Derfor ikke-vold

Kærlighed var for Gandhi et magtmiddel til fremkaldelse af ændringer i samfundsstrukturen. Det var i Gandhis fremhævelse af kærlighed og afståen fra vold, jeg fandt den metode til social omvæltning, som jeg i så mange måneder havde eftersøgt. Jeg indså, at dette var den eneste metode, som var moralsk og praktisabel i et undertrykt folks kamp for friheden.
Da jeg drog til Montgomery for at tiltræde som præst, havde jeg ikke den fjerneste anelse om, at jeg senere skulle blive inddraget i en krisesituation, i hvilken ikke-voldelig modstand kunne bringes til anvendelse. Jeg hverken startede eller foreslog protesten. Jeg reagerede simpelthen på folkets opfordring til at blive dets talsmand.
Da protesten begyndte, gik mine tanker, bevidst eller ubevidst, tilbage til Bjergprædikenens ophøjede lære om kærlighed og til Gandhis anvisning på ikke-voldelig modstand. Som dagene gik, kom jeg mere og mere til at erkende kraften i ikke-voldsmetoden. Ikke-vold blev, efterhånden som protesten udviklede sig, mere end en metode, som jeg forstandsmæssigt accepterede; det blev en forpligtelse til en livsform.
Mange forhold vedrørende ikke-vold, som jeg ikke havde kunnet overse i teorien, blev nu opklaret i praksis. Først må det fremhæves, at ikke-voldelig modstand ikke er en metode for kujoner; den yder modstand. Hvis man vil anvende denne metode, fordi man er bange, eller fordi man mangler de nødvendige betingelser for at anvende vold, anvender man den ikke rigtigt.
Det er derfor, Gandhi ofte har sagt, at hvis fejhed er det eneste alternativ til vold, er det bedre at slås. Han erklærede dette vel vidende, at der altid er endnu et alternativ, idet intet individ og ingen gruppe behøver at underkaste sig uretten og ikke heller har fornødent at anvende vold for at genoprette retfærdigheden, eftersom der altid findes den ikke-voldelige modstand. Det er nemlig den stærkes bedste metode. Den er ikke ensbetydende med stillestående passivitet. Betegnelsen »passiv modstand« giver altid det falske indtryk, at det i virkeligheden drejer sig om intet at foretage sig, således at man yder modstand ved passivt og roligt at finde sig i det onde. Men intet kan være mere forkert.
Ganske vist er den, der yder ikke-voldelig modstand, ikke fysisk aggressiv over for sin modstander, men hans sind og følelser er altid aktive, og han søger hele tiden at overbevise sin modstander om, at denne har uret. Metoden er fysisk passiv, men åndeligt overordentlig aktiv. Det er ikke passiv ikke-modstand over for det onde, det er aktiv ikke-voldelig modstand mod det onde.
Et andet karakteristisk træk ved ikke-vold er, at metoden ikke går ud på at besejre eller ydmyge modstanderen, men at søge at vinde hans venskab og forståelse. Den, der gør mostand med ikke-vold, må derfor udtrykke sin protest ved ikke-samarbejde og boykot, men han er klar over, at disse aldrig kan blive mål, de er blot midler til at vække en følelse af skamfuldhed hos modparten.
Målet er forløsning og forsoning. Resultatet af ikke-vold er skabelsen af et samfund i kærlighed, medens resultatet af vold er tragisk forbitrelse.
Et tredie karakteristikum for metoden er, at angrebet rettes mod det ondes kræfter fremfor mod de personer, som tilfældigvis gør det onde. Det er det onde, ikke-voldsmetodens tilhængere søger at besejre, ikke de mennesker, som er det ondes redskab.
Et fjerde punkt, som karakteriserer ikke-voldelig modstand, er en villighed til at bære lidelse uden forsøg på gengældelse, at blive slået af sin modpart uden at slå igen.
»Strømme af blod skal måske flyde, før vi opnår vor frihed, men det skal være vort eget blod,« sagde Gandhi til sine landsmænd. Tilhængeren af ikke-vold er villig til at tåle vold, hvis det er nødvendigt, men aldrig villig til at bruge vold mod andre. Han søger ikke at undgå fængslet. Er det nødvendigt at gå i fængsel, går han i fængsel »som en brudgom går ind i brudens værelse«. Man kan meget vel spørge: »Hvad berettiger tilhængeren af ikke-vold til at forlange så meget af sine medmennesker, til i en massebevægelse politisk at anvende ordet om at vende den anden kind til?«
Svaret ligger i erkendelsen af, at ufortjent lidelse, virker forløsende. Lidelsen har mægtige opdragende og omskabende muligheder. »De ting der er af virkelig betydning for mennesker, sikrer de sig ikke alene ved hjælp af fornuften, de må købes med lidelse,« sagde Gandhi.
Han fortsætter: »Lidelse er uendeligt meget mere virkningsfuldt end jungleloven, når det gælder om at omvende modstanderen og åbne hans øren, som er lukket for fornuftens stemme.«
Et femte punkt i den ikke-voldelige modstand er, at den ikke blot undgår ydre fysisk vold, men også indre åndelig vold. Tilhængeren af ikke-vold ikke blot nægter at skyde sin modstander, han nægter at hade ham.
I ikke-voldsbevægelsens kernepunkt står kærlighedsprincippet. Tilhængeren af ikke-vold hævder, at verdens undertrykte folk ikke må bukke under for fristelsen til at blive forbitrede og deltage i hadkampagner. At gengælde vold med vold ville kun forøge summen af had. Der må være nogle, som på deres færd gennem livet har fornuft og moral nok til at hugge hadets lænke over. Dette kan kun opnås ved, at vi placerer kærlighedens etik i livets centrum.
Når vi her taler om kærlighed, tænker vi ikke på en sentimental eller hengiven følelse. Det ville være nonsens at tilskynde mennesker til at nære hengivne følelser for deres undertrykkere. Kærlighed betyder i denne forbindelse forståelse og forløsende god vilje.
Her kommer det græske sprog til hjælp. Der er tre ord for kærlighed i det græske Nye Testamente. Der er først eros. I Platons filosofi betød eros sjælens længsel mod det guddommelige. Nu betyder det æstetisk og romantisk kærlighed.
Dernæst er der philia, som betyder inderlig hengivenhed mellem personlige venner. Når vi taler om at elske dem, som er imod os, tænker vi hverken på eros eller philia; vi tænker på den kærlighed, som er udtrykt i det græske ord agape. Agape betyder forståelse og forløsende god vilje for alle mennesker. Der er en overstrømmende kærlighed, som er helt spontan, umotiveret, grundløs og skabende. Den sættes ikke i bevægelse af nogen egenskab eller funktion hos dens genstand. Den er Guds kærlighed, som virker i menneskets hjerte.
Agape er uegennyttig kærlighed. Det er en kærlighed, i hvilken ingen søger sit eget, men næstens (1. Korint. 10:24). Agape begynder ikke med at skelne mellem værdige og uværdige mennesker eller mellem forskellige menneskelige egenskaber. Den begynder med at elske andre for deres skyld. Den er helt og holdent næstekærlighed og kalder alle for sin næste. Agape skelner således ikke mellem ven og fjende, men omfatter begge. Hvis nogen elsker et menneske blot på grund af dets venlighed, elsker han på grund af dette venskabs goder snarere end for vennens egen skyld. Følgelig er det bedste bevis på, at kærligheden er uegennyttig, at man elsker den næste, som er ens fjende, og fra hvem man intet godt kan vente sig til gengæld, men tværtimod fjendskab og forfølgelse.
Et andet fundamentalt behov ved agape er, at det opstår fra den anden persons behov - hans behov for at være blandt de bedste i den menneskelige familie. Samaritaneren, som hjalp jøden på vejen til Jericho, var god, fordi han reagerede på det menneskelige behov, han blev stillet overfor. Guds kærlighed er evig og svigter ikke, fordi mennesket behøver kærlighed. Paulus forsikrer os, at forløsningens kærlighedsgerning blev udført »medens vi endnu var syndere« - det vil sige, da vi trængte allermest til kærlighed.
Eftersom den hvide mands personlighed er blevet stærkt forkrøblet af raceadskillelsen, og hans sjæl bærer dybe mærker heraf, behøver han negerens kærlighed. Negeren skal elske den hvide mand, fordi den hvide mand behøver hans kærlighed til at fjerne sin nervøsitet, usikkerhed og frygt.
Agape er ikke svag og passiv kærlighed. Den er aktiv kærlighed. Agape er en kærlighed, som søger at bevare og skabe fællesskab. Den er fastholden ved et fællesskab, hvis nogen søger at bryde det. Agape er villighed til at bringe ofre i gensidighedens interesse. Agape er villighed til at strække sig så langt, det skal være, for at genoprette fællesskabet. Den, som modarbejder fællesskabet, modarbejder hele tilværelsen.
Derfor, hvis jeg svarer på had med had, gør jeg intet andet end øge kløften i det brudte fællesskab. Jeg kan hele kløften i det brudte fællesskab ved at møde had med kærlighed. Hvis jeg møder had med had, mister jeg min menneskelighed, for tilværelsen er således lagt til rette, at min menneskelighed kun kan opfyldes i fællesskabet.
Det sjette hovedpunkt i ikke-voldelig modstand er, at den er baseret på den overbevisning, at universet er på retfærdighedens side. Følgelig har den, som tror på ikke-vold, en dyb tro på fremtiden. Denne tro er endnu en årsag til, at tilhængeren af ikke-vold kan bære lidelse uden at gøre gengæld. Thi han ved, at i sin kamp for retfærdighed har han kosmisk støtte. Det er sandt, at der er overbeviste tilhængere af ikke-vold, som finder det svært at tro på en personlig Gud. Men selv disse mennesker tror på eksistensen af skabende kraft, som arbejder for universets helhed. Hvad enten vi kalder det en ubevidst proces, en upersonlig Brahman eller et Personligt Væsen med mageløs kraft og uendelig kærlighed, må vi erkende, at der er en skabende kraft i universet, som arbejder på at bringe virkelighedens frit svævende elementer sammen til en harmonisk helhed.

Martin Luther King modtog Nobels Fredspris i 1964.