Hvor er desertørernes plads?

Nazitysklands første koncentrationslejr åbnede i Dachau ved München den 22. marts 1933. Det nazistiske dagblad Völkischer Beobachter skrev dagen før, at det var blevet "nødvendigt at oprette lejren, fordi det i længden ikke ville være muligt at anbringe kommunistiske og socialdemokratiske funktionærer, der truede statens sikkerhed, i almindelige arresthuse".
De indespærrede var hverken anklaget eller dømt for noget; de blev "bare" sat i Schutzhaft, beskyttelsesarrest. Senere blev sigøjnere tvunget i den første racemæssigt definerede koncentrationslejr. Det kostede 500.000 sigøjnere livet.
Jehovas Vidner var den eneste religiøse bevægelse, der som gruppe betragtet lige fra begyndelsen ufravigeligt tog afstand fra nazismen. De var militærnægtere, for de anså militæret som Satans værk. 2000 Jehovas Vidner døde i KZ-lejrene.
Nazisterne udslettede seks millioner jøder. Anden Verdenskrig kostede 1,7 millioner jugoslaver og 27 millioner russere samt mange andre ikke-tyskere livet. Disse tal vil aldrig kunne give indtryk af smerten, sorgen, lidelsen.
Det vides ikke præcist hvor mange tyske kommunister, socialister, socialdemokrater, liberale, borgerlige, reaktionære og nazister(!), hvor mange bøsser og lesbiske, ludere og trækkerdrenge, fysisk og psykisk handicappede, kristne, kriminelle og kunstnere, der blev udryddet af det nazistiske voldsapparat.
 
De glemte desertører
Og så mangler de i historien, der forsøgte ikke at være der! De der flygtede fra fane og våben, desertørerne. De modigste.
I begyndelsen var de pacifister, siden blev de krigsnægtere. Bedst kendt er måske Carl von Ossietzky, fordi han som pacifist angreb den tyske militarisme og allerede i 1931 blev idømt fængsel for sine afsløringer i Die Weltbühne af tyske brud på Versaillestraktaten.
1933-36 blev han holdt i koncentrationslejr, hvor han fik meddelelsen om at han var tildelt Nobels fredspris for 1935. Han fik ikke medaljen, men døde på hospital som følge af nazisternes mishandlinger.
Der fandtes tyskere, som ville sabotere uden at slå ihjel. De afbrød elektriske ledninger til antiluftskytsbatterier. Der fandtes dem, der sprængte tyske militære køretøjer i stumper, og dem som hældte sukker i benzinen.
Der fandtes tyske arbejdere der agiterede for arbejd-langsomt-aktioner. Men beskadigelsen af materiel fandt ikke stor forståelse blandt arbejdskammeraterne - for det var deres brødre, sønner og mænd, der ville blive kanonføde ved fronten.
Højforrædere - altså tyske borgere der nægtede at deltage i det nazistiske vanvid eller vovede at gå til modstand mod nazismen - blev sendt til Volksgerichtshof, Folkedomstolen i Berlin.
Antallet af sager voksede fra 1934 til 1944, det samme gjorde antallet af dødsstraffe. 5194 tyske borgere var så umedgørlige, så nazisystemet valgte at føre proces på højeste juridiske naziniveau. 5194 familier fik tilsendt den ultimative regning. 300 Mark kostede en dødsdom, plus omkostninger og porto.
 
Attentater mod Hitler
Tyranmordet har en lang historie. Før krigsudbruddet havde der været 29 attentatforsøg mod Hitler. 8. november 1939 forsøgte tømreren Georg Elsner sig med en tidsindstillet bombe i Münchens Bürgerbräu, hvor Hitler skulle holde sin årlige tale.
Imidlertid havde han så travlt med at udvide krigen, så han forlod stedet tidligere end planlagt. Det reddede hans liv - og førte til at mange mente at Georg Elsner var nazisternes redskab, da hans bombe havde demonstreret Hitlers usårbarhed.
Krigsudbruddet gav tyske soldater en særlig moralsk pligt: At stoppe Hitler, nazismen, krigen og døden. Mest berømt er attentatet den 20. juli 1944 blevet, da oberst Stauffenberg havde sat sin bombe under det egetræsbord, hvor Hitler i Wolfschanze studerede landkort.
At Stauffenberg fik en hædersplads i tysk historie skyldes bl.a., at omsider havde så ledende tyske officerer brudt den troskabsed de havde svoret personligt til Hitler. Og at han var adelig stabsofficer med et fint slægtsnavn.
 
Smid våbnene væk
Der fandtes også andre militære, diplomatiske og politiske kredse, der var i opposition til Hitler. Og så var der en militær modstand i form af desertørerne - altså fravær af militær.
Det var soldater som opdagede at våben blev endnu mere magtfulde, hvis de blev smidt væk. Desertørerne havde sjældent netværk, penge eller fine navne. Og de var tit ensomme og bange.
Først længe efter Nazitysklands sammenbrud har historikere fået interesse i at afdække denne militære modstands egentlige omfang.
Det reelle antal desertører, soldater der nægtede at følge Hitlers ordre til at skyde for at dræbe, kendes ikke og vil aldrig blive fastlagt.
Men halvtredstusind tyske soldater blev i slutningen af Anden Verdenskrig dømt som desertører og militærnægtere. Cirka halvdelen blev henrettet, de andre sendt i særlige straffebataljoner. Kun de færreste overlevede krigen. Endnu lever et par hundrede.
Oplysningerne skyldes forbundsdagsmedlem Volker Beck, retspolitisk ordfører for De Grønne, der fremførte dem ved 50-årsdagen for Nazitysklands sammenbrud i 1995.
I takt med krigens forråelse og den stadig tydeligere udsigt til Nazitysklands nederlag - feltmarskal Paulus kapitulation den 31. januar 1943 ved Stalingrad var det vigtige vendepunkt - voksede antallet af desertører.
 
Kendte navne
Et par navne og ansigter: Karl Otto Meyer, den senere sydslesvigske landdagsmand var en af dem. Gerhard Dallmann, en marinetelegrafist der skjulte sig på Omø i Storebælt og senere blev præst i DDR, var en anden.
Alfred Andersch, der deserterede fra den italienske front i sommeren 1944, som siden blev sat i krigsfangelejr i USA og senere blev forfatter. Ludwig Baumann deserterede i krigen og gjorde senere en stor indsats for rehabiliteringen i Tyskland af desertørerne.
Flensborgdrengen Georg Busch stak af fra Tyskland i stedet for som lovpligtigt at blive Hitler-Jugend; i 1940 fik han dansk statsborgerskab og to dage senere blev han indkaldt til den tyske hær. Han nægtede at møde, men i 1944 blev han taget af tyskerne, forhørt og sat i Frøslevlejren.
Tyske desertører var tilsyneladende helt almindelige mennesker, men de nægtede at fortsætte Hitlers krig. Og det var ret ualmindeligt. Nogle få flygtede til Danmark og ganske få blev hjulpet til Sverige. Modstandsbevægelsen vidste ikke rigtigt hvordan man skulle forholde sig til disse desertører.
Da de tyske soldater og deres foresatte i maj 1945 anede, at kapitulationen var nært forestående, fortsatte terroren. Kaptajnløjtnant Asmus Jepsen hørte den 3. maj at forhandlingerne var i gang og sendte sine soldater hjem. Dagen efter blev han arresteret og den 6. maj blev han henrettet i Flensborg.
Den 11. maj blev matros Johann Süss henrettet. Samme dag blev tre marinesoldater henrettet i Flensborg Fjord, mens andre blev henrettet ud for Sønderborg.
 
Ingen benådning
Da Forbundsrepublikkens jurister efter 1949 skulle sikre opbygningen af et demokratisk Vesttyskland erklærede de de nazistiske rædselsdomme for lovlige. Således blev tyranniet legitimeret med tilbagevirkende kraft.
Ofrene for nazijustitsen stod stadig som tidligere straffede. Under en høring i Forbundsdagens retsudvalg i december 1995, erklærede Otfried Keller, CDU/CSU-fraktionens talsmand, at dommene i sin tid uden tvivl var blevet gennemført ved en retsstatslig fremgangsmåde. Keller havde selv været militærdommer i nazitiden.
Forbundsrepublikken genansatte dommere og officerer, der havde arbejdet for nazismen. Man lærte at vise respekt for nazismens ofre: Døde jøder og homoseksuelle, præster, socialister og kommunister var tavse og kunne indgå i Forbundsrepublikkens demokratiske legitimering.
Men desertørerne, dem der levede endnu, måtte ikke hædres. Man argumenterede med at disse overlevende havde en straffeattest som dømte med rette, og at de havde nedsatte krav på erstatning og pension. De havde jo siddet i fængsel, i stedet for at arbejde og spare op til alderdommen!
Oplysningerne fremkom under 1995-debatten i Forbundsdagen. Forbundsdagens flertal udnyttede lejligheden til at afvise forslaget om rehabilitering. CDU/CSU-medlemmerne gentog at desertørerne havde skadet deres kammerater og Værnemagten, og derfor afvistes rehabiliteringen.
 
Anerkendelse til sidst
Et halvt århundrede efter sejren over Nazityskland betragtede flertallet af de folkevalgte stadig de dømte desertører som kriminelle. Den offentlige diskussion gjorde at situationen blev stadig mere pinlig.
Men den 18. oktober 1996 vedtog Tysklands Forbundsråd omsider sin udtalelse "Rehabilitering, godtgørelse og understøttelse til desertører og militærnægtere og "sabotører" under det nationalsocialistiske voldsherredømme".
Indledningsvist konstaterede Forbundsrådet, at det var enigt om at Anden Verdenskrig havde været en folkeretsstridig og forbryderisk angrebskrig. Derefter skrev Forbundsrådet, at mange krigsdeltagere ikke havde forstået de fulde konsekvenser heraf eller ikke havde set muligheden at nægte at deltage i krigen.
Forbundsrådet viste både politisk korrekthed over for desertørerne, tyskerne og omverdenen - og hensyn til tidligere soldater og deres efterkommere og veteranorganisationerne.
Forbundsrådets udtalelse kom 51½ år efter at det nazistiske rædselsregime var nedkæmpet og efter at mange desertører havde lidt og kun et fåtal var i live.
 
Ingen mindesmærker
Tyske byer er velforsynede med mindesmærker for adskillige krige og deres soldater; der findes også mindesmærker for nazismens ofre. Til gengæld har det knebet med at få mindet de desertører, der nægtede at slås.
I fredsbevægelserne opstod kravet om rehabilitering af desertørerne. I Bremen-Vegesack blev i 1986 i Gustav-Heinemann-Bürgerhaus opsat en mindeplade for den ukendte desertør.
I følge Uwe Reinecke fra Göttinger Friedensbündnis forbød kommandanten for Forbundsværnet i Bremen "sine" soldater at opsøge dette mindesmærke i uniform. Tilsvarende forbud gælder ikke, hvis man i uniform vil besøge byens andre mindesmærker for Anden Verdenskrig og for de faldne soldater, altså for gerningsmændene.
Også i Göttingen, Hannover, Hamborg, Kassel, Marburg og Potsdam findes desertørmindesmærker. Der har været offentlige diskussioner om opstilling af lignende i bl.a. Bonn, Darmstadt, Flensborg, München og Ulm.
Mindesmærket i Potsdam i det tidligere DDR stammer egentlig fra Bonn. En lokal fredsgruppe havde sammen med kunstneren foræret værket til byen, der tog imod. Men så kunne eller ville byen ikke finde et sted at placere det.
Da det offentlige skulle betale for opstillingen, skete der ikke mere. Efter nogen venten blev værket i 1992 foræret til Potsdam uden for Berlin. Nu overvejer Bonn, om man ikke burde opstille en kopi af værket.
 
Hiroshima-Platz
I november 1987 startede diskussionerne i Göttingen, og den 1. september 1990 blev et mindesmærke for desertører afsløret. Der er tale om et relief, som er skabt af den lokale billedhugger Joachim Nitsch og anbragt på ydersiden af Amtshaus. Indtil 1945 var denne bygning kaserne for det 82' Infanteriregiment, der under Anden Verdenskrig var udstationeret i Polen og Rusland.
Pladsen hed tilsvarende 82er Platz, og lokale og regionale myndigheder samt organisationen af fordrevne nedlagde her indtil 1996 kranse den første lørdag efter den 1. september (dagen for Hitlers overfald på Polen). Efter fem års pres fra den lokale fredsgruppe omdøbte byrådet i 1992 pladsen til "Hiroshima-Platz".
Mindesmærket bærer teksten: "Ikke af frygt for døden, men af vilje til livet", som er et citat fra Alfred Andersch selvbiografiske Die Kirschen der Freiheit. På det kvadratmeter store værk ses en kirsebærgren, stumper af hagekors og fodspor.
På et skilt forklares, at her mindes de desertører som af samvittighedsmæssige grunde nægtede at deltage i det nationalsocialistiske voldsherredømme. Formuleringen skyldtes især socialdemokraterne - den grønne-alternative byrådsliste ønskede at hædre alle desertører. Men sådan blev det ikke.
 
Desertørernes Plads
I min barndomsby Flensborg satte fredsgruppen Kristne for Nedrustning spørgsmålet på dagsordenen. I 1994 anmodede gruppen byrådet om at et mindesmærke for desertører kunne blive opstillet på en offentlig plads.
Gruppen havde fået den i Flensborg boende marokkanske billedhugger Miloudi Assila til at hugge en soldat, der forlod sit våben, ud af en to kvadrameter stor marmorblok; monumentet blev prøveopstillet ved Nikolai-kirke. En varig pladsering var der ikke behov for, meddelte byens borgmester skriftligt.
Da borgmester og byråd afviste opstillingen, foreslog jeg i et åbent brev i Flensborg Avis, at byen omdøbte Borgpladsen til Platz der Deserteure, Desertørernes Plads. Så ville der ikke bare være tale om et monument, som kunne gro til og glemmes, men om et offentligt rum, som man kendte, hvor busser satte passagerer af og nogle mennesker boede.
I deres rædselstid havde nazisterne hædret nazisten Leo Schlageter ved at omdøbe pladsen til Schlageterplatz. Nu havde borgmesteren mulighed for at tage initiativ til at hædre de, der nægtede at bruge vold. Et mindstemål af gestus i Flensborg, hvor naziregeringen havde haft sit sidste hovedkvarter.
Meget passende kunne omdøbningen foregå den 8. maj 1995, på 50 års dagen for Nazitysklands sammenbrud, skrev jeg. Da borgmesteren ikke besvarede mit forslag, producerede jeg selv nogle gadeskilte.
 
Aktion med skilte
Jeg mente det var vigtigt at mindes hver enkelt desertør ved navn (lige som de døde soldater mindes ved navn), så hver enkelt desertør kunne fremstå som forbillede for os og vores efterkommere. Men jeg kunne godt se, at så mange navne på en plads - det ville blive fuldstændig uoverskueligt. Jeg kendte heller ikke ret mange ved navn.
Og endnu vigtigere var det at fremhæve alverdens desertører, at det altså ikke kun var de tyskere, der et halvt århundrede tidligere nægtede at kæmpe Hitlers krige, men at hædringen også gjaldt den enkelte, der lige netop nu og nu og nu lagde geværet fra sig og forlod krigens vej.
Ved frokosttid den 8. maj 1995 omdøbte jeg Borgpladsen i Flensborg ved at klistre mine plasticskilte på de eksisterende gadeskilte. Den forklarende undertekst lyder på dansk: "For at ære alverdens desertører i Flensborg 8.5.1995".
Forbipasserende fulgte navngivningen, tre politibiler patruljerede uden at hindre min aktion fra toppen af en trappestige, nysgerrige spurgte mens andre protesterede.
PLATZ DER DESERTEURE stod der på skiltene. Ganske uheroisk, uden personnavne, uden pomp. Som desertøren, der hunderæd, med vished om konsekvensen for ham eller hende selv, nægter at slå et medmenneske ihjel. Dagen efter var mine skilte revet af. Det overraskede mig ikke.
 
NATOs opfordring
Uanset hvor højteknologisk krigsførelsen er blevet, så afhænger krigen stadig af mennesker. Mange tyske fredsgrupper har brugt Kurt Tucholsky-citatet Soldaten sind Mörder, hvilket har ført til adskillige retslige stridigheder. På plakat og klistermærke spurgte jeg i 1981: "Hvad er en hær uden mordere?".
Under krigene i det opløste Jugoslavien (fra sommeren 1991) støttede vi desertørerne for lidt, for sent og for ukonkret. NATO opfordrede til desertering, alligevel blev mange flygtede desertører sendt tilbage til straf og fortsat krigsindsats.
Byrådet i den tyske by Münster (hvor den vestfalske fred for 353 år siden satte slutstregen under datidens religionskrige) inviterede serbiske desertører til byen. Den 12. november 1999 fik to serbere 1 års visum.
Forinden havde den tyske ambassade afkrævet Münster et løfte om at byen ville påtage sig alle udgifter til desertørerne. Serbernes visum blev i december 2000 forlænget indtil Jugoslavien vedtog en amnestilov.
Byrådet i Göttingen vedtog i 2001 enstemmigt (efter forslag fra PDS og De Grønne) på samme måde at invitere navngivne serbiske desertører. Det tyske udenrigsministerium afviste imidlertid at udstede de nødvendige visa.
Også byrådene i München, Bonn, Freiburg/Breisgau, Erfurt og Rostock fulgte Münsters eksempel; deres beslutning blev også stoppet af udenrigsminister Joschka Fischer.
Andre tyske byråd (f.eks. Potsdam og Osnabrück) vedtog at invitere serbiske desertører, men de satte ikke navne på invitationerne. Og så behøvede udenrigsministeriet ikke nægte visum.
Tyske fredsaktivister agiterer for solidaritet med desertørerne fra Jugoslavien-krigene. De forlanger betingelsesløs opholds- og arbejdstilladelse, og protesterer mod at den tyske regering reelt straffer de mennesker, som havde rygrad og moral til at nægte at slås.
Mange af desertørerne lever nu under usle forhold i flygtningelejre i Ungarn. De har ikke mulighed for at vende tilbage til Jugoslavien, for Milosevic-støtter dominerer stadig bureaukratiet, og fordi Jugoslavien endnu ikke juridisk har sikret militærnægtelse.
Jugoslavien vedtog den 3. marts 2001 en amnestilov. Alligevel blev en desertør, der vendte tilbage efter loven var vedtaget, anholdt da han ville rejse ind i sit fædreland.
 
Retten til livet
Der er andre desertører. Stadig flere unge israelere nægter at aftjene deres værnepligt, også reservister siger fra, når de bliver kommanderet til at gøre tjeneste i de besatte områder. Det er svært at imødegå hærens krav, der støttes af domstolene i det militariserede Israel.
Almindeligvis fængsles militærnægterne og efter to uger bag tremmer prøver officerer at overtale nægteren. Hvis det ikke lykkes, spærres han/hun inde igen. Der er betydelige fredsbevægelser og voksende nægterorganisationer i Israel; bedst kendte er "Ny Profil", "Der er en Grænse" og "Det andet Israel".
Under den første, fem år lange intifada foretrak 180 soldater fængsel frem for at gøre tjeneste på de besatte områder. Under Libanonkrigen valgte 170 denne vej. Det antages, at ti gange så mange når frem til et kompromis med hæren, inden de når at blive sat i fængsel, rapporterede Hans Henrik Fafner i Informatíon den 27. januar 2001.
Også i Tjetjenien er der desertører. Krigen raser videre, selv om man ikke hører meget om den. Også der er det vigtigt at være konkret, støtte desertører, militærnægtere og soldatermødre. Desertører bruger sig selv til at vise, at krig ikke løser nogen konflikt, men blot skaber nye.
Både desertører og soldatermødrene har krav på støtte, for de har vist det største menneskelige mod. De har vist vejen frem mod konfliktløsning. Derfor har desertører krav på den offentlige plads krigens karle hidtil har sat sig på.
Retten til livet er en menneskeret. Det er på høje tid at vi gør retten til at nægte at tage andres liv til en menneskeret.