Magten græder aldrig

Se temaet

Politikernes begrundelse over for deres befolkninger, når de beslutter at starte en krig, har gennem historien som regel været langt fra sandheden. Jeg nøjes med at nævne to eksempler fra vores tid.

Argumentet for Irakkrigen, der gjorde et stærkt indtryk i befolkningen i den vestlige verden – med statsminister Ander Fogh Rasmussen i spidsen – var påstandene om, at Saddam Hussain havde kemiske våben og var på vej til at få atombomben. Disse argumenter gav afgørende tilslutning til angrebet på Irak, selv om de var opspind – løgn. Krigen var absolut målet for disse politikere og de fik af befolkningerne magten til at gennemføre deres krigsplaner.

Krigspolitikere proklamerer tidligt og silde, at krigen er nødvendigt og absolut det gode. Tænk f.eks. på krigene i Irak og Ukraine. Ved at fastslå, at krig er nødvendig og godheden, får krigspolitikerne som regel opbakning i store dele af befolkningerne. Hvem vil ikke være med til at arbejde for det gode. At gøre det gode er et superargument – altid. Derved tror krigsaktørerne, at de gør en forskel – at de frelser andre mennesker.

Nu i 2022 oplever vi det samme vedrørende krisen mellem Rusland og Ukraine. Putins argumenter for invasionen var som følger: Ukraine er ikke en reel stat, krisen drejer sig om landets eventuelle medlemskab af NATO, ukrainsk overgreb mod det russiske mindretal i Luhansk og Donetsk regionerne, samt et styret i Kyiv er domineret af nazister og deres sympatisører – altså et regeringsskifte var/er målet i Ukraine – ligesom det var i Irak.

Alt for ofte vælger magtfulde politikere i verden krigen som løsningsmodel på internationale problemer. Alle ved til hudløshed, hvad krigens DNA er: Vold, ødelæggelse lemlæstelse og død hærger civilbefolkningerne. Det var tilfældet i Irak og det er tilfældet i Ukraine – ligesom det har været i de forhenværende krige i vores historie.

Kan disse krigspolitikere standses, inden de starter deres krige? Tilsyneladende ikke! Alt for mange mennesker støtter altid krigen – det er mentaliteten verden rundt. FN burde være den oplagte organisation (vi har ikke andre), der skal standse krige i planlægningsfasen. Det er selvfølgelig ønsketænkning, for FN har ikke just haft succes med at standse krige i verden.

Måske burde FNs arbejde på konfliktområder landene imellem nytænkes. Jeg foreslår, at Desmond Tutus ide med en Sandhedskommission til konfliktløsning oprettes i FN regi. FNs Sandhedskommission skal have mandat til at indkalde stridende lande til et sandhedsmøde, der har til opgave at bilægge parternes uoverensstemmelser. FNs generalsekretær leder selvfølgelig møderne i denne Sandhedskommission.

Krig er umenneskelig. Alle ved det! Trods denne viden forherliger mange mennesker krigen, hvilket giver krigspolitikerne alibi til at føre deres krige. Enorme summer, der kunne anvendes bedre, bruges i vores dage på militær oprustning. Selv Pavens ord herom: ”Det er vanvid!”, ignoreres. Krigsretorikken sejrer altid stort verden rundt.

Magten er løsningsordet i verden. Magten kendes af alle, men ingen har set magtens politikere græde over krigens rædsler. Det overlader de til befolkningerne under krigens skygge.                                            ☮


Efterskrift i Johan Kirkmands bog: ”Kun de døde har set en ende på krigen”

---

Fodnote- og kildeliste