Arbejdet fortsætter - efter 20 års krigsmodstand i Århus

De danske soldater kommer nu hjem fra Afghanistan. Det er vi glade for, selv om det er alt for sent. Vi kan nu gøre status efter 20 års krig og 20 års kamp mod dansk krigsdeltagelse. Århus mod Krig og terror blev dannet i oktober 2001, fordi det viste sig at Vestens reaktion på 11. september var et ønske om hævn gennem krig og undertrykkelse.


Vi vedtog følgende grundlag:

• Århus mod Krig og Terror er et initiativ bestående af en række organisationer og enkeltpersoner. Vi er en bevægelse til støtte for alle de mange initiativer, som arbejder for fred imod krig og terror.
• Nej til terror, krig og racisme.
• Ja til fred, demokrati og social retfærdighed.
• Respekt for folkeretten, brug FN.
• Nej til dansk krigsdeltagelse
• Vi opfordrer til besindelse, overholdelse af international lov og fredelige aktiviteter.
• Vi opfordrer den danske regering og Folketinget til at fravælge krigen.
• Vi vælger fred, demokrati, menneskerettigheder og en bedre fordeling af verdens ressourcer.
• Vi er forfærdede over terrorangrebet i USA, men modsvaret er ikke krig mod uskyldige.
• Vi ønsker retfærdighed ikke hævn.
• Terrorister skal straffes ved rettergang og domfældelse, ikke med krig.
• Terror kan kun forebygges med udvikling og social retfærdighed, ikke med bomber og undertrykkelse.

Hvorfor gik Danmark i krig i Afghanistan?

Når vi skal gøre status er det første spørgsmål: hvorfor gik Danmark i krig i Afghanistan? Det korte svar er, at Danmark gik i krig i Afghanistan for at hævne terrorangrebet den 11. september. Efter terrorangrebet 11. september rullede der en bølge af sympati for USA over verden, der fik Nyrup til at erklære: "Vi er med jer hele vejen".

Derfor gik Danmark med i en krig, hvis primære mål var at få hævn. Da man så ret hurtigt havde fået hævn, og der var langt større ødelæggelser og langt flere dræbte i Afghanistan, end der var i USA 11. september 2001, så blev det mere komplicerede spørgsmål:


Hvorfor fortsatte Danmark krigen?

Det korte svar er her: Fordi Danmark ikke kunne komme ud med æren i behold. Da man valgte at starte en krig, skabte man en situation, hvor der ikke var nogen god løsning.

Man kunne ikke bare trække sig ud og overlade Afghanistan til Taleban. Selv ellers fornuftige og fredelige politikere mente, at når man have startet krigen måtte man "gøre arbejdet færdig". Det har krigspolitikerne ofret foreløbig 44 unge danskeres og tusindvis af afghaneres liv for.

Regeringens snak om, at vi var der for at øge Danmarks sikkerhed, er åbenlys løgn. Krigen har ikke øget sikkerheden i Danmark. Før krigen var et angreb på Danmark eller danske ambassader fuldstændig usandsynligt. I dag og så længe vi fortsætter krigspolitikken, er et angreb forventeligt.

Så er der en mere kompliceret forklaring. Afghanistan-krigen blev prøvestenen på NATOs nye strategi om at slå til i hele verden, uden for NATOs gamle interesseområde. Hvis den strategi var forkert, var der egentlig ikke brug for NATO, når der ikke var lande, der truede NATO’s territorium.

Derfor kunne NATO, indtil Ukrainekrisen og annekteringen af Krim, ikke tåle en fiasko i Afghanistan.  


Har Danmark vundet krigen i Afghanistan - og har vi vundet freden?

Danmark har ikke vundet krigen i Afghanistan, og vi har slet ikke vundet freden. Opiumsproduktionen blev mangedoblet under krigen. Afghanernes dagligdag og sikkerhedssituation er værre end før krigen.

Og hvad med kvindernes rettigheder. Jeg vil referere til 3 kvinder: Homa Wasiri, Elaheh Rostami Povey, Malalai Joya. Homa, en herboende afghansk lægestuderende fortalte ved en af vore demonstrationer efter krigsudbruddet, at det var en bande forbrydere, krigsherrer og narkohandlere, vi hjalp til magten, og at de bragte situationen i Afghanistan tilbage til den retsløse borgerkrig mellem krigsherrerne, som hun måtte flygte fra.

Elaheh Rostami-Povey, lektor ved University of London og professor og specialist i kønsforhold i Iran og Afghanistan, fortalte på et møde her i byen, hvordan krigen har forværret forholdene for kvinder i Afghanistan, og smadret de netværk, som kvindegrupper trods alt havde i Afghanistan før krigen.

Malalai Joya, valgt til og smidt ud af det afghanske parlament, måtte flygte ud af landet i burka. Hun fortalte: "For hver dag krigen varer øges modstanden mod NATO og Vesten, og støtten til Taleban øges. Ikke fordi Taleban står for noget positivt, men fordi NATO ødelægger livsbetingelserne for afghanerne."


Hvad blev der af "krigen mod terror"?

"Krigen mod terror" kører videre over hele verden. Den praktiseres i forskellige lande efter magthavernes behov, som en krig mod oppositionen, eller en krig mod befolkningsgrupper med trang til frihed eller løsrivelse. I dag retfærdiggøres al undertrykkelse som krig mod terror.

Det er blevet et sikkert trumfkort for magthaverne, at kalde deres modstandere for terrorister. I Danmark har vi fået en terrorlov, der tilsidesætter retssikkerheden, kriminaliserer solidaritetsarbejde, lukker op for frihedsberøvelse og udvisning uden domstolsprøvelse eller på hemmelige beviser, som man ikke kan forsvare sig imod.

Under krigen mod terror er man ikke uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Der er man skyldig, hvis man bliver mistænkt. Krigen mod terror lever og har det godt. Desværre. Terroristerne og krigen mod terror er afhængige af hinanden.

Vi har på den ene side fanatiske islamister, først i Al Qaeda og siden i Islamisk Stat, der mener sig berettiget til at slå ihjel for deres sag, og begrunder det religiøst. På den anden side havde vi USA’s kristne højrefløj, i starten anført af Bush, der bekendte sig som en genfødt kristen, og derfor mente sig berettiget til at råde over liv og død, og som lancerede krigen mod terror som en del af et nyt korstog.

I Danmark har vi mørkemænd ikke kun i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, men også langt ind i mere anstændige partier, der mener at mennesker med en anden race eller religion er mindreværdige og ikke skal være her.

De 2 tilsyneladende modpoler er i virkeligheden ret ens. De er nærmest en slags allierede. De er hinandens forudsætninger, og de lever af de fjendebilleder, som de i fællesskab skaber.


Hvorfor slutter afghanerne op om Taleban?

Elaheh Rostami Povey undrede sig over, at progressive afghanere, hun besøgte, kunne støtte en så reaktionær bevægelse som Taleban. Hun fik den forklaring, at Taleban havde dræbt 4 af deres familie, Nato-styrkerne havde dræbt 16.

Afghanistan har været præget af borgerkrig siden slutningen af 70’erne. Krigsherrer har kæmpet om magt, penge og opium. Det har været frygteligt for Afghanerne, og ingen har beskyttet dem. Først da Taleban kom til magten fik de fred og beskyttelse. Taleban var både undertrykkelse, sharia-lovgivning og middelalder, og samtidig fred, tryghed og lov og orden.

På samme måde var NATO’s invasion både et håb om befrielse fra undertrykkelse, sharia-lovgivning og middelalder og også en tilbagevenden til krig, lovløshed og korruption, fordi NATO gav magten til de gamle krigsherrer og narkobaroner. I tiden efter invasionen var der forhåbninger blandt afghanerne om en bedre fremtid. De blev ikke indfriet. Nu ønsker mange afghanere bare at få fred, også selv om det skal være hos Taleban.


Hvorfor bliver vi ved med at sende danske soldater i krig?

Når vi så har lært af Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien, at krig, bomber og besættelse ikke kan skabe hverken demokrati, velstand, rettigheder for kvinder eller mere tryghed i Danmark, så må man undre sig over, hvorfor folketinget bliver ved med at sende danske soldater i krig. Når nu det, vi gør, ikke virker, så hold dog op!

Når krigspolitikerne bliver ved med at sende soldater i nye krige skyldes det, at de faktisk synes, de opnår noget. Danmarks vilje til at gå i krig for USA og Vesten gør Danmark til en vigtigere allieret for USA. Og næsten alle danske politikere tror på, at Danmarks sikkerhed styrkes ved at stå sig bedst muligt med USA.

Derfor er det en vigtig del af kampen for fred og mod dansk krigsdeltagelse at vise, at Danmark har andre sikkerhedspolitiske interesser end USA, og at regering og folketing skal varetage Danmarks interesser, ikke USA’s.


Opsummering!

Afghanistan krigen har været en katastrofe for afghanerne såvel som for de udsendte soldater. 44 danske soldater kom hjem i kister. Hver 5. udsendte soldat har fysiske eller psykiske men. Alt sammen blot fordi, de danske politikere ville behage USA’s præsident. Der er givet mange falske forklaringer, men realiteten er, at Danmark gik i krig i Afghanistan for at få hævn og behage USA!

Vi vil gerne støtte progressive afghaneres kamp for rettigheder og velfærd, men krig skaber ikke demokrati og velfærd. Krig skaber nød, død og elendighed! Det gælder i øvrigt også i Syrien, Irak og Libyen. Så det er godt, at soldaterne kommer væk.

Desværre fortsætter folketinget med at sende danske soldater i krig for vestlige interesser, når USA eller partnere fra EU og NATO ønsker det. Aktuelt vil regeringen sende yderligere danske bidrag til Frankrigs kolonikrig i Sahel. Det skader Danmarks sikkerhed!

Regering og Folketing skal varetage Danmarks interesser, ikke USA’s og militærindustriens interesser! Det kræver et pres nedefra, for regeringen og folketinget ligger under for USA’s, NATO’s og militærindustriens pres for at fortsætte oprustning og krigspolitik.

Jeg må konkludere, at vores grundlag stadig holder, men at vi ikke er kommet i mål endnu. Vi skal stadig kæmpe mod dansk krigsdeltagelse og for fred, velfærd og klimaindsats.


Find Århus mod Krig og Terror på Facebook!

Fodnote- og kildeliste