Atom-appel fra danske digtere i 1961

Se temaet

... også Ivan Malinovski, Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg, Hans Lyngby Jepsen, Halfdan Rasmussen og Lise Sørensen


I Øst og Vest produceres og oplagres atombomber.
I havene omkring os venter ubåde med langtrækkende atomraketter.
I luften over os går atombombefly beredskabsvagt dag og nat.

Nye atommagter opstår, og spredningen af atomvåben øges. Kernevåbenforsøg og eksperimenter med taktiske atomvåben finder stadig sted. Terrorbalancen øger mistilliden mellem nationerne, fører til stigende produktion af våben med stadig større ødelæggelseskraft og skaber ny frygt.

Mistillid og frygt kan blive årsag til skæbnesvangre fejlslutninger. Militære eller politiske fejlslutninger kan i en given situation udløse en atomkrig. Atomkrig vil uundgåeligt føre hele vor verden ud i en uoverskuelig katastrofe og vil for dele af den være ensbetydende med total undergang.


Atter og atter i historiens løb opleves, at det forfærdelige sker og opfattes som uafvendelig skæbne. Trods, alle advarsler og trods indsigt, kærlighed og fornuft. Ikke blot fordi disse begreber i visse situationer nedvurderes, men også fordi de simpelthen løbes over ende af øjeblikkets argumenter og aldrig har øjeblikkets argumenter været stærkere og mere overbevisende, ingensinde var fremsynetheden svagere.

Militær vanetænkning og politisk snæversyn har stillet sig hindrende i vejen for international afspænding, og den almindelige borgers beskæftigen sig med storpolitiske problemer er blevet latterliggjort af folk, som mener at have mandat til at lede udviklingen efter forældede militærpolitiske principper.

Hvad nu end den specielle sagkundskab kan indvende - det er dog spørgsmål af så elementær art, at den enkelte har ret til, ud fra det materiale han overkommer og begriber, at danne sig en opfattelse - ellers er det slut med demokratiet, og vi kan lige så godt lade en flok specialister tænke for os.


Sagen her og nu drejer sig om stationering af atomvåben på dansk grund: - dette er både et konkret og principielt anliggende og kobler ind på det store perspektiv. Her kan landet give udtryk for en vilje, som kan blive forbilledlig, og det er denne vilje vi vil støtte og fremme.

Vi må da kræve af den danske regering, at den modsætter sig stationering af enhver form for atomvåben på dansk område. Og vi må forlange af regeringen, at den indenfor FN og ethvert andet repræsentativt internationalt forum modarbejder verdens opdeling i atomvåbenblokke, at den, som vejen til almindelig nedrustning, aktivt går ind for et generelt forbud mod kernevåbenforsøg og yderligere spredning af atomvåben, og at den skridt for skridt søger at opnå, hvad der er muligt med dette mål for øje.


Som udtryk for medansvar for udviklingen her i landet, og som manifestation af viljen til klar stillingtagen ud fra hvad vor samvittighed byder os, opfordrer undertegnede forfattere vore kolleger til, i skrift og tale, at støtte protesten mod placering af atomvåben på dansk område. Vi gør dette i håb om, og med det perspektiv, at Rapacki-planen og dermed beslægtede planer om en europæisk atomfri zone en dag må blive realiseret.

Den bestandige trussel, som skrækbalancen udsætter menneskeheden for, kan blive en vane, en jævn vantro overfor det forfærdeliges mulighed. Derfor vil vi yderligere opfordre til at støtte KAMPAGNEN MOD ATOMVÅBEN i dennes bestræbelser på at vække den danske befolkning til erkendelse af den fare, der truer alt levende og alt levendes udtryk indenfor vor civilisation. Selv om vi ikke hvert øjeblik kan leve med bevidstheden om denne fare, må der være. stunder, hvor den bliver en absolut realitet for sindet, og derved driver os til at udforme en blivende erkendelse og mening.



Under hård modstand fra de fleste politikere og medier bakkede en række kulturpersonligheder i 60erne op bag protesterne, der udover marcherne samlede tusinder i protest foran Sovjets og USAs ambassader i København.