Krig og klima - trusler og løsninger

Global opvarmning fører til vandmangel og konflikt om vand og land, som udløser nye krige. Demokratier har understøttet diktatorer, olieselskaber har støttet politikere, militær har sikret olieselskabernes interesser. Det er på tide at stoppe den onde spiral af selvforstærkende årsager og virkninger: olie - konflikter - krig - klimaforandringer.

Palle Bendsen åbnede sit indlæg med at konstatere, at forholdet mellem "konfliktmuligheder, krig og klimaproblemer" er et stort og meget kompliceret problemfelt, som der ikke er nok fokus på. Siden industrialismens gennembrud har det været almindelig kendt at behovet for fossile brændstoffer til energi har været stigende. Mens kul tilsyneladende aldrig blev det store globale konfliktstof har efterspørgslen efter og kampen om adgang til olien kunne dokumenteres. Mange stormagtskonflikter og de to verdenskrige i det 20. Århundrede kan også ses i det perspektiv - selv om også andre "magtspil" her spiller en rolle.

Efter 2. Verdenskrig har vi set et fortsat fokus på "Kampen om olien", fra Suez-interventionen i 50erne, der handlede om transportsikkerheden af olie til Vesten, over angrebet på Irak, hvor mistanken om at ville sikre sig adgang olie var i spil, til den fortsatte trussel mod Iran i dag. Det er vanskeligt at standse kampen om de fossile brændstoffer, og skabe folkelig opbakning til at gøre dette - for vores infrastruktur og forbrugsmønster er afhængigt af et vældig stort energiforbrug. Naturligvis har den enkelte borger ikke samme ansvar som producenter, myndigheder og politikere "men vi har alle olie på hænderne" når vi opretholder det høje forbrug som en veletableret rettighed.

Danskerne har et uforholdsmæssigt stort energiforbrug. Til det høje ressource- og energiforbrug skal man så lægge den dokumenterede forurening - også af atmosfæren, hvor CO₂ udledning nu anerkendes som menneskeskabt destabilisering af jordens klima. Siden Kyoto-protokollen og Rio-konventionen - som er stærke dokumenter - har alle verdens lande været optaget af dette problem. Under løbende diskussion om ikke de lande med størst forbrug og udledning har størst ansvar for at gøre noget - og omvendt.

Verden miljø- og klimabevægelser er opmærksomme på de "falske løsninger" på forureningen, der efter deres mening legitimerer en fortsat ensidig økonomisk vækststrategi og et stadigt højt forbrug. De er modstandere af CO₂ handlen og f.eks. CO₂-lagring, hvor man anvender en den stadig knappere ressource vand, til under tryk at gemme CO₂ med under jorden. Palle advarede imod USA-bashing, men påpegede samtidig at det er tankevækkende at USA trods det største forbrug og forurening ikke har ønsket at ratificere hverken Kyoto- eller Rio-protokollerne. De har i stedet henvist til CO₂-kvotehandlen, hvor lande med høj udledning kan købe aflad mod at støtte projekter, der hindrer udledning i andre lande.

USA er verdens stærkeste militære magt. På den måde er Pentagon ikke alene USA's største energi-forbruger og udleder af CO₂, men Pentagon alene ville rangere højt på listen over de udledende lande. På den måde sluttes en ring. Man har gennem historien brugt uhyre mængder energi også i form af brændstof til at føre krige - for at skaffe sig brændstof til at føre dem. Palle sluttede sit oplæg med at pege på, at vi står over for en lang periode, hvor både lokale, regionale og globale kampe om de stadigt sparsommere ressourcer vil føre til rivalisering og konflikter. Han udtrykte derfor håb om et intensiveret samarbejde mellem miljø-, klima og fredsbevægelserne.


Se mere om NOAH.