Sultestrejke førte til
dansk militærnægterlov

Mange tusinde unge mænd har gennem nu 100 år aftjent deres værnepligt som militærnægtere. At de overhovedet har haft det valg, kan de takke den unge maskinarbejder og antimilitarist Holger Rasmussen for. Han var anledning til, at Danmark som den første land i verden gav unge mænd mulighed for at sige nej til militærtjeneste og i stedet aftjene deres værnepligt ved at udføre civilt arbejde. Men Holger Rasmussen vil nok nødigt hyldes på denne 100-årsdag for vedtagelsen af loven om civil værnepligt.

Lige så indædt en modstander Holger Rasmussen var af militæret, lige så stærkt førte han og hans fæller i Foreningen af Konsekvente Antimilitarister en kampagne mod lovforslaget, som de kaldte "et skammeligt Snigløb mod den antimilitaristiske Agitation". Holger Rasmussen blev kendt landet over for sin heroiske kamp mod at trække i uniform. Som medlem af Foreningen af Konsekvente Antimilitarister havde han og flere andre unge værnepligtige svoret for hinanden, at de aldrig ville indgå i militæret og al dens væsen.

De var inspireret af en såkaldt syndikalistisk strømning på venstrefløjen, der var imod partidannelser og socialdemokratisk styring af fagbevægelsen. For dem var direkte handling vigtigere end vedtagelser i partier og parlamenter. Syndikalisterne stod bag en række protest møder og spektakulære aktioner særligt i perioden 1915–1920, hvor "Stormen på Børsen" i 1918 nok den mest kendte i eftertiden. En flok syndikalister stod i spidsen for en gruppe arbejdsløse, der ryddede Børsen for vekselerer og børsmæglere. Gruppen forsøgte at sømme et skilt på Børsens hoveddør med teksten "Spillebulen er ryddet af arbejdsløse", men politiet nåede at gribe ind.

Flere af aktivisterne blev idømt lange fængselsstraffe for denne og for andre af deres aktioner. Pacifister var de ikke, så det var ikke en modstand mod at bære våben, der drev deres kamp mod militærtjeneste.

Nej, det var modstanden mod 1. Verdenskrig og forløbet op til krigen, der skabte en voldsom vrede blandt aktive på den politiske venstrefløj i Europa. De havde håbet, at den internationale solidaritet mellem arbejderne på tværs af landene kunne have forhindret "kapitalisternes krig". I stedet så de, at socialdemokratierne i flere af de europæiske lande blev grebet af national eufori og støttede op om militæret og krigen, blandt andet i det mægtige naboland Tyskland. Danmark forholdt sig neutral under krigen, men Socialdemokratiet var med til at bevilge 10 millioner kroner ekstra til militæret for at kunne indkalde de over 50.000 mand til den såkaldte sikringsstyrke, der skulle stå klar, hvis Danmark blev involveret i krigen.

"Socialdemokratiet har skændet ethvert håb, som det arbejdende folk nærede til det som fredsfaktor, og er gået stik imod, hvad det gennem en menneskealder har hævdet om den våbenløse neutralitet", lød oppositionens angreb. Socialdemokratiets svigt blev et hovedtema i venstrefløjens agitation i krigsårene, hvor faldende realløn og høj arbejdsløshed gav venstreoppositionen vind i sejlene.

I dette højspændte politiske klima med megen social uro gennemførte Holger Rasmussen sin stædige og konsekvente kamp mod at trække i uniform, og syndikalisternes eget ugeblad Solidaritet skrev mange og lange artikler om sagen. Her er et mindre uddrag:

"Han blev med Magt ført paa Session og blev under Politibevogtning ført til Christiansholms Batteri, hvorfra han, efter at have iført sig Uniformen, blev overført til Arresthulen i det gamle Stokhus. Her berøvede man ham hans civile Tøj, og han begyndte som Protest mod sin Frihedsberøvelse Sultestrejke. Efter at have saa godt som sultet i op mod 20 Døgn - han havde en enkelte Gang spist et lille stykke Brød - var han saa afkræftet, at han blev lam i Arme og Ben.... Naar han paa Lørdag, den 25. November, atter føres fra Arresten til Sygehuset, har den unge Mand i sin heltemodige Kamp mod den tvungne værnepligt i alt været fængslet - sultet og lidt - i 97 dage."

Holger Rasmussen fortsatte sin aktion frem til januar 1917, hvor han fik bevilget en lille orlov. Han røg ind igen, sultestrejkede og efter 22 dages sultestrejke i træk blev han løsladt den 6. marts 1917. Forløbet nok er skrevet med et agitatorisk sigte af Solidaritet, men ingen af samtidens aviser stillede spørgsmål ved det faktuelle i hændelserne. Den radikale forsvarsminister P. Munch bekræftede i en debat i Rigsdagen, at disse sultestrejkende værnepligtige røg ind i fængslet igen så snart de var kommet til hægterne på et hospital, hvorefter det hele startede forfra med nye sultestrejker.

Flere andre konsekvente antimilitarister sultestrejkede samtidigt, men sagen om Holger Rasmussen slog bredt igennem i medierne, også i borgerlige aviser som Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, der udviste en vis medfølelse og sympati for den unge mands kamp. Ekstra Bladet skrev den 11. oktober 1916 som det første, større medie om Holger Rasmussen sultestrejke: "En militærnægter som nægter at spise".

Dagen efter havde flere andre aviser en notits om sagen, blandt andet Politiken og i det mere boulevard-agtige Aftenbladet, som havde et hverdagsoplag på 58.600 eksemplar og som trods sit delvist borgerlige ståsted blev læst af mange arbejdere: "Man må sige, at den kun 20-årige militærnægter, maskinarbejder Holger Rasmussen, energisk kæmp er for sit standpunkt". Den 28. oktober 1916 havde Ekstra Bladet i sin aftenudgave en stort opsat artikel på forsiden: "Militærnægteren Holger Rasmussen lammet - et resultat af hans gennemførte sultestrejke". Artiklen i Ekstra Bladet blev omtalt i en række andre aviser dagene efter.

Mest afgørende var nok omtalen i den socialdemokratiske partiavis Socialdemokraten den 1. november 1916. Her kom avisens redaktør med en opfordring: "I anledning af Holger Rasmussens sultestrejke henstiller Socialdemokraten til forsvarsministeren, om det ikke var muligt at træffe en ordning, hvorved denne unge mand kan aftjene sin værnepligt ved et fornuftigt, almennyttigt arbejde for staten".

I forlængelse af den megen presseomtale blev sagen drøftet i regeringen den 6. november 1916. Ministrene med den radikale statsminister C. Th. Zahle i spidsen aftalte at løse problemet med militærnægterne, og i følge en ministermødeprotokol "gav alle tilslutning til denne tanke". På mødet deltog ministrene fra alle Rigsdagens fire partier, der få måneder forinden var gået sammen i en såkaldt borgfreds-regering. Stabilitet og enighed skulle sikre, at Danmark kunne balancere sin neutrale status under krigen, så den megen medie omtale og folkelige sympati for de unge antimilitaristers aktioner var yderst ubelejlig.

Denne "holden ro på bagsmækken" var praktiseret over for militærnægtere i årene forud. Gjorde nogle værnepligtige voldsomt modstand mod at træde ind i militæret, så lempede militæret dem ud af bagdøren. Det skulle jo nødigt smitte blandt andre værnepligtige. Stærkt kristne og pacifister, der ikke ville bære våben, blev rent administrativt overflyttet til opgaver i forsyningstropperne eller som sygepassere.

Reelt havde Danmark ikke et "militærnægterproblem" før Foreningen af Konsekvente Antimilitarister og deres 30-40 medlemmer i 1915/16 besluttede sig for at føre en kamp mod militærtjeneste, hvor omtale i medierne var helt afgørende. Det lykkedes til fulde med Holger Rasmussens sultestrejke. Regeringen ønskede at få vedtaget en lov hurtigst muligt for at tage kraften ud af den agitation, som antimilitaristerne havde opnået så stor succes med. Hvis Holger Rasmusen havde mulighed for at blive militærnægter, så ville han og hans kampfæller nok ikke kunne høste samme sympati og medfølelse blandt socialdemokratiets kernevælgere og i det pænere borgerskab.

Som forsvarsministeren udtrykte det: "... Men enhver, der vil tage praktisk paa denne Sag, vil være paa det rene med, at der ikke tilnærmelsesvis er den samme Glans og det samme Martyrium for nogen ved at nægte at fælde Træer samtidig med, at andre Borgere bliver Soldater, som ved at nægte at deltage i Militærtjeneste". Men forhandlingerne trak ud i over et år.

Den konservative ordfører Wulff pegede på en række ømme punkter. Han og flere af de forsvarsvenlige medlemmer af Rigsdagen mente, at en lov om civil værnepligt var i strid med Grundlovens bestemmelse om, at "enhver våbenfør mand er forpligtet til ved sin person at bidrage til landets forsvar". Desuden frygtede de, at det ville blive så attraktivt at udføre civil værnepligt, så ingen ville aftjene deres værnepligt i militæret. Om loven var i strid med Grundloven blev aldrig rigtig afklaret. Flere juridiske eksperter kom med vurderinger af sagen, men de var også uenige indbyrdes.

Nok havde ministre også fra Venstre og De konservative tilkendegivet, at de støttede et lov på området, men de havde ikke taget deres partigrupper i ed. I hvert fald skulle der gives en del indrømmelser til menige medlemmer af de forsvarsvenlige partier, før de kunne støtte en lov. De fik igennem, at tjenestetiden for militærnægtere skulle være længere end for soldater, og det civile arbejde meget lidt attraktivt, altså hårdt, fysisk skovarbejde i 20 måneder.

Under de mange debatter om sagen i Rigsdagen forsøgte ordførerne fra De radikale og Socialdemokratiet at spille det moralske kort. Loven skulle vedtages af hensyn til kristne og pacifister, sagde de udadtil. De ville nødigt sige åbent, hvad det egentlige formål var, men da de borgerlige kritikere blev ved med at fremture, måtte forsvarsministeren tale lige ud af posen. "Jeg tror, at dette Lovforslag vil være egnet til at virke lammende på Bevægelser af den Karakter, som det hidtil har drejet sig om, og jeg forstaar meget vel, at man fra de paagældendes Side ikke vil sætte pris på en saadan Lovgivning", sagde forsvarsminister P. Munch.

Og til det ømme spørgsmål om, hvorfor Danmark ikke bare gjorde som England og indførte en mulighed for våbenfri tjeneste inden for militæret, måtte forsvarsministeren igen sige åbent, at man ikke ønskede at få antimilitaristiske uroelementer inden for militærets rammer. Det kunne medføre ravage og sågar sabotage fra deres side.

Loven endte med at blive vedtaget med stort flertal i begge Rigsdagens kamre: Landstinget og Folketinget. Enkelte medlemmer udlod at stemme, fordi de mente, at loven om civil værnepligt stred mod Grundloven. Op til den sidste behandling i Folketinget førte Foreningen af Konsekvente Antimilitarister en voldsom kampagne mod loven, som de mente var et anslag mod deres antimilitaristiske agitation.

Og udsigten til at militærnægtere skulle fælde træer i 20 måneder betegnede de som det rene slaveri. Foreningen arrangerede en række velbesøgte protestmøder over hele landet, hvor de sammenkoblede deres sultestrejker med en agitation mod den varslede militærnægterlov. I København kom der flere tusinde tilhørere. På det såkaldte Figaromøde i den 8. november 1917 fortalte den fremtrædende syndikalist og fagforeningsmand Thøger Thøgersen om, at han var blevet tvangsfodret under sin sultestrejke som værnepligtig.

Hans tale ophidsede forsamlingen, så mødet endte i tumult, og nogle deltagere smadrede møblementet. Efter mødet blev tilfældige militærpersoner ude på gaden chikaneret. Forsamlingen besluttede at gå mod garnisonssygehuset i Rigensgade for at befri sultestrejkende militærnægtere, men de blev splittet af politiet. I Norge og Sverige havde regeringerne i 1917 også overvejelser om at lave en militærnægterlov, fordi de som Danmark have mange unge, som gennemførte det, de kaldte en værnepligtsstrejke. Men det tog flere år at blive politisk enige om en ordning i de lande.

I England kunne man fra 1916 værge sig mod at bære våben, men man skulle lave andet arbejde inde for militæret. Derfor kan man med en vis ret sige, at Danmark var først med at indføre en mulighed for at blive militærnægter og udføre sin værnepligt i civilt regi. I starten af 1918 ankom de første 10 militærnægtere til Gribskovlejren i Nordsjælland, hvor de udførte skovarbejde.

Antimilitaristerne havde kun foragt til overs for disse officielle militærnægtere. "Ingen af vore Medlemmer, som Loven jo er bestemt for, har bøjet sig for den. Kun meget faa religiøse Militærnægtere, der kommer fra de mørkeste missionske Egne af Landet, har søgt ind under den..." Foreningen af Konsekvente Antimilitarister fortsatte agitationen ved at nægte al værnepligt, og så den nye mulighed for at aftjene værnepligten civilt, men omtalen af deres aktioner ebbede ud, og i 1919 blev foreningen opløst.

Det kan skyldes meget andet end den nye mulighed for at blive militærnægter. Krigens gang ændrede sig, og der var andre fronter at kæmpe for de aktive syndikalister og ungsocialister. I Socialdemokratiets egen historie "En bygning vi rejser" fra 1954 står der: "Regeringen fik efter en del besvær gennemført en lov, der fritog militærnægterne for at være soldater, men til gengæld bestemte, at de i stedet skulle yde civilt arbejde. Loven mødte en del modstand fra De konservative og Venstre, og den tilfredsstillede heller ikke militærnægterne, men den løste i realiteten spørgsmålet".

Den sultestrejkende antimilitarist Holger Rasmussen blev ufrivilligt anledning til loven om civil værnepligt. Mange borgere havde stor sympati og medfølelse for hans kamp, men det er tvivlsomt hvor mange der egentlig forstod, at den svækkede og delvist lammede aktivist slet ikke ønskede at blive militærnægter.