Ingen atomvåben på dansk jord,
eller hvad?

Ingen atomvåben på dansk jord. Sådan en vedtagelse har Danmark, bliver vi ofte forsikret. Men dette kendte danske forbehold rummer i sig selv en træls undtagelse, nemlig bisætningen "under de nuværende forudsætninger". Samt at den ikke er bundet til en lov, omend at selv en sådan ville kunne ændres.

Finland og Sverige bør alligevel genbruge dette forbehold, nu hvor de så akut pludselig selv skal meldes ind i NATO. Måske som et smukt fælles grundlag for en stærk nordisk blok i NATO mod atomvåben. Og så ville det jo været dejligt, om forbeholdet altså var knivskarpt og veldokumenteret - men dets tidlige historie viser, at det er en rodet affære.

Forbuddet blev dannet til NATOs rådsmøde i december 1957, hvor den daværende statsminister H.C. Hansen fremlagde Danmarks holdning som "non-acceptance, under the present circumstances, of atomic warheads on Danish soil".

Og så burde den ged være barberet, men som de fleste læsere nok kan huske, er nævnte statsminister kendt for sine helt modstridende underhåndsaftaler med USA. Allerede fra oktober 1956 var Danmark blevet presset til at acceptere USAs tilbud om at modtage NIKE og Honest John raketbatterier med atomar kapacitet, og i april blev en dansk officer sendt på atomtræning i USA.


H.C. Hansen erklærede alligevel, at Danmark ville sige Nej Tak, hvis USA tilbød atomladninger. Nu var det nemlig forår og valgkamp - men på dette tidspunkt havde hverken atomladninger eller modtagelse af raketbatterier været forelagt regeringen og Udenrigspolitisk Nævn. Dette skete først i dagene lige før valget, hvor forsvarsministeren ret uklart blot fremlagde, at "der ikke forelå noget tilbud om levering af atomammunition".

Spørgsmålet om atomladning blev dermed pænt skubbet videre til efter valget. Forsvarsministeren beroligede USA med, at det var en foregone conclusion. Under valgkampen blev forhåndsaftalen holdt hemmelig, idet "man fra visse politiske sider ville tage spørgsmålet med i propagandaen, hvis offentligheden blev bekendt med sagen".

I maj 1957 erklærede H.C. Hansen under forhandlinger om regeringsgrundlag med Det Radikale Venstre - der på den tid var hårdnakkede atommodstandere - at "Danmark uden for krig og kriselignende situationer var bedst forsvaret ved ikke at have atomvåben". Overfor offentligheden blev det igen til en mere forsigtig erklæring i Folketinget, om at regeringen under de foreliggende forudsætninger ikke ville tage imod atomammunition. Men bag kulisserne var Danmarks udtalelser i stedet fortsat velvilligt positive.


Mest markant ved at H.C. Hansen gav USA frit spil i Thule gennem et hemmeligt brev fra november 1957. USA havde forespurgt, om Danmark ønskede at blive informeret, hvis USA indførte atomvåben i Grønland, diskret omtalt som "munition of a special kind". Statsministeren svarede tilsvarende bevidst vagt: "I do not think that your remarks give rise to any comments from my side". Hvorpå USA allerede fra februar 1958 og frem til 1965 indførte et halvt hundrede atomsprænghoveder...

Fløjtende dobbeltmoralsk erklærede H.C. Hansen alligevel til NATO, at der ikke måtte være atomvåben på dansk jord i fredstid - uden formelt at indskrænke dette til virkeligheden, at dette åbenlyst kun gjaldt i den sydlige del af rigsfællesskabet. Og selv her var opstilling af atomforberedte depoter og raketbatterier, og militær atomtræning, velkomment i fredstid.

H.C. Hansens erklæring var baseret på en snæver 1960-regering med Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Retsforbundet bag sig. DKP forsøgte uden held at foreslå, at "Danmark i og uden for FN må understøtte Sovjetunionens forslag om international afrustning" - partiet røg kort efter ud af Folketinget. Men den folkelige modstand var stor, og gode aktivister samlede tusinder til Påskemarch mod atomvåbnene.


Modsat blev atom-friheden heftigt modarbejdet af Det Konservative Folkeparti og Venstre, der brugte mange kræfter på at tale truslen fra Sovjet op, og truslen fra atomvåben ned. Partierne tog med beklagelse til efterretning, at "regeringen og regeringspartierne fastholder deres hidtidige standpunkt om, at Danmark under de nuværende forudsætninger ikke ønsker at modtage atomammunition", men understregede at de ville "rejse sagen igen, hvis en mulighed for dens gennemførelse foreligger".

Ole Bjørn Kraft (KF), tidligere forsvars- og udenrigsminister, beklagede en "oppisket agitation, der synes at se ganske bort fra den tekniske udvikling, som atomudrustningen har gennemløbet og som gør anvendelse af atomladninger til en slags forstærket artilleri. ... Hvis vi havde dette våben, tror jeg, vi ville yde et bidrag til bevarelsen af freden". Chefen for flyvevåbnet beskrev overfor Folketinget, at det var ærgerligt med de manglende atomvåben, men så det positive i, at "atombevæbning ikke er definitivt afvist for al fremtid". Og Udenrigsministeriet vurderede, at regeringen reelt havde forpligtet sig til "engang i fremtiden - at ændre vor vægring ved at modtage atomladede våben".


Forbuddet var altså ikke ideologi, men et midlertidigt kompromis om at Danmark ikke aktuelt ønskede atomammunition, ud fra ønsket om lige i de måneder at få mandater nok bag et bredt forsvarsforlig - uden for megen ballade. En mulig atommodstand havde ikke været en del af forhandlingerne om Danmarks rolle i NATO, men blev det så pludseligt fra da af. Dette medførte et nyt kompromis med USA, hvor Danmarks forbehold titulært blev opfyldt, men uden dog at betyde det store.

Danmark fik opstillet NIKE og Honest John raketbatterier, der begge var beregnet til atomvåben og ret meningsløse til anden ammunition. Danske styrker trænede i affyring af atomraketter, dog kun med øvelsesammunition. Tilsvarende øvede danske piloter sig i at kaste atombomber mod mål i Danmark, uden at vi endnu havde selv havde bomben. Danmark fik dog særligt sikrede depoter til atombomber, men bomberne til brug i Danmark blev i stedet opbevaret i Sondermunitionslager Meyn, lige på den anden side af den tyske grænse.

Formuleringen "under de nuværende forudsætninger" blev fortolket som gældende for "i fredstid", og derfor var der ingen overskridelse ved at træne relevante dele af det danske militær i deres konkrete roller - som var at være atombevæbnede enheder under en Tredje Verdenskrig. Med atomvåben, der var så kortrækkende, at Danmark selv ville blive hårdt ramt allerede under forsøgene på at stoppe indtrængende styrker.


Atombomberne på Grønland var en ret offentlig hemmelighed. Pacifisten Aage Bertelsen skrev om dem i Politiken 1959, og året før var det dagbladet Information - der på den tid var meget NATO-venligt. Faktabaserede artikler dukkede op af og til, specielt i USAs egne medier, men Thule var åbenbart for langt væk til at det nogensinde rigtigt blev til en "nyhed" med konsekvenser.

H.C. Hansens brev fra 1957, om at Danmark helst ikke ville vide noget om USAs atomvåben på Grønland, var velkendt i centrale dele af statsadministrationen. Selv om denne statshemmelighed først blev dokumenteret i 1995, var statsministrene løbende blevet orienteret om, at USA havde dem.

Alligevel kunne Viggo Kampmann i 1961 som ny statsminister erklære, at den danske modstand mod atomvåben i fredstid også omfattede Grønland - uden at det blev nogen som helst ballade om denne åbenlyst skizofrene virkelighedsopfattelse.


I 1968 styrtede et B-52 bombefly ned nær Thule - og så ramlede den pæne facade. Det blev soleklart, at Danmark havde vendt det blinde øje til, at USA havde atomvåben på Grønland. Styrtet spredte fire kampklare brintbomber på isen og i havet. Under oprydningen opstod nye spørgsmål, for var alle bomber mon blevet opsamlet - hvilket de vist nok var.

Spøjst nok opstod al denne ballade på et tidspunkt, hvor alle andre direkte atomare aktiviteter på Grønland var afviklet. Ikke af hensyn til Danmark, men fordi de var blevet overhalet af den tekniske udvikling, først og fremmest af langdistance-missiler. Tilbage var disse overflyvninger - The Airborne Alert Program - og selv de var nedskåret voldsomt.


Den danske regering gentog sin falske melodi: "Den danske atompolitik gælder også Grønland", og der er derfor "ikke placeret atomvåben i Grønland" - men man kan "ikke udelukke, at amerikanske flyvemaskiner i en nødsituation søger landingsmulighed på Grønland". Igen velvidende, at selvom lige dette havde været en nødlanding, var det ren rutine for USAs atombombefly at benytte landingsbanerne på Grønland.

USA viste sin berettigede forvirring i en række hemmelige noter, der dog hurtigt førte til et positivt resultat. Overflyvningerne stod alligevel til at skulle udfases, og de øvrige atomvåben på Thulebasen var allerede væk. USA forsikrede, at de ikke uden den danske regerings samtykke vil oplagre atomvåben i Grønland eller foretage overflyvninger med flyvemaskiner med atomvåben. Og at dette forhold nu betragtes som inkluderet i "Overenskomst af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland".

Offentligheden fik dette at vide gennem en kontrafaktisk pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet, om at: "Der findes som tidligere meddelt ikke kernevåben i Grønland, og overflyvning med sådanne våben finder ikke sted". Samt at USA hermed har givet "den nødvendige folkeretlige sikkerhed for, at dansk atompolitik herefter er blevet respekteret"...


1980erne viste politisk enighed om fortsat moderat atomskepsis, på trods af at Danmark stadig planlagde at modtage atomvåben under krigstidsforhold. USAs forventninger til lokale kampenheder var dog små, og i stedet blev danske baser forberedt på at skulle modtage atombevæbnede forstærkningsstyrker. USA var egentlig ret ligeglad, for de ville atombombe en invasionsflåde med kurs mod Danmark - allerede i internationalt farvand, og uden at spørge Danmark.

I denne såkaldte fodnote-periode stemte borgerlige regeringer – oven i købet med Uffe Ellemann-Jensen som udenrigsminister - med på opfordringer til NATO om et totalt prøvestop for atomvåben, for at USA ikke må anvende Thule-anlægget offensivt, og for etablering af atomvåbenfrie zoner i Europa. Samme forsonende toner blev bragt ind i "Forsvarskommissionen af 1988". Disse positive stemmer blev dog afgivet under løbende og ofte arrig protest.

De borgerlige stemte imod en stor del af de andre vedtagne forslag fra det "alternative sikkerhedspolitisk flertal", som i det meste af årtiet var i front for atomnedrustning. Spørgsmålet om USAs anløb i danske havne med atomvåben ombord udløste et "Atomvalg". Efter valget droppede De Radikale opbakningen, men selv uden at tælle dette parti med, var der fortsat flest stemmer for freden - lige som der havde været igennem hele dette årti. Men denne gang udløste det ikke mandater nok, og det "alternative flertal" var nu fortid.


I marts 2022 erklærer Konservative og Venstre sig åbne for atomvåben på dansk jord også i fredstid, om USA skulle ønske det - i det mest markante forsøg på at bryde borgfreden mod hjemlige atomvåben fra disse to partier siden 1960. Den danske befolkning, og hermed mange af deres vælgere, siger dog fortsat klart NEJ - og det netop her under Ukraine-krisen.

68 procent af danskerne vil ikke tillade USA at placere atomvåben i Danmark. Gallup-målingen var bestilt af Berlingske, der samtidigt slog fast, at aftaler med USA mod atomvåben historisk har vist sig ikke at blive overholdt. Heldigvis stod den socialdemokratiske regering fast, og uden dem kan intet ændres.


Fredstids-træningen i dansk brug af atomvåben er dog fortsat, senest med en hemmeligholdt dansk deltagelse i NATOs atomare træningsøvelse Steadfast Noon 2022. Trods dette og de direkte overtrædelser på Grønland, samt de blafrende udmeldinger i de interne noter til USA, er dogmet om Ingen atomvåben på dansk jord i fredstid dog alligevel værd at kæmpe for. Selv om det kun bunder i en regeringserklæring, har løftet nu en voldsom historisk tyngde - hvilket dog næppe betyder det store, hvis NATO eller Putin virkelig piskede en stemning op.

På trods af dets svaghed bør Finland og Sverige genbruge det danske atomforbehold. Omend dette slet ikke er så solidt, som det kunne ønskes, er undtagelsen dog "accepteret" af USA. Ved at kræve atom-undtagelse, støttes Danmarks (og Islands og Norges) position, der kunne udbygges til en nordisk blok i NATO med atom-skepsis – med støtte også fra atomfrie Litauen og Spanien. Detye ville være et markant signal at udsende, og de nordiske fredsbevægelser ville så nemmere kunne presse på for at få hele Norden med i FNs nytilkomne forbudstraktat.

---

Fodnote- og kildeliste