Ingen sejrede i Afghanistan

Nu er de danske tropper trukket ud af Afghanistan. Det har været en bekostelig affære, bare en brøkdel af de mange milliarder, krigen har kostet, ville have løftet almindelige mennesker ud af den fattigdom, som er en vigtig del af rekrutterings-basen for Talebans forskruede ideologi.

Angrebet på de to tårne i New York 9/11 blev den officielle begrundelse for at slå tilbage. Det blev så mod Afghanistan, der ellers havde lidt nok, først med Sovjetunionens forsøg på at redde et fejlslagent ”kommunistisk” styre.

De måtte stikke halen mellem benene, og var så rystet, at det sandsynligvis var medvirkende til Sovjetstyrets kollaps. Siden med en voldsom borgerkrig og Talebans fanatiske styre. Men de mange år med USA og venners besættelse af Afghanistan har ført til voldsom korruption, produktion af narkotika, et splittet samfund og ikke nogen afgørende forbedring for den almindelige afghaner. Dette ser også ud til at blive resultatet af Talibans overtagelse af styret i Afghanistan: en truende hungersnød, et smadret samfund, genindførelse af det styre, der var undskyldningen for besættelsen.

Så intet vundet – måske bortset for krigens købmænd, der altid står parate. Alligevel søger f.eks. Danmarks regering på linje med andre, at hævde at ”indsatsen ikke har været forgæves”. Det hævdede man ublufærdigt på den såkaldte ”Flagdag” overfor familier og pårørende, til skadede eller døde fra USA og dets medløberes nederlag i Afghanistan.

Men det er, talt lige ud af posen, noget forbandet løgn. Samme mønster man ser i andre krige, Sovjets krig også i Afghanistan og deres (nu Ruslands) seneste ageren i det østlige Ukraine og indirekte i Mellemøsten.

Der er også de voldsomme krige mange steder i Afrika, der ikke er særlig fokus på herhjemme. Fælles for dem er, at det er almindelige unge mennesker, der bliver sent ud for at slå andre almindelige unge mennesker ihjel, mens dem der sender dem afsted, og dem der tjener på, at der bliver ført krige, sidder i sikker afstand. Andre fælles træk er, at kaos og korruption oftest er krigens følgesvende, og så at især kvinder er alle kriges ofre.

Krig er aldrig en løsning, og det vanvittige i påstanden, at man fører krig for skabe fred, burde være åbenlys. Derfor er vi i Aldrig Mere Krig imod enhver form for krig og militær, og når vi siger, at vi er pacifister, betyder det ikke at vi er passive, men netop at vi kæmper for fred – med fredelige midler.