Nationalisme eller rockerbander?

Jeg tiltror da gerne Gaddafi det værste, som jeg også hver dag bliver opfordret til det af medier og politikere - og som mandens egen meget fremmedartede retorik giver næring til. Men fx historien om "fremmede lejesoldater fra Afrika" har jeg endnu ikke set bekræftet.

Til gengæld får jeg mange andre fordomme bekræftet for tiden. Borgerkrigene på Balkan har jeg tidligere beskrevet som rockerkrige, og oprøret i Libyen ligner nu dette mønster. Folk, der ellers væmmes over skyderier på Blågårds Plads, jubler når den samme slags mennesker skyder i Libanon. Og en gensidig forråelse blomstrer op, der ødelægger selv de gode kræfter.

Personer med voldelige tendenser har i krigens kaos frit løb til at få prøvet det hele af, støttet af vestligt flyvevåben og tiljublet af medierne. Læs historierne fra Balkan - den slags tiltrækker også en helt særlig slags "turister". Tag et land, træk den gængse ordensmagt ud af et område - og alskens lovløshed blusser op. Ikke fordi et flertal nødvendigvis ønsker dette, men fordi lømlerne pludselig tiltager sig pladsen til det.

Tag Nørrebro og fyld området med ophidsede demonstranter, indkaldt til fredelig demonstration mod urimelighederne. Jeg stod selv en gang lige ved siden af to pyromaner, der var mødt frem for at lave dagen om til gadekamp. Medbragte brandbomber i taskerne, hurtigere tænding end jeg kunne nå at stoppe - og plop, så brænder der en politibil. En sådan bombe kunne have skøjtet af, og ramt meddemonstranterne. Denne gang knustes den mod bilen, og heldigvis var branden kun overfladisk.

Allligevel jublede dele af mængden, der åbenbart mente den slags var risikofri underholdning - eller var ligeglade med traumerne for folkene i bilen, samt ikke mindst deres mulige brandskader eller ligefrem død. Medierne jubler med, for tusindvis af fredelige mennesker er ikke en god historie - vi får kun tv-dækning, når der samtidig er fotogene flammer.

Flyt denne scene til Libyen, eller Balkan. Også på Balkan kom ophidsende vandrehistorier om hundredetusinder i massegrave før de vestlige bomber, og blev først til virkelighed - dog i mere begrænset omfang - mens bomberne faldt. Når vore modstandere har gjort noget så forfærdeligt, så har de fortjent at få igen med samme metoder - selv om udgangspunktet var ekstremt overdrevne løgne.

Raseriet over de virkelige eller indbildte grusomheder få hjernedøde glatnakker til at agere på samme måde - og de mange gode folk med fredelige hensigter bliver væltet over ende. Pressen gider kun skrive om det, når der bliver grimt. En grotesk og selvforstærkende glidebane mod mere og mere rå vold...