En anden sikkerhedspolitik

Vi har hørt, hvor forkert og farlig NATO’s politik er, og hvordan dansk krigs- og sikkerhedspolitik retter ind efter USA’s og NATO’s ønsker. Det skal vi have ændret. For vores egen sikkerheds skyld, og også fordi det er vores internationale forpligtelse over for folkene i resten af verden at stoppe Danmarks bidrag til krig, udplyndring og undertrykkelse.

Hvis vi vil ændre dansk politik på disse områder, kræver det, at vi får brede dele af befolkningen med. Det gælder også folk, der i dag tror på NATO-medlemskabet, ellers er vi for få til at ændre noget. Vi kan se, at krigspolitikken øger terrortruslen, fordi krigene skaber nød og håbløshed, som er det, der skal til for at hverve nye terrorister. Vi kan se, at oprustning, konfliktoptrapning og atomkapløb øger faren for krig i Europa.

Men det er ikke nok at sige nej til NATO’s politik, eller nej til NATO. Vi må give et svar på, hvordan vi vil garantere Danmarks sikkerhed uden NATO, eller med en anden politik. Vi kan starte med at tage udgangspunkt i Danmarks sikkerhedspolitiske interesse, i stedet for at varetage USA’s interesser. Danmarks sikkerhed er knyttet til vores beliggenhed ved Østersøen. Vores liv, fred og velfærd er afhængig af, at der ikke kommer en krig mellem Vesten og Rusland.

Hvis vi skal leve i fred med vores naboer, er vi nødt til at tale med dem, handle med dem og have kontakt med dem. Kontakter på alle niveauer er en forudsætning for og et middel til at opnå gensidig forståelse og finde fredelige løsningen på de modsætninger, der er. Desværre gør krigspartierne, hvad de kan for at undgå dialog, samhandel og anden kontakt.

En ny sikkerhedspolitik må bygge på vilje til dialog. Vi må genopfinde diplomatiet, genopbygge udenrigsministeriet, som krigspolitikerne har afviklet, Ansætte diplomater og ikke mindst uddanne folk, der har forstand på fredelig konflikthåndtering. I stedet for at bidrage til et nyt atomkapløb og kæmpe mod en FN traktat om forbud mod Atomvåben, skal vi arbejde for internationale aftaler på mange planer.

Danmark skal tilslutte os FN’s forbud mod atomvåben, og lægge pres på atommagterne for at få dem til at indgå i dialog og forpligtende aftaler. Vi skal arbejde for en ny eller forlænget INF-aftale og en forlængelse af START-aftalen. Vi skal udvikle OSCE til et aktivt dialogforum, der kan genskabe tillid mellem parterne, så der kan laves en fælleseuropæisk sikkerhedsaftale.

Krigsudredningen viste, at det er en snæver kreds af politikere og embedsmænd i dialog med USA og NATO, der reelt sender Danmark med i krigene. Vi må udvide demokratiet til at omfatte spørgsmålet om krig og fred. Det forudsætter, at politikerne får forelagt andre muligheder end at sætte militæret ind. Vi må kræve, som forudsat i FN-traktaten, at krig først kan vælges som den sidste udvej, når konfliktløsning med fredelige midler er forsøgt, og kun efter beslutning i FN’s sikkerhedsråd. Vi må kræve, at der skal være bred opbakning i Folketinget, hvis Danmark igen skal i krig.

I stedet for krigspolitikken, hvor vi at bomber fjerne lande, skal vi bidrage til konfliktløsning, sende nødhjælp, mægle, konfliktløse. Vi skal genudvikle Danmarks evne til dette. En ambitiøs indsats mod klimaforandringer bliver en vigtig sikkerhedspolitisk indsats, fordi klimaforandringerne vil give hidtil uhørte konflikter om land og vand, og flygtningestrømme, der kan komme til langt at overgå noget, vi hidtil har set. I stedet for oprustning og flere penge til militærindustrien, skal vi styrke velfærden i Danmark og i verdens konfliktområder.

Jeg tror, at hvis vi kan konkretisere vores sikkerhedspolitik, så kan danskerne se, der er mere sikkerhed i dialog og udvikling, end der er i krig og oprustning. Det er kun ny-liberalister og militarister, der ser krig og oprustning som en kilde til vækst og profit. Danskerne kan godt forstå, at krig fører til nød elendighed og flygtningestrømme. Det er kun ny-liberalister der ser velfærd som en teknisk handelshindring. Danskerne kan godt forstå, at velfærd er en stabiliserende faktor, der kan forebygge konflikter og flygtningestrømme.

Jeg tror, de fleste danskere foretrækker vores verdenssyn frem for militærindustriens. Vi skal bare vise dem, at der er et alternativ. Problemet er, at alternativerne ikke kommer i medierne. Derfor er vi nødt til at rejse diskussionen. Vi skal vi ud og diskutere sikkerhedspolitik med vores kolleger og naboer. Hvis vi overbeviser dem, kan vi ændre dansk sikkerhedspolitik.


Fra en tale til NATOs 70-års fødselsdag. Læs de andre indlæg her.