Nægterne fik dog noget til at gro

Læs også første del. Fortællingen afsluttes her.

Generelt formede livet sig i militærnægterlejren i Oksbøl på mange områder som på en samtidig militærkaserne. Sammenholdet, de fælles oplevelser, faste sengetider, pligterne etc.

Gennem de næsten ti år C.A.-lejren (Civil Arbejdslejr) eksisterede i Oksbøl, havde man fire udehold a 20-25 mand, som stod for nedbrydningen af de tilbageværende bygninger. Ved siden af dette arbejde havde man desuden et lille husdyrhold på en tre-fire grise, der levede af køkkenaffald, og som blev kørt på slagteriet i Esbjerg, når de havde fået den rette størrelse. Herudover var der også gartneriet.

Efter reglerne skulle nægterne op en time før arbejdets begyndelse. Ugen var på 48 timer. Kl. 6.00 om morgenen blev nægterne vækket, og om søndagen havde nægterne fri, og kunne sove til kl. 7.30. Udgangstilladelse havde man efter arbejdsophør og indtil sengetid kl. 23.00. Var det nødvendigt, kunne man i nægterlejren, som på landets kaserner søge om nattegn, som i reglen var let at få. Undertiden forsøgte nægterne naturligvis også at snyde aftenvagten, der skulle kontrollere, at nægterne lå i deres senge, bl.a. ved at putte noget fyld under dynen, så det så ud som om, den fraværende lå og sov i sin seng.

Derudover kunne det være "nægtervejr", dvs. at man ikke kunne arbejde pga. af vejrliget. Dette blev vist nok fortolket ret liberalt, og engang imellem om vinteren blev en snebold sat på termometeret for at sænke temperaturen.

Nægternes liv i lejren forekommer mere frit og mindre disciplineret og med væsentligt bedre muligheder for at pleje egne interesser end deres samtidige værnepligtige havde. I fritiden kunne nægterne blandt andet opsøge æ Turist dvs. Turisthotellet i Oksbøl, og det var her nægterfesterne blev afholdt. Ifølge lejrreglementet var det forbudt at nyde berusende drikke inden for lejrens område; men at dømme efter de billeder, der findes fra dengang, synes dette forbud ikke altid at være blevet overholdt helt strengt.

I 1954 blev C.A.-lejren i Oksbøl ramt af en tragedie, idet lejrchefen skød sig selv. Årsagerne til selvmordet er uklare. Den ny leders princip var, at militærnægternes forhold skulle være som i hæren, og han mente, at dette synspunkt var i fuld overensstemmelse med lovens ånd og bogstav.

Hans "mentalhygiejniske foranstaltninger" fremkaldte straks en voldsom reaktion hos nægterne og bidrog til at skabe et klima i lejren i lange tider, hvor sund fornuft og fordragelighed var forsvundet. Ind til da havde nægterne haft lov til at "hygge sig lidt" i belægningsstuerne, eller der blev i hvert fald set gennem fingre med det. De havde stol og bord ved deres senge; boghylder og radio, familiebilleder på væggen, og lejlighed til at koge vand og te o.l. Som følge af den ny hårde disciplinære kurs blev der givet ordre til, at alt skulle fjernes.

Lejrchefens mere militante regimente virkede nærmest som en rød klud på mange, der netop var anti-militante og medvirkede formentligt til, at fire nægtere kort efter hans tiltrædelse, vakte skandale ved at lukke en gris ind på hans kontor, hvorefter politiet etablerede udgangsforbud i lejren, indtil gerningsmændene var pågrebet. I forbindelse med udgangsforbuddet oplevede den nærliggende Aal Kirke øget søgning fra nægterside, fordi nægterne havde fundet ud af, at ledelsen ikke kunne tilbageholde dem, hvis de ønskede at gå til gudstjeneste. Da grisesagen var på sit højeste ankom intet mindre end politiets rejsehold til lejren og forhørte nægternes talsmand, som de mente lå inde med vigtig viden. Fire værnepligtige tilstod til sidst.

Som almindelige værnepligtige kunne finde soldatertiden både lang og kedsommelig, kunne dette naturligvis også være et problem blandt nægterne. Nægterne fik dog lov til at organisere et oplysningsarbejde med undervisning, foredrags- og underholdningsaftener i det omfang det var muligt. De nægtere, jeg har talt med, husker stadig denne del af lejrtilværelsen, hvor det faktisk blev muligt at få undervisning i engelsk, tysk, dansk, esperanto, tegning, litteratur, regning, matematik og om sommeren i forskellige sportsgrene. Undervisningen blev varetaget af nægtere, som havde studenter- eller lærereksamen eller måske en højere uddannelse.

Der kunne undertiden være en næsten højskoleagtig stemning i lejren, således frekventerede flere lærere fra Askov Højskole lejren fx digteren Paul la Cour, men også forfatteren Anna Sophie Seidelin samt digter m.m. Broby-Johansen, der indlogerede sig i lejren, hvor han så holdt flere foredrag i løbet af en uge. Det var inden fjernsynet havde holdt sit indtog. Ikke desto mindre er de tidligere nægtere, som jeg har talt med, enige om, at sammenholdet blandt nægterne til en vis grad led under, at de var så forskellige - kristne pacifister og kommunister, radikale og Jehovas Vidner.

Udover at forrette vagttjeneste om aftenen, var der desuden "de gratis glæder" fx bogudlån, hobbyvirksomhed, gymnastik og filmforevisning. Filmudbuddet var imidlertid ret begrænset, når det gjaldt nyere spillefilm. Filmprogrammet var derfor oftest oplysende og kulturelle film fra Statens Filmcentral. Desuden kunne der rekvireres film fra de udenlandske ambassader, og især fra USA var der mange at vælge i mellem. Allerede dengang var de unge mennesker noget skeptiske, når der stod "U.S." i forteksten. Filmprogrammet blev bestemt af militærnægternes eget filmudvalg. I forbindelse med filmfremvisningerne havde man i lejren også flere gange besøg af den dengang fremtrædende kritiker Harald Engberg.

Der kunne være kommende journalister eller skribenter in spe, som skrev og redigerede lejrens egne stencilerede blade. Nogle af nægterne havde indrettet små kontorer, hvor de syslede med skriverier o.l. efter dagens arbejde. En af disse personer var den senere landskendte forfatter og aktivist imod atomvåben Carl Scharnberg (1930-1995), der også blev kendt som Arbejderklassens digter og Den røde digter fra Vrå. I dag huskes han måske bedst for at have startet den danske kampagne mod atomvåben samt for sin hovedrolle i Påskemarcherne fra Holbæk til København.

Scharnbergs skarpe pen mærker man i en kronik i tidsskriftet Pacifisten, hvor han skrev: "Galeanstalt, siger fornuftige mennesker. Hvor er det sandt. Som forholdene er, bliver militærnægterlejrene til galeanstalter. Fra at være idealistisk bliver man snæversynet, kan hænde også en smule kværulantisk, og spillet er gående. De virkelig gode, positive samfundsborgere, der går i nægterlejre bliver omdannet psykisk til negativister - fordi samfundet intet som helst gør for at bane vej for en udnyttelse af det positive, medmenneskelige syn, som disse unge har. De bliver betragtet som sekteriske - og efter et år bliver de sekteriske".

I 1959 var arbejdet i Oksbøl ved at være tilendebragt, og Oksbøllejrens tid som nægterlejr var forbi. Pacifisten oplyste: "Oksbøllejren nedlægges som militærnægterlejr for at overgå til hærens kampvognsafdeling. I den anledning har militærnægterne på et fællesmøde vedtaget følgende: Fjernsynet sælges for højeste bud. Skrivemaskinen foræres til vore venner i Kompedal, og vore venner i Gribskov får tilsendt 500 kr. til en duplikator. AMKs tryksagsafdeling får lejrens fælleskasse (uden penge) samt diverse kontorredskaber."

I løbet af 10 år havde militærnægterne forandret landskabet. Murværk og fundamenter forsvandt, og landskabet blev genskabt med beplantning som før den tyske besættelse, og langsomt, som plantagen groede til, skjultes de sidste reminiscenser af den "dobbelte" tyske besættelse i Oksbøl.

Militærnægterlejren i Oksbøl blev nedlagt i juli 1959 efter 10 år på en måned nær, hvorefter Forsvaret overtog lejren. Den 1. juni 1960 rykkede kampvognsskolen ind, og det indtil da antimilitaristiske område blev nu genmilitariseret. I dag er også den militære aktivitet på stedet forbi, og det gamle lejrområde er nu først og fremmest et rekreativt område for borgerne i Oksbøl.

I dag mange år senere er der ikke mange spor af militærnægterlejren i Oksbøl, hvis man besøger det gamle lejrområde, der nu er statsskov. Først når det går op for en, at de ældre af plantagens træer må være resultatet af militærnægternes anstrengelser i 1950erne. Og dernæst når man erindrer sig, at der inden militærnægterlejren og plantagen lå massevis af huse og barakker, der måtte fjernes for at give plads til det nuværende landskab.

"Som en sandet ødemark lå det planerede areal. Men inden nægterne rejste, var der plantet træer, hvor flygtningebarakkerne før vidnede om krigen. Nu fremtræder området som en plantage. Mange af træerne er mandshøje. Alt er grønt. Nægterne fik dog noget til at gro, mens de afsonede den straf, som samfundet kræver over dem, der ikke på kommando vil ødelægge og ødelægges."

Sådan lød den bittersøde gravskrift fremsagt ved gensynet ti år efter C.A.-lejrens nedlæggelse af en tidligere nægter, som tilsyneladende endnu ikke havde glemt, hvorfor han i sin tid var blevet nægter.

Gennem efterhånden en hel del år har museet og andre fortalt og skrevet om besættelsen, den tyske flygtningelejr og militærnægterlejren. Nu arbejder Varde museum på at skaffe finansieringen til et Flygtningemuseum i Oksbøl i de gamle lazaretbygninger. En udstilling, der først og fremmest skal fortælle historien om de tyske flygtninge i Danmark, men naturligvis vil også historien om militærnægterlejren komme på museum.

Det samlede mål er at kunne fortælle kommende generationer om den katastrofe, som Anden Verdenskrig var, og om de konsekvenser, dette fik for Danmark, for Oksbøl og millioner af skæbner. For at forstå hele den historie udgør C.A.-lejren - militærnægterlejren i Oksbøl - blot et lille underbelyst, men ikke desto mindre vigtigt, kapitel.

Teksten er omredigeret og stærkt forkortet. Læs også første del. Se mere på: Danmarkshistorien.dk.