Tror Folketinget, at krig giver mere for pengene end fred?

Hvad får vi for pengene, når vi bomber Islamisk Stat? Hvordan får vi mere fred og ikke mere krig? Vi ved, at da vi bombede i Libyen, fik vi mere krig. Vores krigsindsats i Irak bidrog heller ikke til mere fred (så ville vi ikke være der igen). Vi har også været i krig i Afghanistan. Resultatet er i bedste fald meget mudret. Prisen i penge og liv og traumer er kolossal. Måske umulige spørgsmål at besvare. Men jeg spørger, fordi jeg i årtier har beskæftiget mig med udviklingsbistand. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har besvaret spørgsmål om, hvad vi får for bistandspengene.

Nytter det? Hvorfor er fattige lande stadig fattige? Hvorfor har vi ikke bremset korruptionen? Hvorfor er der så meget bureaukrati? I bistandsdebatten skal man svare. Bistandsdebattens store spørgsmål lyder: Hvor mange af pengene når frem til de fattige? Den militære parallel: Hvor mange bomber rammer de rigtige og giver resten et bedre liv? Jeg spørger også, fordi vi de sidste 15 år har oplevet et paradigmeskift i dansk tænkning om internationale indsatser, og fordi vi står over for endnu et skift.

Frem til år 2000 brugte Danmark lige så mange penge på civil indsats i verden som på militært forsvar. Vi talte officielt om en blød form for sikkerhedspolitik. Danmark havde kernekompetencer inden for bistand og var respekteret for det. Fra 2001 skar regering og Folketing ned på bistanden og øgede forsvarsudgifterne. Vi blev involveret i en række krige. Et politisk flertal mente, at vi fik mere (udvikling? Fred? Sikkerhed?) for pengene ved at gå i krig end ved at bistå civilt. I dag bruges der omkring 4 milliarder mere på militærudgifter årligt end på bistand. I 2004, efter VK-regeringens store kniv, var militærudgifterne næsten 7 milliarder større end udgifterne til bistand.

Der har været betydelige udsving, men det er næppe forkert at påstå, at der siden 2000 er flyttet 50 milliarder fra civil til militær dansk indsats. Tænk på, hvad de også kunne være brugt til. Apropos spørgsmålene er udviklingsbistanden gennem over 30 år blevet systematisk evalueret. Vi ved meget om, at noget er kikset, men der er en masse, der har givet millioner af mennesker bedre liv og flere muligheder. Vi har ikke tilsvarende viden om den militære indsats. Det store paradigmeskift var begrundet i tro og frygt og måske i en statsministers krigspolitiske ambitioner, men ikke i viden. Terrortruslen var medvirkende, internationale løgne og fortielser ligeså.

Nu står vi foran endnu et skift i dansk international politik. Det seneste forsvarsforlig lægger op til et fald i forsvarsudgifterne, og SR-regeringen har fastholdt bistanden nogenlunde. Derfor er forskellen på udgifter til hhv. civil og militær indsats mindre end for få år siden. Men nu æder andre forhold sig ind på udviklingsbistanden. SR-regeringen har flyttet en milliard bistandskroner til at finansiere flygtningemodtagelse i Danmark, og får vi efter valget en V-regering, vil den skære yderligere 2,5 milliarder af udviklingsbistanden. Det er 15 procent. Krigene og kriserne har samtidig skabt et voldsomt pres for at flytte midler fra langsigtet bistand til hurtig katastrofeindsats. Verden har et rekordstort antal flygtninge. Situationen er desperat mange steder. Der er brug for humanitær ambulanceindsats.

Den gode historie er, at mange fattige lande faktisk klarer sig bedre og kan finansiere flere udgifter selv. Derfor er der steder, hvor man kan reducere udviklingsbistanden. Men som ebolaepidemien viser, kan manglende grundlæggende indsats medføre, at epidemier bliver langt værre. Og det er kun et af mange eksempler på, at katastrofer forværres af manglende langsigtet udvikling. Støtte til langsigtet udvikling står svagt, både fordi krige kræver deres her og nu, og fordi politikerne også vil bruge nogle af de samme bistandspenge til klimaindsats, til erhvervsfremme og andre gode formål. Venstres planlagte 2,5 milliarder kroners beskæring af bistanden vil næsten skære det langsigtede perspektiv ud af Danmarks internationale bistandsindsats. På et tidspunkt, hvor klimaændringer, befolkningstilvækst og ændrede levevilkår for milliarder af mennesker sender et budskab om, at der er brug for at tænke langsigtet.

Fordi mange fattige lande klarer sig bedre end før og kan finansiere flere af deres offentlige udgifter selv, er der i virkeligheden en fantastisk chance for at nytænke udviklingsbistand positivt: Vi kan fokusere stærkere på dem, der står uden for den positive udvikling.an være med til at løfte kvaliteten i elendige offentlige skoler, vi kan være med til at sikre, at fjerne landområder også nås med ordentlige offentlige sundhedsindsatser. Vi kan i Afrika, der er truet af skræmmende høj befolkningstilvækst, være med til at sikre, at kvinder ikke får flere børn, end de selv ønsker. Og vi kan skabe jobs til flere, så færre begiver sig ud på en desperat flugt mod Europa.

Den nye situation giver mulighed for at nytænke. Finde den rigtige balance mellem humanitær kortsigtet og udviklingsmæssigt langsigtet indsats. Mellem det, fattige lande selv kan klare, og den støtte, de stadig har brug. Og mellem krig og fred. Der er store muligheder. Forudsat at man ikke automatisk mener, at udgifter til krig giver mere for pengene end udgifter til fred. Det forudsætter, at man ærligt vil diskutere, hvor Danmark har særlige kompetencer, og hvor vi ikke har det.

Tænk, hvis man satte sig for at vurdere, hvor Danmark med held og kvalitet kan påtage sig et særligt ansvar for verden.