Fesen opfølgning på krigsudredningen...

Den tre timer lange debat bragte kun de gammelkendte synspunkter frem, hvor fx Socialdemokratiet nu i regering ikke længere støtter kravet om to tredjedeles flertal for krig (dette er kun opnået to gange de sidste 30 år). Tankegangen bag afvisningen kom aldrig til at stå helt klart, og regeringen blev angrebet fra begge sider i salen.

Libyen blev trukket frem som et kedeligt eksempel på, at selv et meget bredt flertal ikke beskytter imod en dårlig beslutning. Også den klassiske debat om baggrunden for Irakkrigen blev gentaget, for hos de borgerlige havde Saddam Hussein alligevel masseødelæggelsesvåben dengang - altså næsten.

Blandt de borgerlige overraskede Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige med, at "Danmark bør afslutte sine engagementer i krige i Mellemøsten, Asien og Nordafrika - krige, som i mange tilfælde i bund og grund er interne muslimske opgør". Partiets modstand er dog ikke mere bastant, end at Danmark alligevel bør deltage, blot NATO kræver det. Og ingen tog debatten op.


Udenrigsminister Jeppe Kofod mente, at udredningens kritikpunkt om en minimalistisk informationspraksis for længst er opstrammet. Han lovede fremover en grundig erfaringsopsamling i forbindelse med internationale operationer. Og der bliver nok at tage fat på, for regeringen agter at føre en "endog meget aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, fordi det sikrer stabilitet og fred ude i verden og dermed tryghed og sikkerhed herhjemme".

SFs ordfører Karsten Hønge mente lidt bredere, at "SF støtter også en aktivistisk udenrigspolitik, men det behøver jo ikke at være en militaristisk udenrigspolitik og aldrig en udenrigspolitik baseret på rygter og fake news".

Udtrykket fake news irriterede Venstres ordfører Michael Aastrup Jensen, der så selv bidrog med kontrafaktisk historieskrivning, om at NATOs "artikel 5 blev aktiveret fra USAs side i forhold til angrebet den 11. september 2001" - selv om NATOs tilbud om fælles opbakning faktisk blev afslået af USA, der som bekendt i stedet skabte sin egen koalition af de lidt for villige.

Martin Lidegaard (RV) påpegede, at "Danmark er et af de lande i verden, der relativt set bidrager mest til militære missioner i udlandet". Men at trods dette, er det "meget sjældent, at man kan kalde militære missioner en ubetinget succes, fordi selve den militære operation i sig selv - selv når den opfylder sit formål - skaber nye problemer og konflikter".

Eva Flyvholm (EL) holdt fast i, at partiet ikke er pacifister, og de derfor godt kan finde grunde til at støtte militære operationer. Som den eneste fastholdt hun også kravet om at få undersøgt danske fangeudleveringer til tortur.

Forsvarsminister Trine Bramsen lovede tidlig inddragelse af Det Udenrigspolitiske Nævn med et "klart fokus på bl.a. mål, midler, effekter og exitmuligheder ", der nu "indgår som integrerede dele af regeringens analyse" - dog betinget af, at "udviklingen på landjorden ikke er dikteret af den danske indsats alene". Udenrigsminister Jeppe Kofod gentog mekanisk den tomme påstand, om at "et militært indgreb er det sidste middel i værktøjskassen, for man skal forsøge alle andre midler først".


Til afslutning blev fremsat to forslag. Begge opfordrede "den til enhver tid siddende regering til at sikre tidlig, løbende og fyldestgørende inddragelse af Folketinget ved beslutninger om dansk deltagelse i internationale militære operationer, hvor både formålet med det danske bidrag, den samlede strategi med kobling til andre ikkemilitære spor og påtænkte exitstrategier beskrives".

Det enstemmigt vedtagne forslag tilføjede kun en opfordring om at "den til enhver tid siddende regering til, med udgangspunkt i det forudsatte formål, at give en grundig gennemgang og evaluering af indsatsen i Det Udenrigspolitiske Nævn, når et større bidrag fra en international operation er hjemtaget eller hvert femte år for længerevarende bidrag". Samt at "den til enhver tid siddende regering bør søge bred opbakning til indsatsen i Folketinget".

ALT, EL og SF fik afvist et mere specifikt forslag, hvor regeringen opfordredes "til at indføre et princip om to tredjedele flertal i Folketinget ved udsendelse af danske soldater". Oven i skulle den opfølgende evaluering af indsatsen ikke gemmes bort i Det Udenrigspolitiske Nævn, men gives til hele Folketinget. Dette blev afvist af flertallet, der heller ikke ville beklage, at "regeringen har valgt ikke at genåbne Irakkommissionen".

Resultatet blev altså nogle løfter om mere offentlighed, men mest gemt væk i et nævn, der per definition er lukket land og hvor medlemmerne har stram tavshedspligt. Dette kan naturligvis være vigtigt i forbindelse med aktuelle diskussioner, men tavsheden fastholdes også om historiske emner, hvilket effektivt blokerer for en bedre informeret folkelig debat - og ligner et forsøg på at undgå pinlige påmindelser om fortidens konstante række af bommerter.

Fodnote- og kildeliste