Manden, der reddede verden
- er ikke en enlig helteskikkelse

Filmen "The Man Who Saved the World" kunne være en fantastisk cliffhanger skrevet i Hollywood, men er dansk og beskriver faktuelt en skæbnenat i september 1983. Her måtte den russiske officer Stanislav Petrov reagere på computerens alarm: USA havde sendt fem atommissiler mod Rusland. Petrov havde kun få minutter til at afgøre, om hele jordkloden på hans ordre skulle lægges øde - og valgte at trodse de avancerede varslingssystemer, sige Njet! og stole på sin egen intuition.

Han ventede tålmodigt på yderligere bekræftelse i disse for os alle så betydningsfulde minutter, hvor hele det velforberedte sovjetiske arsenal skulle have været affyret for at sikre Garanteret Gensidig Ødelæggelse, som doktrinen var - og fortsat er. Den fremskudte radar kunne ikke bekræfte angrebet, der således heller aldrig fik et dødbringende modsvar. Langt senere viste det sig, at en uventet spejling af solen i nogle skyformationer fik computeren til at gætte forkert - glimtet lignede fuldstændig ildsøjlen bag missilernes raketmotorer, som dens infrarøde satellit-øjne kikkede efter.


Reprimande i stedet for hyldest

Den ufatteligt dyre og kæmpemæssige radar Duga-1 hvis personale også holdt hovedet fornuftigt koldt, stod dengang i Ukraine - hvor Petrov selv var født. Anlægget fik strøm fra det nu så herostratisk berømte Tjernobyl-værk få kilometer væk, der blev bygget netop til dette militære formål. Tre år efter blev radaranlægget lukket ned for evigt, da reaktoren nedsmeltede - hvis begivenhederne var sket i omvendt rækkefølge, havde russernes langtrækkende radar stået blind, og ikke kunnet afkræfte det mulige missilangreb.

Det er blot et enkelt led i den række af tilfældigheder, der som altid styrer verdenshistorien. Stanislav Petrov skulle som højtstående officer slet ikke have ledet den aftens overvågning, der normalt ordnes af en underordnet - men denne var blevet syg. Petrov var vicechef i analyseafdelingen på det hemmelige sovjetiske militæranlæg "Serpukhov-15", og var selv med til at designe dets computersystemer. Han var derfor også den helt rette til at kende dets mulige begrænsninger.

Episoden skete sent på natten den 25. september 1983, og alles nerver var i forvejen på højkant, da det kun var få uger efter af et sovjetisk jagerfly havde skudt passagerflyet KAL 007 ned over sovjetisk luftrum. Flyet fra Korean Airlines var kommet ud af kurs, og russerne havde være overbeviste om at det i stedet var et Blackbird spionfly fra USA. Ingen i USAs ledelse var i tvivl om misforståelsen, men benyttede lejligheden til i stedet at kalde det en bevidst nedslagtning af uskyldige. Rusland gengældte retorikken fem år efter, hvor USA skød et iransk passagerfly ned.

Tidens hårde retorik ramte også Stanislav Petrov, der i stedet for ordner og hyldest fik en reprimande for ikke at have ajourført protokollen undervejs i forløbet, husker han bittert. Og bitterheden førte til at han et år senere forlod militæret. Ingen hørte om episoden før hans tidligere chef i 1993, et årti senere og efter Murens fald, skrev om sit arbejde med radarovervågning i et militært tidsskrift, og kort roste Petrov for at have handlet korrekt den nat - i øvrigt på en sikkert bevidst forkert angivet dato. Fjenden lytter med, men herfra sivede historien langsomt ud til resten af verden.


Nuclear war is imminent

I 1996 kom en mere omhyggelig gennemgang i en russisk finansavis - og så fulgte tyske Stern, engelske Daily Mail og BBC hurtigt efter. Jyllands-Posten og Politiken samlede historien op i 1999. Selv om dette var i internettets barndom, kom den endnu kvikkere rundt online og på repertoiret blandt fredsaktivister som endnu en militær nærdøds-oplevelse ud af en alt for lang række.

Petrov indskrev sig i rækken af kendte og ukendte helte, der i en alt for lang række af skarpe situationer valgte ikke at adlyde de faste ordrer og indøvede kommandoer, og dermed har været med til at sikre, at det militære apparat ikke for længst har dræbt os alle. "I'm not a hero. I was just at the right place at the right time.", som han hakkende læser op fra en krøllet seddel, da han i 2006 modtager prisen "World Citizen Award" i FN-bygningen i New York. Hæderen kom dog ikke fra FN som sådan, men fra fredsorganisationen "The Association of World Citizens", der tidligere og lidt mere uformelt havde overrakt samme pris i Moskva 2004. Den russiske stat besvarede hæderen til sin forhenværende oberstløjtnant med et vrantent brev:

"Under no circumstances a decision to use nuclear weapons could be made or even considered ... on the basis of data from a single source or a system. ... Therefore, even if one officer 'had reported a satellite signal about an incoming nuclear missile', the nuclear war would have never started. ... The information is directed to various recipients, and a single hero or miscreant cannot stop it." Brevet glæder sig dog også over, at der da i 2006 har varet en tiårs periode, hvor atommissilerne ikke længere stod startklare med adresser på målet, så det altså nu kræver mere end et tryk på en knap at sende dem afsted.

To måneder efter missil-episoden i 1983 afholdt USA og NATO den enorme militærøvelse "Abel Archer". På dette tidspunkt, hvor den russiske modstander var allermest opskræmt, valgte man at simulere optrapningen fra DefCon 5 til DefCon 1, hvor den sidste betyder "Nuclear war is imminent". Mange analyser påviser, at Sovjet opfattede øvelsen som et dække for et forestående virkeligt angreb, og panisk selv gik i højeste beredskab. Daværende KGB-chef Oleg D. Kalugin beskriver i dag faren som meget reel: "The danger was in the Soviet leadership thinking, the Americans may attack, so we better attack first".

Koldkrigs-eksperten Bruce G. Blair vurderer, at "The false alarm that happened on Petrov's watch could not have come at a more dangerous intense phase in US-Soviet relations. The Soviets saw a US government preparing for a first strike, headed by a President capable of ordering a first strike." Den tids retorik var virkelig gået helt over gevind. USAs præsident Ronald Reagan bliver citeret i filmen for: "I would rather see my little girls die now, still believing in God, than have them grow up under communism.". Og det var i den samme tale fra 1983, at Reagan talte om Sovjets "aggressive impulses of an evil empire", og forberedte forsvarssystemet Star Wars, der skulle gøre USA usårlig. Det lyder næsten nutidigt...


Kendte skuespillere i små biroller

Instruktøren burde nok have fravalgt den ellers så gode titel "The Man Who Saved the World", da dette i forvejen er navnet på en dokumentar fra 2012 om en russisk ubådskommandør, der under Cuba-krisen i 1962 tilsvarende undlod at affyre sine atommissiler. Tiden var højspændt og farlig - dengang som nu. I 1995 ventede daværende russiske præsident Boris Jeltsin længe nok til at afblæse sit modangreb, da systemerne misforstod en norsk forskningsraket. Listen over kendte episoder, hvor det var alt for tæt på, er lang. Mange nyere historier om modige mennesker på rette plads bliver sandsynligvis fortsat holdt skjult.

Filmen om Petrov er den danske filmskaber Peter Anthonys første langfilm. Han undgår klogeligt kun at fokusere på de få minutter der betød alt, og har i stedet søgt samtidigt at skabe et portræt af manden bag, og hvad der drev ham til at bryde sine ordrer. Om instruktøren fandt ind til kernen ved Petrov vel knap nok selv. Ind til videre har Petrov kun set brudstykker af filmen, for planen er at lade ham se den sammen med taknemmelige gæster i en fuld biografsal ved dens kommende premiere i Rusland.

Den sene udenlandske anerkendelse fik stor betydning for Petrov, for da begivenheden fik intensiv omtale i USAs medier i 2004 efter prisuddelingen, oprettede "The Association of World Citizens" en støttefond for Petrov. Han havde som fattig og syg pensionist hårdt brug for penge, og det fik han hjælp til nu, hvor frivillige bidrag strømmede ind. Støttebrevene indeholdt alt fra taknemmelige skolepigers småpenge, til relativt beskedne 500 dollars fra skuespilleren Kevin Costner.

Kendiseffekten fra Kevin Costner er et af de tricks, som Peter Anthony bruger i sin film om helten, hvor han arrangerer et møde mellem de to. Petrov møder også stjernejournalisten Walter Cronkite samt Robert De Niro, der står sammen med sin lige så berømte kollega Matt Damon, som Petrov ikke aner hvem er - hvilket bliver brugt med god komisk effekt. For Petrov er det Costner, som er den store helt - deres få minutter sammen får rigelig plads i filmens PR. Men alvor er der på, da Kostner spørger hvor mange mon Petrov har reddet, og bliver synligt rystet over svaret: "Sovjetiske analytikere mente, at de russiske missiler ville udslette halvdelen af den amerikanske befolkning - og de forventede selv blive ramt på samme vis", forklarer Petrov.

Men det var kun førsteslags-evnen. Og efter den afsluttende anden bølge af missiler: "Kaos vil herske over planeten Jorden. Solens stråler vil ikke være i stand til at nå ned til Jordens overflade. Først vil milliarder dø. Siden vil alle andre også forsvinde, og vores planet vil blive til en stor ørken.". "Og det vil ske", konkluderer Petrov dystert. Murens fald og tidernes skiften har ikke givet ham et lysere syn på de herskende kræfter på vor Jord, og dens fremtidige muligheder for at overleve dem. Heller ikke selv om disse optagelser faktisk blev lavet på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Rusland og Vesten ikke var plaget af de seneste års fornyede våbenraslen.


Sin egen værste fjende

Petrovs liv har da heller ikke været nemt. Han blev som 17-årig modvilligt sendt hjemmefra til et liv i hæren. Dengang som nu er den russiske hær berygtet for et ekstremt voldeligt miljø med kronisk mishandling af værnepligtige. Bagsiden af netop det militære tidsskrift, der bragte historien om Petrovs heltedåd, viser i øvrigt en klassisk fysisk afstraffelse med pisk - omend det her er en tysk officer der får tæv. Det lykkes dog Petrov at blive uddannet til radartekniker, hvilket medfører et omflakkende liv i det meste af Sovjets enorme område - men undervejs finder han og gifter sig med sit livs eneste kærlighed, Raisa. De får to nu voksne børn, der ikke indgår i filmens univers og forklaringer.

I årene efter livet i hæren passer Petrov sig selv og sin nu stærkt kræftsyge kone Raisa. Han arbejder som civilt ansat ingeniør fortsat med satellit-systemer i forsvarsindustrien. Da historien begynder at blive kendt i Rusland, banker udenlandske journalister på hos konen, der er alene hjemme. Det er første gang hun hører om den, da hele episoden jo har været hemmeligstemplet. Petrov får smidt de fremmede journalister på porten, og er nervøs over om hvad der nu vil ske ham. Hans kone dør året efter i 1997, før opmærksomheden fra resten af verden rigtigt er begyndt at rulle ind. Hans liv går i stå i den lille lejlighed, hvor han trods al virakken og donationerne fortsat bor i dag.

Da filminstruktør Peter Anthony første gang mødte Petrov, finder han ham netop der - langt fra Moskvas centrum i et klamt og kompakt ghettobyggeri, nedslidte højhuse omgivet af grusveje med en skræmmende flok grønjakker udenfor. Petrov viser sig at være en lille arrig, fordrukken og ubarberet pensionist i hullet skjorte. Så tynd, at det virker som om han ikke havde spist i flere måneder. Bag lejlighedens tykke støv hænger blondegardiner, og det fascinerede umiddelbart Peter Anthony:

–  Der havde været en kvinde i hans liv, men han nægtede at tale om hende. Og nogle gange er han sin egen værste fjende, fordi han har temperament, et stort ego og fortsat føler sig forsmået. Når han optræder offentligt er han venlig og bander ikke - det var ikke den figur, jeg var interesseret i, men personen inde bag. Som barn syntes jeg at Superman var det kedeligste menneske på planeten, fordi han bare kan alt. Stanislav er en af de rigtige helte, bare et menneske ligesom os andre, men også en mand der har gjort noget helt fantastisk.

Peter Anthony er selv en yngre langkrøllet filmnørd i læderbukser - en venlig og entusiastisk fyr, meget langt fra Petrovs umiddelbart gnavne og indelukkede karakter. Han arbejdede som arkitekt og grafisk designer, før han blev uddannet på den alternative filmskole Super16. I øvrigt på samme årgang som Morten Hartz Kaplers, og filmen har da også metodiske lighedspunkter med Kaplers AFR, den omstridte mockumentary om Anders Fogh Rasmussen.

–  Først tænkte jeg på at filme Petrov som i en klassisk dokumentar, hvor han sidder og fortæller til et kamera, men så ville vi kun få en udvandet version af hans virkelige historie, som han jo har haft 30 år til at sidde og tænke igennem. Så det blev en hybrid, både en dokumentar og en to timer lang spillefilm. Det tog lang tid at få ham til at snakke frit. Petrov drikker, men er en mand med stor disciplin. Han var aldrig beruset, når vi arbejdede sammen.

Ideen til filmen kom fra en spændende artikel i Weekendavisen, der i 2006 havde besøgt Petrov - men det tog så Peter Anthony mere end syv år at få den finansieret, filmet og klippet sammen. Projektet har været umådeligt svært at finde penge til, og store dele af arbejdet har derfor været ulønnet. En såkaldt Kickstarter-kampagne mislykkedes, og filmens producer solgte hus og bil for at få budgettet til at hænge sammen.


Solidt underholdende på seriøs baggrund

Spoiler Alert, som der advares nu om dage, før en anmeldelse fortæller for meget af plottet: Sidste afsnit af omtalen afslører en del af filmens slutning, også udover at vi altså slap for en altødelæggende atomkrig. I filmen møder vi fiktivt Petrov som ung i nogle nervepirrende velspillede scener under selve missilkrisen, der foregår i et Dr. Strangelove-agtigt kontrolrum, der lige så godt kunne være fra en James Bond-film. Det er bygget af Peter Anthony selv, der udnyttede sin belejlige arkitektbaggrund, samt den billigere arbejdskraft i Riga. Petrov godkendte kulissen, men syntes den var for pæn - for russerne klodsede tingene mere råt sammen.

I denne uventede aktion-del kommer tilskuernes adrenalin godt op at køre, selv om vi jo kender udfaldet. Ikke mindst da der efter det første missil dukker mange flere op. Blafrende katastrofeblink og gjaldende sirener, og en stor rød knap, der tydeligvis ikke er stopknap men det helt modsatte. Især her lægger man mærke til filmens vildt avancerede lydside, der ofte diskret og så til tider bombastisk banker handlingen fremad.

Nutidens Petrov gentager konstant sit budskab, om at vi må lære at lægge fortiden bag os. Tilgivelse og forsoning er den eneste farbare vej frem - the best way to destroy an enemy is to make him your friend. Den fanger instruktøren, og illustrerer det besværlige i dette ideal gennem Petrovs egne lurende konflikter i privatlivet, hvor ikke mindst forholdet til en bevidst fraværende mor råber på forløsning. Det bliver bastant, for sådan er det fat - Petrov kunne redde verden, men ikke sig selv.

Filmens pointer virker gode og troværdige, selv om regnestykket næsten går for smukt op - mindre kyniske tilskuere vil skulle tørre øjne oftere undervejs. Filmens virkelige personer har vænnet sig så meget til det evige kamerahold, at de fortsætter diskussioner, også når linsen kommer helt tæt på. Det fungerer så effektivt og gnidningsløst, at det postulerede fravær af nysgerrig mikrofon og kamera undervejs pludselig alligevel rokker distraherende ved autenticiteten.

Nogle tungt skuespillede kærlighedsscener knirker mere end de overbeviser. Også den afsluttende Happy End med et første besøg i en menneskealder hos moderen stritter kunstigt, selv om instruktøren kan forklare at scenen er fuldt autentisk. Men forholdet mellem filmens søde Spørge Jørgen, tolken Galina der kom tilfældigt med på et afbud, og den vrantne gamle mand tør som forventeligt op undervejs, og vi er ikke i tvivl om hvor meget hun (og vi andre) holder af ham til sidst. Det er et aldeles fremragende indblik i mandens verden, som instruktøren får tegnet. Der har været flere hundrede timers film at vælge perler fra, og det er gjort godt.

På en lang køretur gennem USA besøger de to russere et udstillet atommissil. I modsætning til sine hundreder af kampklare kollegaer er bunkerens låg her af glas, så turister kan kikke ned i hullet og gyse. Petrov hjælper udstillingens parkbetjent med regnestykket - alene dette ene missil bærer mere sprængkraft end samtlige bomber kastet over Europa under Den Anden Verdenskrig. Og at der også i dag står så rigeligt med missiler klar i begge deres lande til alligevel at ødelægge hele den verden, som Petrov reddede.

Petrov og tolken og parkbetjenten er ikke skuespillere i en road movie, men virkelighed - og det er vores fortsat mulige ragnarok også. Dokumentarismen er blandet op med indsatte kendisser på fiktiv slap line samt rigtigt skuespil, der undervejs bringer os forbi både en koldkrigs thriller og en romantisk tragedie. Måske bliver de isnende fakta om militærsystemets logik, og dets dermed planlagte massemord på milliarder af mennesker også nærmest forvandlet til fiktion undervejs. Men slipper man forbeholdene og rider med, er filmen grundigt underholdende på en meget seriøs baggrund.

---

Peter Anthony har ikke lavet denne film blot fordi det er en spændende historie. Han har selv en fredelig dagsorden, og i efteråret skal han rundt på en stor del af landets gymnasier for at vise og diskutere filmen. På det bornholmske Folkemøde stillede han op til debat om "Er der en ny kold krig på vej?" med daværende udenrigsminister Martin Lidegaard og udenrigsordfører Søren Pind. Til næste års folkemøde forbereder han en hel dag for fred, specielt rettet mod de unge - som vi fra fredsbevægelserne naturligvis støtter op bag.

Titel: "The Man Who Saved the World". Instruktør: Peter Anthony. Spilletid: 105 min. Statement Film 2015.
Medvirkende: Stanislav Petrov og Galina Kalinina, samt Sergey Shnyryov, Nataliya Vdovina mfl.




Fås nu på DVD rundtomkring. Se hvilke biografer, der pt viser filmen.
Se mere på filmens hjemmeside: themanwhosavedtheworldmovie.com.
- se også The Red Button, en mere traditionel polsk dokumentar om Petrov.
- og som bog af Øjvind Kyrø: "Manden der reddede verden - en beretning fra den kolde krig", People's Press 2013.