Fred og Dialog

For nogle år siden sagde Henry Kissinger, at intet af betydning kom fra Syden, at historiens akse bevægede sig fra Washington over London, Paris og Berlin via Moskva til Tokio og omvendt. Historien bevægede sig fra Vesten til Østen og omvendt.
Syden var i hans optik ganske betydningsløs. Syden forstås her som den tredje verden, som fattigdom og nød. Man nu lader det til at kompasset har drejet en takt og at historien nu er begyndt at bevæge sig fra Syden til Norden. Så historien er ikke afsluttet, som man postulerede efter Berlinmurens fald.
Nu er Tvillingtårnene faldet. Og historiens afslutning er slut. Øst-Vestkonflikten er blevet afløst af Syd-Nordkonflikten. Historiens (dialektiske) bevægelser gemte på overraskelser.
Den gang Øst-Vestkonflikten stod på dagsordenen og truede vores sikkerhed, fandt de fysiske konfrontationer sted i periferien, dvs. i Syden.
Her var der en ordløs masse af fattigdom, af fornedrede og nedværdigede mennesker. Når Syden pludselig gør indbrud på historiens scene og med al tydelighed sender en besked om, at man ikke længere vil finde sig i en verdensorden, som skaber afgrundsdybe uligheder, så bliver der panik, så lyder ramaskrigene i det rige Nord. Smertegrænsen er nået, signalerer det monstrøse Sydens uhyre med fattigdommens og fornedrelsens uhyggelige brøl, brølet fra historiens bagside, fra den kroniske nedværdigelses mødding, fra dem som er blevet berøvet retten til at være menneske.
Historien lader sig ikke standse. Historien er ikke blot nogle fås privilegium til at fratage andre retten til et liv før døden. Den berører også de døende i Palæstinas, i Rio de Janeiros, i Colombias, i Islamabads, i Buenos Aires', i Rwandas, Nigerias og Sydafrikas gader og stræder og siger: I hører med! I får også historisk betydning!
Det sker ved et skrig af desperation, der svæver frit og forvandler sig til en terroristisk trussel mod alles fred og sikkerhed.

Det er i Syden vi skal finde vores dialogparter.
I de sidste krigeriske år har vi oplevet, at dialoger ikke længere eksisterer. Kun ultimata. Vi så det i Rambouillet, og nu vi ser det igen. Nu i dobbelt forstand: et ultimatum som blev udstedt til Kabul og et andet som blev udstedt til andre stater og til samtlige folkeslag, herunder også til os: Det ultimatum hedder: enten er I med os eller også er I imod os. Men vi er ikke her for at tilkendegive fjendskab, tilkendegive at vi er imod USA. Vi mødes her for at tilkendegive at vi er imod krig, vi bifalder ikke eskalering af trusler, konflikter og vold, ganske enkelt fordi krig er den værste menneskeskabte katastrofe, krig er terror, og det er civilbefolkningen som bliver gidsler og ofre for disse terroraktioner.
Vi er her for at tilkendegive, at vi ikke vil lade os forføre af magtens retorik, af realpolitikkens kynisme. Vi vil ikke længere være medskyldige i andres lidelser og død. Nogle kan acceptere, at en halv million børn dør i Irak, andre at de er mål for kugler og kanoner på Vestbredden, og atter andre er i stand til at vende det døve øre til når børnene skydes i Colombias gader under dødspatruljernes sociale udrensning. Vi er her, fordi vi vil tilkendegive at liv er uerstatteligt, alle menneskers liv: dem i nord lige såvel som sydamerikanernes, arabernes lige såvel som israelernes, indianernes, tutsiernes og zuluernes, vest- såvel som østeuropæernes – også de afghanske stammers - alle liv er uerstattelige. Livet er den absolutte værdi. Ingen er overflødig, tilovers, eller er sådan en uting man blot kan fjerne ved at clicke på deleteknappen.

Tvillingtårnene er faldet. Men ingen er blevet inviteret til dialog. Hvorfor kunne man ikke for én gangs skyld tænke anderledes? Hvorfor kunne man ikke gribe i egen barm og bruge tragedien i New York og Washington til selvrefleksion, kritisk selvrefleksion, til at mødes og analysere årsagerne til katastrofen og lave strategier for at komme disse årsager til livs? Til at reflektere over, hvordan voldens onde spiral kan brydes uden vold. Det, vi oplever i stedet for nye alternative tiltag, er ganske gammeldags, primitivt, fantasiløst. Det er magtfuldkommenhed, patriarkalske og voldelige tiltag i ord og handlinger.
"I skal acceptere det jeg gør og gøre som jeg siger!!!" Hører vi. Der levnes ikke engang plads til neutralitet!!! Der er noget, som ikke er på plads her, noget som simpelthen ikke stemmer, for man kan ikke fremture på denne totalitaristiske vis, og samtidig påstå at man er demokrat. Demokrati forudsætter jo netop dialog, konsensus, deltagelse, tanke- og ytringsfrihed. Man siger at demokratier ikke fører krig. Man burde tilføje, at demokratier heller ikke udsteder ultimatummer til sine borgere, men indbyder til dialog. For ultimatummer er krigserklæringer. De levner ikke plads til frihed, selvom man taler om vedvarende frihed. Vedvarende frihed til hvad? Til at fratage andre deres frihed og liv? Vi må være på vagt: totalitarisme er ikke blot forbud og kontrol, men det er også påbud om at være og at tænke på en bestemt, én-dimensional, måde.

Den arrogance som det sidste ultimatum blev udstedt med, er krænkende: enten er er I med mig eller også er I imod mig. Forleden modtog jeg en appel fra to af mødrene fra Plaza de Mayo i Argentina, Hebe de Bonfine og Juana de Meroño. De beder os om at være med til at sige nej til den igangværende krig. De mistede deres børn under Operation Condor, som blev planlagt i Norden og iværksat i Syden. Condor Planen, som den også kaldtes, havde den samme ultimative karakter: enten er I med mig eller også er I imod mig. Det blev til en krig, hvor dem der var imod, blevet straffet med livet som betaling. Mere end 150 tusinde mistede livet, både dem der rigtig var imod, dem der var mistænkt for at være det, de mistænktes venner og endelig de indifferente. Så ultimata skal dekonstrueres og rekonstrueres via dialog.
Mødrene fra Plaza de Mayo mener, at forsøget på at påtage sig rollen som Guds stedfortræder på jorden nærmest grænser til vanvid. Kejseren har ganske vist klædt sig i nye sofistikerede våben, men ikke nye ord, nye ideer. Nye ord, nye ideer, dem har vi, skrev disse erfarne mødre. Og ideer kan ikke standses med en hær, og ikke en gang NATO kan standse dem, skrev de fra det geografiske, økonomiske og sociale Syd.
Disse nye ord og ideer skal blive til virkelighed i dialoger, og tage bolig i nye former for sameksistens, som bygger at vi respekterer og ikke frygter hinanden.
Så lad os tale sammen. Lad os gøre det, velvidende og bevidste om, at det vi gør er civil ulydighed, lad os finde samtaleparter i Syden og lytte intenst til dem. Lad os finde ud af, at de også er mennesker med ret til livet, til et værdigt liv! Lad os give dem mulighed for at lære os at kende som mennesker, ikke som grådige forbrugere, som hedonistiske købe-og-smide-væk maskiner, skabte på deres bekostning.
Lad os genopbygge vores humanitet, i stedet for at dehumanisere hinanden gensidigt. Og lad os forsone os. Vi tilhører den samme race: mennesket. Det at være menneske går forud for at være hvid eller ikke hvid, kristen eller muslim, amerikaner eller afghaner. Derfor lad os skabe bånd til hinanden, kærlige bånd, baseret på respekt for hinandens værdighed og forskelligheder. Lad os skabe paradiset her på jorden. Men forudsætningen herfor er at vi bliver civiliserede, at vi afskaffer krigen mellem rige og fattige, mellem hvide og ikke-hvide, kristne og ikke kristne, mellem mænd og kvinder. Når vi har afskaffet disse asymmetrier træder vi ind i Riget. Og ingen vil længere gå i døden som porten til paradiset, thi vi ville jo være i paradiset.

Truslen mod vores sikkerhed i dag stammer først og fremmest fra fattigdom og sult, dernæst fra erosion af vores demokratier. Problemet er ikke blot Tobin or not Tobin, som nogle velmenende sjæle har fundet på i deres signalement om, at det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket. Der er tale om at gøre en ende på den nuværende udvikling før den gør ende på os. Fred og sikkerhed går hånd i hånd med social retfærdighed, det vil sige, begge fødes i erkendelsen af, at vi skal passe på hinanden - og på vores verden. En verden med store uligheder er en farlig verden.
Lad os ikke tillade hverken global krig eller global undtagelsestilstand. Lad os danne en global civil ulydig bande, decentraliseret, kreativ, folkelig effektiv og vedvarende etisk. Lad os sige Nej til Krig. Til alle former for krig: den imperialistiske stats krig, den nationale stats krig, den individuelle terrorcelles krig. Der findes ingen god krig. Der findes ingen retfærdig krig. Der findes ingen hellig krig.
Og vi må ikke lade os kyse til undtagelsestilstand. Lad os snyde den angst og frygt, som får os til at indskrænke vores eksistens og vores håb.

Lad os tale ærligt om fattigdom, om nogles frihed til at udøve herredømme og til udplyndre andre - og om alt hvad deraf følger. Og lad os finde en fælles løsning på det. I Verdens Sociale Forum i Porto Alegre sagde man, at dette system har gjort køerne gale, nu er det for alvor ved at gøre menneskene gale, det er bl.a. derfor, at det kalder på modstand. En modstand, som skal frigøre det sunde. Man kan gøre modstand ved at vælge dialog. Ved at gå i dialog går vi også ad fredens vej, ved at gå ad fredens vej, vælger vi livet.

(The world has enough to everybody's need, but not enough for a fews greed), Verden har nok til alles behov, men ikke nok til nogle fås rov, som Mahatma Gandhi sagde. Hvis vi forstår dette og genuddanner os gensidigt i denne ånd, kunne vi mødes i en forsonlig, dialogisk omfavnelse - og hele vore sår.

Hvis vi er modige, har håbet i behold, kan ikke engang himlen sætte grænser. "Fremtiden ligger åben foran os" med en lettere omskrivning af fredsforskeren Johan Galtungs ord.

Tak for opmærksomheden.

Marina Jacobsen er fil.dr. og forkvinde for Det Danske Fredsakademi. Ovenstående er en tale fra fredsdemonstrationen på Axeltorv d. 13/10-01 – International Protestdag