Fortrængte minder om Danmarks første tid i Afghanistan

Danmarks deltog aktivt og beskidt allerede i Afghanistan-invasionens første måneder, og det på et betænkeligt grundlag lige som i Irak - Afghanistan var ikke Danmarks retfærdige krig. Denne første periode har været underligt fraværende i de fleste mindeord om tiden i Afghanistan efter at USA, og dermed Danmark, nu fortumlede har forladt landet.

En tidligere analytisk chef for Forsvarets Efterretningstjeneste forsøger nu at skrive dette ud af historien. På Altinget beklager Jacob Kaarsbo belærende, men kontrafaktisk, andres "urigtige fortællinger", for til start var der kun "en meget lille sikringsstyrke i Kabul på et defensivt og geografisk begrænset FN-mandat, ISAF".

Selv en FE-chef kan tage fejl, og det gør Kaarsbo indlysende nok her. Ikke mindst ved at han belærende fremturer tilsvarende ukorrekt med, at det var først "i løbet af 2005 og 2006", at "de første allierede, herunder danske, kamptropper kom til landet ... på et FN-mandat". Men allerede fra den 9. januar 2002 var danske tropper på plads i Afghanistan, og det var ikke som FN-styrke, men på robust mandat fra Folketinget til at operere over hele landet under kodenavnet Task Group Ferret.


Beslutningen blev hastet igennem Folketinget af den nytiltrådte statsminister Anders Fogh Rasmussen den 14. december 2001. Både Enhedslisten og SF gik imod, mens Socialdemokratiet var moderat kritisk, hvorefter danske kamptropper blev udsendt på en meget uklar mission: "Militær deltagelse i den internationale indsats mod terrornetværk i Afghanistan".

Folketinget besluttede bevidst dette få dage før et forventet FN-mandat var afgjort, og disse omkring et hundrede kamptropper fra frømands- og jægerkorps kom derfor ikke med under ISAF. Regeringen havde også hastværk med at få sendt et militært rekognosceringshold afsted til Afghanistan allerede tre dage senere. Mandatet om en sikkerhedsstyrke fra FN kom til at hedde ISAF, og viste sig at blive geografisk afgrænset til hovedstaden Kabul.

De udsendte danskere kom til at kæmpe langt udenfor mandatet, som Sikkerhedsrådet besluttede sig for, og blev i stedet sat direkte under USAs ledelse i Operation Enduring Freedom - på operationer i det sydlige og sydøstlige Afghanistan. Forsvars­kommandoens oversigter fra den tid skelner da også omhyggeligt mellem det første halvår med OEF, og den efterfølgende tid med ISAF. Mandatet for de danske styrkebidrag var i stedet "hjemlet i FN-pagtens artikel 51 og bekræftet af Sikkerhedsrådets resolutioner 1368 og 1373".


Soldaterne underskrev efter hjemkomsten et livslangt tavshedsløfte om tiden i Afghanistan. Alligevel endte perioden med at blive så veldokumenteret, at den udløste en hel del opsigtsvækkende retssager. Forsvaret.dk beskriver det kort: "Task Group Ferret er udsendt uden militærjuridiske rådgivere, og efter hjemkomsten i sommeren 2002 er der en række kritiske sager om tolke, åbenhed og krigsfanger".

At sende soldater afsted uden kompetent militærjuridisk rådgivning var ikke særlig smart, viste det sig. Når de danske specialtropper - på skarpe missioner med uklart mandat - tog fanger, blev disse på Forsvarskommandoens anbefaling overladt til USAs soldater, "idet Danmark havde tillid til, at USA ville overholde sine forpligtelser". Hvad USA så ikke levede op til...

Intet af ovenstående burde være nyt og ukendt, og da især ikke for en FE-chef. Med lidt ihærdighed husker de fleste andre vel det meste, fx Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm: "Den Hemmelige Krig", der i høj grad kickstartede, at de hidtil utænkelige kritiske sager om konventionsbrud og tortur af fanger, kom frem i lyset.

En større gruppe fanger klagede over mishandling, hvilket understøttedes af beretninger fra en dansk tolk. På trods af mishandlingen blev den danske stat frikendt for ansvar i sagen, da Højesteret ikke mente, at der "forelå oplysninger, som medførte, at Forsvarsministeriet eller den danske styrke vidste eller burde vide, at overgivelse ville indebære en reel risiko for, at den pågældende ville blive udsat for inhuman behandling". Intet var normalt mere efter terrorangrebet 9-11, og tilliden selv blandt venligtsindede stater havde fået sig et knæk.


FN-pagten blev ikke skrevet til en tid med terrorgrupper, men beregnet på angreb mellem stater. Ingen af 9-11s flykaprere kom fra lande, som USA havde lyst til at (mod)angribe, så invasionen krævede en bastant nytolkning af FN-pagten, for der var intet direkte i resolutionerne at læne sig op ad.

Sikkerhedsrådet opfordrede nemlig ikke til krig i de to resolutioner før USAs invasion af Afghanistan, men konkret til øget politisamarbejde - at stater hjalp med handlinger som arrestordrer, indefrysning af bankkonti og den slags. Alligevel mente USA og Danmark, at der lå mandat nok til at gå i krig i FN-pagtens generelle ord om retten til at udøve selvforsvar, og i de korte sætninger fra Sikkerhedsrådet om at bekæmpe trusler med alle midler.


Allerede kort efter 9-11 var dansk militær blevet sat i gang med at "aflaste USA’s og andre allieredes styrker, der er udset til at gennemføre opgaver i indsatsen mod international terrorisme". Oven i dette kom en Folketingsbeslutning om hjælp til USAs overvågning i Middelhavet, hvor korvetten Niels Juel blev sendt ned - på en mulig, men ikke særlig sandsynlig, skarp mission - hvilket kun Enhedslisten stemte imod.

9-11 var sket midt under en dansk valgkamp. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen erklærede straks, at Danmark bakkede fuldt og helt op om USA, og også Venstres leder Anders Fogh Rasmussen stod 100 procent bag. Danmark havde allerede kamptropper udsendt til Balkan, og kunne ikke umiddelbart omrokere disse. Specialstyrker fra frømands- og jægerkorpsene stod klar, men dem ønskede Nyrup-regeringen ikke at sende ud - hvilket Anders Fogh jo så fik mulighed for selv at gøre, straks efter det nært forestående Folketingsvalg.


Aktiveringen af NATOs såkaldte "musketér-ed" bliver stærkt fremhævet i de danske mindeord, for også NATO prøvede at vise handlekraft. I timerne straks efter 9-11 erklærede NATO, for første gang nogensinde, at organisationens paragraf 5 om at "et væbnet angreb mod en eller flere af dem skal betragtes som et angreb mod dem alle", skulle træde i kraft.

USA ikke ønskede ikke NATOs indblanding. NATO kom derfor ikke til at spille nogen rolle ved invasionen. USA plukkede i stedet sine hjælpere blandt diverse villige lande - som Danmark. NATOs endelige beslutning trak også ud, blandt andet på grund af usikkerhed om USAs ønsker, og blev først gennemført i oktober, længe efter at USA startede invasionen af Afghanistan.

NATO fik umiddelbart heller ikke en rolle i ISAF, der utraditionelt nok ikke blev en normal FN-styrke, men tilsvarende blot bestod af villige nationer. NATO overtog først styringen af ISAF sent i 2003. I mellemtiden bidrog NATO mest indirekte ved at aflaste USA med det hjemlige, fx med AWACS-overvågningsfly - hvortil Danmark bidrog med personale.


Alligevel omtalte de fleste mindeord kun Danmarks rolle i FN-styrken ISAF. Ovenstående ellers meget offentligt veldokumenterede og gennemdiskuterede detaljer bliver diskret udeladt. Det samme viser en søgning på nettet efter danske websiders omtale af "Danmark", "Afghanistan" og "Operation Enduring Freedom" gennem de sidste måneder, samt i avisernes artikeldatabase - begge giver kun omkring 10 relevante resultater.

At heller ikke Jacob Kaarsbo nævner Danmarks tidlige indsats kunne måske være det tekniske i, at de udsendte var såkaldte "specialstyrker" - selv om dette ikke burde gøre en forskel. Kampfly tæller vel så heller ikke med, når de ikke direkte har base i de lande, som de bomber...

For også danske F-16 kampfly bombede i Afghanistan uden FN-mandat frem til oktober 2003 - som vedtaget i den tidligere nævnte hastebeslutning fra den 14. december 2001. Flyene indgik i USAs Operation Enduring Freedom fra en base i den tidligere sovjetrepublik Kirgisistan, som USA akut fik lejet sig ind på. Danske F-16 fly nåede at flyve 743 missioner, meget langt fra den tids ISAF-område omkring Kabul.


FE-chefens offentlige udeladelser må ikke stå tilbage i medierne som sandheden om Afghanistan. Ikke mindst, da Jacob Kaarsbo nu igen bliver brugt som ekspert i regeringens seneste Afghanistan-undersøgelse, om forløbet op til evakueringen fra Kabul. Også en bredere historisk udredning af Danmarks engagement i Afghanistan gennem 20 år er på vej - det bliver forhåbentlig med andre end Jacob Kaarsbo ved roret.

De senere år har vore regeringer gjort os alle dummere, ved at stå sammen om at nedlægge "Irak- og Afghanistankommissionen", og stoppe støtten til uafhængig fredsforskning. Eftervirkningerne viser sig nu tydeligt i manglende historiske viden, selv på højt niveau. Som Kaarsbo helt rigtigt anfører: "bliver vores historiefortælling nødt til at være korrekt for at kunne uddrage læring".

Danmark har brug for en bred fredskommission, til at fastlægge en mere effektiv og bæredygtig sikkerhedspolitik - ikke kun begrænsede "udredninger". Det er tvingende nødvendigt med en stor indsats for generel oplysning, for at befolkning, politikere og militærfolk kan blive bedre klædt på. De militære løsninger har igen spillet fallit, så fredsforskningen må genstartes, og Danmarks ensidige satsning på krigsførelse kulegraves og revurderes.

---

---

En kort version af artiklen blev langt om længe bragt i Altinget omkring den 25. oktober - Kaarsbos indlæg havde været på allerede den 2. september, og jeg svarede kvikt. Men Altinget reagerede længe ikke konkret trods flere henvendelser. Til sidst lykkedes det dog efter denne appel: "Det undrer mig gevaldigt, at et ret velanskrevent nyhedssite som Altinget ikke ser et problem i fortsat at lade Kaarsbos gedigne vrøvl stå uimodsagt. Ikke mindst efter at Kaarsbo har fået en ny markant og offentlig rolle som 'troværdig ekspert' i regeringens udredninger om Afghanistan."

Jeg leverede så straks en nedskaleret version, hvortil redaktøren dejligt kyndigt udspurgte til hhv antallet af de udsendte, og om hvor bevidst regeringen var om det forhastede. Det fik han nok dokumentation for, hvorpå jeg takkede ham - med at "en så fin og konstruktiv behandling havde Kaarsbos indlæg også haft godt af" :).

Jacob Kaarsbo fik sit modsvar publiceret kun en uge senere, hvor han skrev at "fredslobbyist farer vild" i sine "negative og fantasifulde ytringer". Jeg mener modsat, at Kaarsbo også i dette svar fortolker historien rigeligt fortænkt, men så ingen grund til at fortsætte vore gensidige modsigelser.


Fodnote- og kildeliste