uafhængige muslimske ledere og stater.
Det er nemt at lade sig rive med af den amerikanske retorik. Angrebet den 11. september var ifølge Bush en krigserklæring mod Amerika. Når der erklæres krig mod ét NATO-land, erklæres der krig mod alle NATO-lande, og vi levede op til vores musketér-ed umiddelbart efter den tragiske episode i New York og Washington.
Ikke for at tage hævn, men for at sætte grænser for galskaben - og ikke mindst for at befri den afghanske befolkning fra det modbydelige og undertrykkende Taleban-regime.
Men er det også en krigserklæring, hvis Saddam Hussein ikke efterlever det ultimatum, USA og England har givet ham, som allerede udløber i morgen? Hvor går grænsen for det mandat, vi gav USA i de fortvivlede dage efter den 11. september?
 
Ingen Carte Blanche
Efter min mening er der en tid til fortvivlelse, en tid til handling og en tid til ansvarlig eftertanke. Selv i de her dage, hvor alle medierne minder mig om min egen (patetiske) reaktion i dagene efter den 11. september, mener jeg ikke, vi skal lade fortvivlelsen udstikke handlingen. Det er tid til eftertanke.
Bush har ikke Carte Blanche til at angribe Irak. Saddam Hussein er en tyran, måske en trussel og i hvert fald en torn i øjet på den vestlige verden. Men man kan ikke regne med, at en krig mod Irak i dag kan samle samme støtte i de mellemøstlige lande, som da Saddam selv havde besat det lille uskyldige Kuwait.
Vi kan heller ikke forvente at samle de muslimske lande, som vi gjorde for et år siden, hvor både medfølelse og en kritisk holdning til Taleban-styret i de mere demokratiske mellemøstlige lande var afgørende faktorer.
Lad os tage et andet eksempel. Er det en krigserklæring, at Arafat ikke vil tage sin afsked som palæstinensisk leder? Når Europa fremlægger et fredsudspil for Mellemøsten som har en chance for succes, er det så nødvendigt at kalde Arafat terrorist - en betegnelse han muligvis godt kan leve op til - og stille hans afgang som et ultimatum før forhandlinger overhovedet kan gå i gang? Israel er blandt de nationer, der hurtigst har taget retorikken fra 11. september til sig.
Alle problemerne - alle verdens konflikter - skal ikke løses i lyset af - eller måske er det mere rigtigt at sige i skyggen af - den 11. september. De skal løses i lyset af menneskerettighederne og et håb om fred.
 
Kræv indflydelse
Derfor skal vi give amerikanerne modspil, så de ikke i fortvivlelse over det, der skete for et år siden, lader hånt om netop de værdier, de engang ville dø for. EU burde ikke vakle, hvad enten det gælder Guantanamo, Johannesburg - for en bæredygtig udvikling er den bedste forebyggelse af konflikter og terror - Irak eller Israel/Palæstina.
Som sagt: Der er en tid til fortvivlelse og en tid til handling og en tid til eftertanke og ansvarlighed. Når jeg har talt her i dag, er det derfor ikke for at genopfriske fortvivlelsen - endnu mindre for at pirke til den hævnlyst og det had, der for nogen viste sig at følge efter. Fortvivlelse og had fører os ikke videre, og det er tid til eftertanke.
Min lyst til at identificere mig med amerikanske præsidenter - selv Kennedy - er døet hen. Og når vi mødes her til Århus mod Krig og Terror, er det ikke for at synge "God bless America", men nærmere "Kringsatt av Fjender".
Det er for at mane til eftertanke og ansvarlighed, og det er for igen at kræve indflydelse på handlinger, der siden 11. september er udført i dit, mit, FN og NATOs navn.

René Skau Björnsson er socialdemokratisk folketingsmedlem for Århus. Talen blev holdt den 11. september 2002 ved mindearrangement for ofrene for terror og for krigen mod terror arrangeret af "Århus mod Krig og Terror".