"Italien står i forreste linie, når det gælder hjælpen til det stadigt voksende antal flygtninge" - lyder det fra italiensk TV uden dog at nævne, at Italien faktisk også står i første angrebslinie, når det gælder om at sende de bombende krigsfly afsted!Og måske netop sidstnævnte fakta, er kraftigt medvirkende til at øge den italienske befolknings protester imod krigen, både i omfang og intensitet. Nogen decideret freds-paraply-organisation er der dog ikke født, men alle store fagforeninger, nødshjælpsorganisationer, den politiske venstrefløj, de grønne og fredsbevægelser af alle slags - står i løbende kontakt med hinanden, og indkalder i stadigt større omfang sammen til fælles manifestationer.
Karakteristisk for pressen er det dog, at alle nyheder om udenlandske aktiviteter imod krigen er udelukket! Kun en enkelt journalist hørte jeg forleden dag vove at bryde tavsheden, mens de viste billeder fra Moskva, han nåede lige at siger "at der var et voksende antal protester imod krigen i alle NATO-lande"!
Protesterne i Italien bliver dog i et vist omfang dækket. Således blev der sendt direkte TV i flere timer, fra den hidtil største demonstration i Rom (lørdag den 3. april), hvor et sted imellem 50-100.000 tusinde mennesker deltog. 40 busser fra hele landet havde kørt folk ind til hovedstaden, og et kildevæld af fagforeninger, hjælpeorganisationer og venstrefløjspartier fra hele landet stod bag.
Langt det størst indtryk af alle gjorde uden sidestykke, den over 80 år gamle kommunist Ingraos tale. I protest imod kommunisternes fortsatte deltagelse i den italienske regering, har han meldt sig ud af det parti han havde været medlem af hele sit liv. Og som aktiv modstandsmand og partisan fra krigens tid, holdt han et følelsesfuld og meget rørende tale, hvor han i stærkest mulige vendinger opfordrede alle til at reagerer imod dette krigs-vanvid...
I dag den 6. april kunne man i ugebladet Avvenimenti i en kort notits læse om en sultestrejke, som gruppen Aldri Italia (Alternativt Italien) ellers ubemærket af pressen har gennemført siden krigens start. Sultestrejken finder sted ved NATObasen i Aviano, hvor langt de fleste krigsbombeflyvere går i luften. Notitsen sagde dog intet om hvor mange der deltog... Fra samme NATObase viste de om aftenen billeder i TV af folk der i protest og med bannere i hænderne, var trængt ind på basens landingsbaner i et aktivt forsøg på at stoppe krigsflyene...
Der er mange andre fantasifulde aktioner. Den italienske afdeling af Kvinder i Sort gav den 31. marts folk i parlamentet (og i resten af landet) en fornemmelse af krigsuhyggen i Beograd. Over højtalere udenfor parlamentet i Rom samt over radio udsendte gruppen med mellemrum den infernalsk hylende bombelydalarm, som Beograds befolkning må "sove" ind til hver nat.
Og mange mennesker bliver arresteret rundt omkring i landet, således skal en hel del studenter fra Firenze nu slæbes for en domstol. De deltog den 1. april i en aktion med tusindvis af andre studerende, der i protest imod krigen smed æg og tomater mod Firenzes amerikanske konsulat.
Som sagt er antallet af manifestationer rundt omkring i landet stigende i intensitet. I mange mindre byer ser de dog ikke ud af meget, men de er der. I morgen den 7. april forventer man sig imidlertid meget af en landsdækkende indkaldt demonstration i den syditalienske by Bari, der kun ligger et halvt hundrede kilometer fra Albanien.
De tre største fagforbund, ANPI (Sammenslutningen af italienske partisaner fra den 2. Verdenskrig), journalisternes organisationer, regeringspartier (undtagen PDS og højrefløjen), Firenzes byråd, studenterorganisationer til venstre, nødhjælpsorganisationer og mange, mange flere står bag indkaldelse af denne kæmpe manifestation imod krigen.
Folk strejker ikke, men betaler dagen selv af egen lomme. Derudover har alle fagorganiserede i den forbindelse besluttet at give 1 times løn til krigsflygtningene, og opfordre alle andre til at gøre det samme. Små og mellemstore private virksomheder har valgt at følge op, og betaler betaler også en times arbejde... Alle mødes som sagt i Bari kl. 16. den 7. april.
I Rom er den næste store demonstration den 10. april på det sædvanlige sted (Piazza Dell Esedra) fra kl. 16.00. Som ovenstående er den lige så bredt indkaldt. Adspurgt om hvad man har tænkt sig fremover, svarer man: "Vi fortsætter indtil krigen stopper!"
Kilder: Tre adspurgte italienske journalister, (en fra kvinder i Sort, en freelance og en fra Unita).
Se også Andrés første rapport fra Rom 6/4-1999.
En fredsbevægelse må fødes!
Af André Nordlys - 1. rapport fra Rom 27/3-1999
Europa i krig, vækker ualmindelig opmærksomhed - også i Rom! Folk snakker om det på gaden, læser om det i avisen, følger med i TV, og som politikerne i parlamentet og senatet, er folk i vildrede med hvad der må gøres.Om fredagen trak den italienske præsident Scalfaro sig tilbage i protest mod krigen, mens kommunisterne ville trække sig fra regeringen, der i såfald ville falde. Men om lørdagen stod Scalfaro atter til tjeneste.
Kommunisterne vælger alligevel at blive og går sammen med et stort flertal i parlamentet, 318 for og 181 imod, om en fælles fordømmelse af krigen udfra devisen: Kan I så holde op med at slås, fy fy skamme, skamme.
Til stor skuffelse, også for de få mennesker der den fredag havde forsamlet sig uden for parlamentet, blev både præsidenten og kommunisterne på "deres plads"!
Om lørdagen var der kaldt sammen til demonstration kl. 16. på Plazza dell Esedra. Det er det sted, hvor folk traditionelt samles i Rom, når noget er galt, (og at Europa er i krig, er vel galt nok!).
Et par hundrede meget blandede mennesker med familier, børn og hunde, så i begyndelsen ikke ud af meget. Politiet var kampberedt mødt næsten ligeså talstærkt frem, men langsomt begyndt folk dog at strømme til, ind til trafikken stoppede på pladsen, og stemningen voksede.
Folk delte løbesedler ud, fra alle mulige forskellige gruppe, der hver synes, at netop de skulle give deres vigtige mening til kende om krigen. Alle papirer led dog af total mangel på konkrete bud på: Hvordan folks protest skulle kunne vokse, for at få krigen stoppet!
Serbere, kommunister, gamle, børn, unge, langhårede, skaldede og naturligvis rigtigt mange helt almindelige mennesker, fandt her hinanden i denne begyndelse til opstand imod krigen.
Da demonstrationen klokken 17 langsomt begyndte at gå ind gennem Rom, var den vokset til op mod 10.000! Demonstrationernes tid er ofte blevet udskreget som forbi, men ærligt talt, hvordan skulle vi ellers kunne gøre vores modstand mod at deltage i denne vanvittige krig synlig?
Derfor var folk tøvende mødt frem, noget måtte der jo gøres. Tirsdag klokken 10 og næste lørdag er der derfor atter indkaldt til demonstrationer i Rom!
Størrelse af den bevægende menneskemængde voksede, mens den fredeligt og langsomt gik gennem Roms gader, og overalt fik den sympatisk indstillede folk frem i vinduerne.
Politiet gjorde i starten deres for at denne protest mod krigen forløb fredeligt, ved at afspærre trafikken i gaderne, så folk kunne komme frem.
Dog holdt helikoptere fra luften skarpt øje med situationens tilstand, og mon ikke rapporter fra alle Europas byer nu strømmer ind til NATOs hovedkvarter? Befolkningernes reaktioner ved at deltage i krigen, må være en faktor der regnes med, og som man (måske) forsøger at styre...
Mørke skyer var begyndt at trække op i horisonten, og da vi nåede til Piazza Venezia lynede et lyn fra himlen, samtidigt med at nogle unge kastede blodige kødstykker mod ekskommunisternes (PDSs) bygning.
Heldigvis faldt de første regndråber nu, efterfulgt af mange, mange flere, for uden varsel skød politiet en masse tåregaspatroner op i luften og lige ind i demonstrationen. Regnen sørgede i en vis udstrækning for at tåregassen faldt til jorden, mens menneskemængden uden panik langsomt begyndte at løbe op gennem Roms gader.
TV fik da de (planlagte) billeder, der senere kunne bringes i TV, af en "voldelig" demonstration imod krig! Mon ikke ordren til tåregas mod denne ellers så fredelige demonstration kom "oppefra", i et forsøg på at begrænse størrelsen af de efterfølgende demonstrationer? Magt er NATOs middel imod Serbien, såvel som mod modvillige befolkninger i alle andre lande!
Tænk, for ikke så længe siden var det Beograds indbyggere, der gik på gaden hver dag i hele 70 dage - netop i protest mod de magthavere, man nu forsøger at bombe!
Spørgsmålet må derfor lyde, hvorlænge og hvormeget vi befolkninger i alle Europas byer nu er villige til at gå på gaden, i protest mod vores magthaveres krig? I Rom vil man fortsætte...