Magtens pyramider væltede

Folkemængder samles på de store pladser. Først i Tunesien, og nu i Ægypten. Algeriet og Yemen har også haft demonstrationer, og alle mere eller mindre diktatoriske regimer kikker nervøst med på den arabiske satellitkanal Al Jazeera. Selv i Afghanistan har der langt fra hovedstaden været mindre oprør.
I skrivende stund har soldaterne omringet de tilbageværende ægyptiske demonstranter. De får i dag lov til at blive på Tahrir-pladsen, men så skal det almindelige liv genoprettes. Slut med at blokere trafikken, hold jer inden for de snævre rammer for en pæn og ordentlig demonstration. Reelt er det (endnu) ikke endt med en revolution, men med endnu et militærkup.
Lunten, der antændte begivenhederne, var en tragisk nyhed. En arbejdsløs akademiker prøvede at overleve økonomisk ved at sælge frugt, men blev stoppet af korrupte embedsmænd - og brændte sig selv levende som protest. En grum, men på sin egen måde fredelig protest, der trods alt mest går ud over personen selv. Handlingen står derfor i skærende kontrast til selvmordsbombemænd, og minder mere om gamle aktioner fra tjekken Jan Palach og buddhistmunkene i Vietnam.
Det er svært at vide, hvad der egentlig ligger bag sådanne desperate handlinger, men historien fra Tunesien fik globale konsekvenser. Tusinder gik på gaden i Tunesien, og der blev de i ugevis - ind til diktatoren forlod landet. Nu tumler landet videre i processen med at få vekslet kræfterne fra det fælles oprør, som mange kunne samles om, til arbejdet med at få samlet landet igen, hvor der ikke længere er enighed om vejen.
Ingen kulørte telte
Ægypterne blev i særlig grad inspireret af opstanden i Tunesien, og fyldte Tahrir-pladsen i Kairo. Her var ingen kulørte telte som ved den orange revolution, og dens mange kopier. Her var ingen kollektiv nøgleraslen, som ved omvæltningerne i Østeuropa. Sceneriet virkede forrygende uorganiseret. Ingen formåede hverken at samle masserne, eller at sætte sig på budskabet, det var simpelthen for spraglet og mangfoldigt - men freden dominerede.
I Vesten gik snakken om, at nu ville det mere velorganiserede Muslimske Broderskab dominere kampen. På Tahrir-pladsen så virkeligheden anderledes ud. Der var kollektiv bøn for blandede grupper af kristne og muslimer - eller de bad hver for sig, men beskyttet af den anden tros tilhængere. Viljen til ny sameksistens syntes stor.
Frygtelige ting skete undervejs, men det var når staten håndhævede sit magtmonopol, og skød og maltrakterede demonstranter. Folk forsvarede sig, men der opstod ikke militante ordenskorps. Her kom militæret som en overraskende dæmpende faktor, som folk havde større tillid til end politi og regering - ikke nødvendigvis med god grund.
Mens verden så på
Mange i Vesten glædes ved nyhederne om folkelige oprør, men en del demokratiske statsledere udtrykte mest bekymring - og forsigtig støtte til at præsident Mubarak burde lave nogle reformer. Landet får militærhjælp for milliarder fra USA, og dele af officerskorpset er simpelthen uddannet af amerikanerne. Vesten har derfor haft rimelig stor magt over regimet og dets handlinger gennem årene.
Først da Tahrir-pladsens demonstranter fylder vore tv-skærme, bliver landets befolkning taget alvorligt. Herhjemme beklagede danske ministre nu i stærke vendinger politiovergreb og masseanholdelser, og forlangte at demonstranterne skulle have lov til at vise deres utilfredshed med regimet - i kvalm modstrid med de samme politikeres argumenter mod COP15-demonstrationerne.
Søren Espersen fra DF var bedst til at sætte klare ord på sit eget og mange andres hykleri. Søren Espersen skrev om diktatorerne i Tunesien og Ægypten "som ganske vist er nogle slyngler, men ... jeg vil hellere vil have en korrupt diktator, der holder islamisterne stangen, end jeg vil have et islamistisk styre."
Mange af de indblandede (også DF) har udtalt sig kritisk om disse diktaturer, men aldrig fulgt op med andet end symbolsk handling, som fx det tidligere "Arabiske Initiativ". Mubarak er da også blevet forsynet med en dansk Elefantorden som kvittering for vellykket statsbesøg. Det altdominerende ægyptiske regeringsparti var såmænd også medlem af "Socialist International", en verdensomspændende forening for socialdemokratier, inklusive det danske - så den internationale tålmodighed med styret var bredt funderet.
Målløse græsrødder
Ikke kun verdenslederne, men også græsrødder så på i forundring, mens forandringens vind blæste gennem et Mellemøsten, som både venner og fjender havde beskrevet som overvejende stabilt. Ideen om et folkeligt oprør nedefra var nok drømt, men oftest gemt af vejen som fantasier. Og et oprør på helt gammeldags facon, hvor folk blot gik på gaderne, var helt uventet af alle.
Mens diktatorerne skød skylden på vestlige agitatorer eller islamistisk propaganda, ser det ud til, at der bare og helt pludseligt kom et oprør. Mange unge var naturligvis inspirerede af tidligere frække og effektive aktioner fra fx serbiske Otpor. Nyhedsspredningen fra specielt Al Jazeera har hjulpet, men kanalen udsendte ingen revolutionære anbefalinger. De rapporterede flot og omfattende på gadeplan, og overhalede kompetent de vestlige journalister.
Internettet har også skubbet på, men ser langt fra ud til at have spillet en afgørende rolle. Nogle aktivister brugte direkte Facebook som madding for at lokke regeringsspioner på vildspor. Den egentlige organisering skete på gadeplan, med gammeldags løbesedler - og samlede tusinder til demonstration. Heller ikke Twitter eller WikiLeaks kan siges at være udløseren her. Mellemøstens oprør er heldigvis deres helt egen opfindelse.
Frivillige går igen på gaden i Ægypten, denne gang for spontant at rydde op. Unge fejer og reparerer havarerede vejskilte. Rapporterne fortæller om en fortsat begejstring, der forhåbentlig vil skabe sig gode vilkår, så land og befolkning vil få nytte af det. Ægypten befinder sig i en gråzone, hvor det folkelige oprør er blevet samlet op af militæret, der har lovet frie valg og en ny forfatning om et halvt år.
Endnu er det meget uklart hvor meget frihed, dette militærkup vil tillade ægypterne, der nu skal forberede sig på valg - og hvem der bliver inddraget i arbejdet med den afgørende ny forfatning. De politiske fanger sidder fortsat fængslet, og militæret vil ikke lade demonstrationerne fortsætte. Problemerne er store med udbredt arbejdsløshed og fattigdom. En ny regering får svært ved at levere gode svar, men forhåbentlig vil de kommende debatter ske i åbenhed og frihed.
Fredelig revolution er normalt
Vi andre kan mest kikke på. Vesten har hidtil holdt diktatorerne oppe, så det er ikke nødvendigvis fra vores kant af verden, ægypterne kikker efter ny inspiration. Mange gange kan selv venlig og fredelig indblanding betyde, at et oprør nemt kan sværtes som kontrolleret udefra. Det betyder bestemt ikke, at vi helt skal lade være - blot at det skal ske med fornøden takt.
Der er absolut grund til glæde. Som mange foretrækker at glemme, skyldtes de store omvæltninger i Øst ikke, at Vesten bombede demokratiet frem. Østeuropa ændrede sig, gennem uventede og ikkevoldelige folkelige demonstrationer, selv om Vestens eksperter ikke troede det muligt.
Noget lignende er nu sket i Tunesien og Ægypten - og skyldtes ikke hverken byguerillaer eller vore bombefly. Revolutioner er mulige, og de er oftest fredelige. Lige nu rumler muligheden i Mellemøsten, men neden under er Afrika så småt i skred. Om landene kalder sig kristne, kommunistiske eller islamiske betyder kun lidt: Hvis uretten bliver for slem, kan magthaverne risikere en brat opvågning.