Hårdere argumenter efter krigsudredning

Historikerundersøgelsens ”krigsudredning” er begrænset af et snævert og restriktivt kommissorium. På trods af dette sætter udredningen nye rammer og muligheder for diskussion og beslutning om fremtidig krigsdeltagelse.

Specielt nu, i perioden op til folketingsvalget, hvor rapporten og debatten om den stadig huskes, kan vi nu skubbe hårdere på for at få partierne til at give løfter, der forpligter kommende regeringer til mere åbenhed og demokrati.

Historikerudredningen fastslår nemlig følgende punkter:


Den reelle årsag til krigene var politikernes ønske om at behage USA.

Medier, aktivister og bevægelser har for længst konkluderet i analyser, taler og pjecer, at de åbent erklærede mål – om hjælp til demokrati, stabilitet, velstand, kvinderettigheder mv – klart var af mindre betydning, end støtten til USA.

Det nye i forhold til fremtidige beslutninger er, at dette nu er officiel viden. Problemet er, at et solidt flertal af partierne alligevel fortsat køber ideen om, at dansk sikkerhed bedst opnås ved at tækkes amerikanerne. Vi må forsøge at presse politikerne til at erkende, at Danmarks sikkerhed kræver noget andet, end blot fortsat blind afhængighed af USA.


Regeringen har ført en minimalistisk informationspraksis.

Det var både velkendt og velbeskrevet, at regeringen gav et fordrejet billede af situationen, f.eks. i forhold til Irak om samarbejde med våbeninspektører og især vurderingen af masseødelæggelsesvåben.

Det er nu dokumenteret, at regeringen også havde al denne viden, men blot fortalte noget helt andet til folketing og befolkning. Dette kan måske få flere medier til at bore dybere ved næste krigsbeslutning. Medierne ensidige dækning af spørgsmålet om krig og fred er dog ikke blevet reelt udfordret. Det kan vi ikke ændre, men vi kan forsøge at få nogle minimumsstandarder sat op for, hvornår og hvor langt de bagved liggende informationer skal frem.


Krigsbeslutninger træffes af en snæver kreds af topfolk i dialog med USA.

Danmarks politiske og militære beslutningstagere kikker derfor ikke efter alternativer, fx om ikke-militære midler. Oven i trodsede regeringerne rådgivning om, at krigsbeslutning uden om FN undergraver den internationale retsorden – så FN-opbakning må fremover være et mindstekrav.

En bred politisk krigsopbakning bør fremover være på mindst 2/3 af de afgivne stemmer, men der må alligevel også sættes overordnede begrænsninger. Udredningen foreslår at sikre Folketingets adgang til diplomatisk, juridisk og militær­faglig ekspertise – her må vægten lægges hårdt på de første to.

Vi må forlange, at demokratiet skal udvides til også at omfatte spørgsmålet om krig, og at politikerne får reelle valgmuligheder.


Skreddet væk fra FN-sanktioner og FN-forankring.

Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller har mistet enhver troværdighed ved at ”stramme” centrale vurderinger fra danske og allieredes militære oplysninger, og kun at videregive selektive uddrag til Udenrigspolitisk Nævn og folketingets medlemmer.

Efterretningstjenesten lavede et godt stykke embedsmandsarbejde med ”på den ene side og på den anden side” – udredningen dokumenterer grundigt det efterfølgende snyderi. Anders Fogh legitimerede Irak-krigen med FNs gode navn, selv om FN ikke var enig, og overtrådte sammen med USA folkeretten ved at oppuste Irak til en global trussel.

En underminering af FN-pagten, der skabte præcedens. Vi må kræve, at Danmark hjælper til med at genskabe en international retsorden.


Opgør med den følgagtige kultur i ministerium og forsvarsledelse.

Under både Irak- og Afghanistan-krigene var der eksempler på en kultur med bevidst at tilbageholde ubekvemme oplysninger, ikke rette fejl og stærkt at forfølge whistleblowere. Det ser ud til at embedsværket har sørget for, at topledelse og ministre ikke fik ubelejlig viden, så de kunne affærdige ubehagelige spørgsmål med: Det har jeg aldrig hørt om.

Denne kultur er et demokratisk problem, som en ny regering må rette op på, hvis politikere og befolkning ikke fortsat skal unddrages vigtig information om den danske krigsindsats. Vi må forlange, at whistleblowerne opmuntres til at fremlægge problematiske sager både internt og eksternt – med den nødvendige rets- og jobsikkerhed.


En (gen)åbning af en egentlig krigskommission er fortsat nødvendig.

Udredningen fik flot åbnet ballet, men er slet ikke nok. I en ny kommission bør feltet udvides, så de folkeretslige aspekter af Kosovo-krigen undersøges – samt de lige så kontroversielle beslutninger om at sende soldater til Helmand (Afghanistan 2006), bombefly til Libyen (2011) og Syrien (2016).

Vi må forlange, at enhver ny krigsbeslutning løbende følges op og afsluttes med en offentlig udredning.