Den aktivistiske udenrigspolitik skader Danmark

Den aktivistiske udenrigspolitik er ifølge tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, at dansk udenrigspolitik ikke kun skal være baseret på at varetage snævre danske interesser. Vi skal også være idealistiske og parate til aktivt at kæmpe for de demokratiske idealer på et globalt plan. Anders Foghs udenrigspolitiske vision består af fire punkter:

• Danmark skal være med til at sætte den internationale dagsorden.
• Dansk militær skal kunne sættes ind over hele verden.
• Dansk bistandshjælp skal fortsat være på et højt niveau.
• Danmark skal aktivt arbejde for global frihandel.
  

Her har vi så en af beslutningstagernes fortælling om, hvorfor Danmark har ændret sig. Vi har oplevet en ændring fra at være et lille fredselskende land, der gennem FN arbejdede for fred og udvikling, til at Danmark er et aggressivt krigsførende land, der kan slå til overalt på kloden. Og hele denne ændring er ifølge Anders Fogh sket af idealistiske grunde og af ren og skær generøsitet.
Det tror vi ikke rigtigt på. På den anden side gør venstrefløjens forklaring, om at imperialismen er ond os ikke meget klogere. Anders Fogh, Helle Thorning og Villy Søvndal vælger ikke den aktivistiske udenrigspolitik og dansk deltagelse i krigen mod Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien, fordi de er onde. Jeg er sikker på, de gør det af hensyn til Danmarks sikkerhed. Og så måske lidt fordi det er en betingelse for at kunne have regeringsmagten.
Vi ved jo, at der er økonomiske årsager til krig, og at A.P. Møller scorede kassen på Irakkrigen, men her taler jeg om sikkerhedsperspektivet. Politikerne vurderer, at Danmarks sikkerhed bedst opnås ved at være så tæt allieret med USA som muligt, og en konflikt med USA øger risikoen for krig og ødelæggelse. Det er ikke så langt fra vores forståelse af at USA er den største aggressor og den største trussel mod freden. Det er helt i overensstemmelse med Bush-doktrinen, der fastslår, at fordi USA er den eneste supermagt, har USA ret til at gribe militært ind alle steder for at sikre "free enterprice". Foghs præcisering af at frihandel er et mål for vores aktive indsats, er som taget ud af Bush-doktrinen.
Det er et knæfald for et ældgammelt retsprincip. Den stærkes ret. Det er et usympatisk, og vi har gode argumenter for at det øger krigsfaren. For at få en reel dialog, vi må forstå politikernes bevæggrunde, samtidig med at vi ved, den aktivistiske politik faktisk skader Danmarks sikkerhed. Alternativet til den stærkes ret er en international retsorden, der forbyder angrebskrige og som kræver og tilbyder fredelig konfliktløsning.
FN er et forsøg på at etablere et sådant alternativ, men der er ingen international regerings- eller militærmagt bag FN, der kan tvinge stormagterne til at opføre sig pænt. Under den kolde krig holdt stormagterne hinanden i skak og det gav et spillerum for FN. Med USA som den eneste supermagt, er den eneste modmagt den folkelige modstand mod krig, som findes i alle lande.
Vi ser det tydeligt, når grunden skal lægges til nye krige. Der foregår hver gang en kamp om verdensopinionen, krigspropagandaen skal fjerne folkenes modvilje mod krigen, og kampen om FNs blå stempel spiller en stor rolle. USA diplomater tager verden rundt og vrider armen om på små og store stater, for at få "lov" af FNs sikkerhedsråd til deres aggression. Og den, der ikke lader sig overtale, får USAs vrede at føle. Efter spillet om Irak krigen talte Bushregeringen åbent om at straffe Rusland, Frankrig og Tyskland, hver på deres måde.
Samtidig arbejder USA for at svække og miskreditere FN, så USA lettere kan gøre som de vil uden at spørge om lov. Når det er nødvendigt for krigsmagerne at bruge så megen energi på kampen om folkeviljen, er det fordi, vi er stærkere, end vi selv tror. Modviljen mod krig ligger dybt i menneskene, og spørgsmålet om krig og fred kan vælte regeringer og starte revolutioner. Der er tale om en væsentlig politisk magtfaktor, der er baseret på objektive klasseinteresser, og som Gorbatjov fremhævede også på dybtliggende almen-menneskelige fællesinteresser.
Danmarks skift til den aktivistiske udenrigspolitik er et udtryk for at FN er svækket, og det er samtidig et led i yderligere at svække og undergrave FN og fredskræfterne. Det, at USA var næsten isoleret i FN i ønsket om krig mod Irak, styrkede den amerikanske fredsbevægelse i kampen om amerikanernes holdning. Og vore regerings opbakning til krigspolitikken svækker mulighederne for fredsbevægelserne i andre krigsførende lande. Det er vores ansvar at få vores regering væk fra krigspolitikken og tilbage på FN sporet. Det er det vi kan bidrage med til den internationale kamp for freden.
Regeringen skriver i regeringsgrundlaget, at der skal være et klart FN mandat, hvis Danmark skal involveres i krigshandlinger igen. Det er godt. Det kan vi støtte. Lad os holde regeringen fast på det. Men hvad gør Villy Søvndal? Første gang regeringens nye politik skulle bruges i praksis, fordi USA ikke kunne få et FN mandat til at vælte Assad i Syrien, så meldte Villy Søvndal sig i klubben Syriens venner, som krigsmagerne oprettede for - uden om FN - at skabe den nuværende krig i Syrien.
Nu ser de så ud til, at der kan åbnes op for en udenlandsk intervention uden om FN. Tricket er at Syriens Nationale Koalition for Opposition og Revolutionære Styrker blev dannet i Doha for en uge siden. Dermed har USA sammensat sin egen syriske regering, fordi oprørene ikke kunne blive enige. Frankrig har straks anerkendt den nye såkaldte regering, og nu diskuteres i Frankrig, hvordan man kan beskytte de "befriede" områder i Syrien. EU og Den Arabiske Liga har lovet at støtte den syriske opposition og den nydannede koalition.
Den aktivistiske udenrigspolitik har sammen med og i lige så høj grad som vores udlændinge- og flygtningepolitik skadet dansk anseelse i udlandet, bortset fra blandt vore nærmeste allierede. Den aktivistiske udenrigspolitik har ikke øget Danmarks sikkerhed. Tværtimod. Krigspolitikken gør Danmark til et legalt mål for krigshandlinger. Før vi blev krigsførende var et angreb i Danmark eller på danske ambassader yderst usandsynligt. Nu er det blot et spørgsmål om, hvornår det sker næste gang.
Den aktivistiske udenrigspolitik skader Danmarks mulighed for at yde humanitær hjælp. Regeringen og NATO gør humanitær hjælp til en integreret del af krigsindsatsen, og nødhjælpsarbejderne bliver derved angrebsmål, som får behov for militær beskyttelse. Den aktivistiske udenrigspolitik ansporer til krig i stedet for at forsøge at finde fredelige løsninger.
Når det var i Libyen og i Syrien, der blev borgerkrig, og ikke i Ægypten, Tunesien eller Bahrein, så skyldes det ikke forskelle i regeringernes brutalitet. Den afgørende forskel var, at der var kræfter udefra, som ansporede og opfordrede oppositionen i Libyen og Syrien til at vælge den militære kamp, og lovede dem militær støtte, hvorimod oprørerne i Ægypten, Tunesien og Bahrein gjorde sig store anstrengelser for at undgå en konfrontation med militæret. Vores regering har et stort ansvar for den død og ødelæggelse som krigene har medført.
Omvendt viser det arabiske forår, at man med politiske midler kan opnå forandringer. Der er i alle lande progressive kræfter, som vi kan støtte og samarbejde med. Det kan være fagforeninger, partier eller folkelige bevægelser. Krig ødelægger muligheden for at støtte dem. Udenlandsk indblanding og intervention får derimod befolkningerne til at slutte op om selv groft undertrykkende regimer.
Alternativet til krigspolitikken er for det første, at regeringen skal arbejde for sikkerhed og fredelige løsninger gennem FN. For det andet, at regeringen og partier NGOer og bevægelser skal støtte progressive og fredssøgende kræfter i konfliktområder. For det tredje, at vi skal samarbejde med og styrke de folkelige kræfter, som er den eneste modmagt til krigspolitikerne. Her er samarbejdet med fredsbevægelserne ikke mindst i de andre krigsførende lande og særligt i USA centralt. Vi skal selvfølgelig være kritiske overfor krigsmagerne og det vil ofte sige USA, men må aldrig blive anti-amerikanske. Afbrændinger af amerikanske flag styrker opbakningen til den amerikanske regering, og sammenkædning med anti-amerikanske bevægelser svækker den amerikanske fredsbevægelses muligheder.

Carsten Andersen er aktiv i Århus mod krig og terror. Ovenstående er en let forkortet version af et oplæg givet i Rønde den 21. november 2012 på et "Dialogmøde om fred og krig". Citaterne af Anders Fogh Rasmussen er fra den 11. september 2006 i ugebrevet Mandag Morgen, men kræver desværre abonnement.