"Nej til Krig" sender os ud i tovene

Nej til Krig agiterer for endnu en international masseprotest den 15. marts. De slogans man kunne blive enige om, var: Ingen angreb på Iran, og Tropperne ud af Irak og Afghanistan. Ud over at Nej til Krig i forbifarten har udeladt andre krigszoner, må det undre at man når der skal mobiliseres i den brede befolkning, har så snævre paroler. Der findes en hel del mennesker, som er medlemmer i andre fredsorganisationer hvis formål er at tale såvel fredens, som pacifismens, militærnægterens og civilbefolkningernes sag.
Nej til Krigs folk der går på gaden en gang om året i disse internationale massedemonstrationer, sætter sig på slogans og temaer under en mobilisering til en folkelig massedemonstration. Er det acceptabelt at den samme relativt begrænsede gruppe mennesker år efter år sætter sig til dommere over, hvad der må komme til udtryk på en dag, hvor den internationale fredsbevægelse er på gaden?
Det nytter ikke meget for de etablerede fredsorganisationer i Danmark at gå til planlægningsmøderne, idet de folk der møder op, måske nok bliver hørt, men kun får gennemført noget i det omfang, det falder ind under det allerede fastlagte tema og de fælles trivielle slogans. Eller sagt på en anden måde - andre holdninger er tålt, blot de ikke forstyrrer den allerede fastsatte dagsorden.
Det er sørgeligt, at Nej til Krigs folk ikke har føling med at deres mobiliseringsmetoder, deres indskrænkede horisont i hele fredsproblematikken - skåret ned til nogle trivielle slogans - skader det store arbejde i fredens interesse, der foregår fra andre sider hele året rundt: Informationer om våbenfabrikanter, pacifister, militærnægtere, fredsskat osv. kunne have været en opfriskning af de, såkaldte "venstrefløjsslogans".
I Nej til Krigs seneste indbydelse skrevet følgende: "... Vi har før kunnet samarbejde bredt om fredskampagner, og det har bidraget til at befolkningen var imod krigen i Irak. ... Men Nej til Krig med deres årlige massemobilisering kommer ikke med én eneste opfordring til folk om at tilslutte sig nogle af de allerede eksisterende organisationer, som i årevis har arbejdet for at informere om de modeller der findes til at skabe en fredelig verden.
En organisation som Aldrig Mere Krig har haft fredsspørgsmålet på dagsordenen hele året i ca. 80 år, og arbejder internationalt gennem War Resisters' International. Der ville være større fornuft i at lægge et stykke reelt arbejde i de etablerede fredsorganisationer, end i at bruge en masse kræfter hvert forår på én massedemonstration, med nogle få, meget lidt oplysende slogans.
Fredsorganisationerne mangler folk, som vil gå for sagen hver dag. Mennesker verden over ønsker fred og sikkerhed. De ønsker tryghed og en vis vished for at de kan planlægge deres fremtid uden at tænke på om de mon er i live i morgen. Disse menneske har mange baggrunde, politisk, religiøst osv., men fredssagen bliver af folk som Nej til Krig sat i så snævre rammer at oplysningen om fredssagens seriøse problemstillinger og løsninger bliver kvalt.
Det er på tide, at der indkaldes til demonstrationer, hvor folk har deres fulde ytringsfrihed og kan komme til orde (også fra talerstole) med alle de budskaber, de har for fredens sag. Anti-krig, globalisering, imperialisme, racisme, retfærdige sociale forhold, Bush, EU, NATO, militærnægtelse, stop for våbenproduktion, pacifisme, fredsskat, for at remse blot nogle emner op, er alle sider af samme sag.
Vil Nej til Krig have argumenter mod den massive propaganda fra regeringens side, som de hele tiden skriver om, så skal slotspladsen fyldes med folk med alle slags argumenter, og alle skal kunne deltage på lige fod i forberedelserne, uden at være undertrykt af folk fra "tovholdergruppen", der styrer dagsordenen og debatten i én bestemt retning på møderne. Det ville også være god skik, at mobiliseringen sker, og møderne bliver afholdt, fra andre steder end Enhedslisten kontor. Folk skal kunne deltage i disse møder uden at føle at de har fået et reb om halsen og bliver trukket rundt som stemmekvæg.
Nej til Krig opfordres til at vurdere, hvorledes de kan rykke ud af deres partikontorer med deres mobilisering. Ud til steder hvor folk og fredsorganisationer der ikke bruger partier som platform for deres fredsarbejde, kan deltage på lige fod.