Hvorfor militær - "For fredens skyld"?

Se temaet

Det er besynderligt - efter Den kolde Krigs afslutning, Murens fald og USAS erklæring om En ny Verdensorden - at mange åbenbart stadig mener, at det er graden af militær magt, der afgør, om et land regnes for troværdigt og respektabelt i verdenssamfundets øjne.
Det er besynderligt, at selv om alle er enige om at erklære, at hverken Danmark eller NATO-landene har nogen ydre fjende, der truer os, så kræver brede politiske kredse i Danmark, at vi skal bruge flere penge på militæret - så genoptager Frankrig og Kina prøvesprængningerne af atomvåben - så blomstrer våbenhandelen som aldrig før - så arbejdes der ihærdigt for dansk medlemskab af Vestunionen, selv om det indeholder "forpligtelse til at støtte princippet om kernevåbenafskrækkelse".
Hvoraf kommer denne angst for at turde prøve at leve uden den "sikkerhed", som et stærkt militær giver?
Hvorfor tør man ikke i Danmark bruge erfaringerne fra det gode samarbejde, vi har opbygget i de nordiske lande, som vi sloges med i århundreder? Hvorfor ikke huske, at for få år siden var Tyskland vores fjende, men nu vores gode nabo og samarbejdspartner, som vi ikke ville drømme om at true med våben? Viste sejrherrernes behandling af taberen efter anden verdenskrig, Tyskland, ikke, at genopbygning af ordentlige sociale forhold og demokrati er den bedste fredsskabende faktor, der findes? Hvorfor taler man om "partnerskab" med den tidligere fjende, Rusland, og samtidig infiltrerer den militære opbygning i Ruslands nabolande? Hvor i verden har militær indgriben skabt fred?
Militære trusler og aktioner kan måske skabe ro for en tid, hvis overmagten er stor nok. Men den slags ro er ikke fred. Den fjende, vi har at slås imod, er af en helt anden karakter. Det er social nød, undertrykkelse og antidemokratiske tilstande. Den fjende bekæmpes kun effektivt med fredelige midler.
Der ligger en kæmpestor opgave for alverdens demokratiske lande i at lindre/ afskaffe den sociale nød i verden. FN har udregnet, at det kan gøres med ressourcer, der svarer til 14 dages militærudgifter.
De demokratiske kræfter, der findes overalt i de undertrykte befolkninger, støttes først og fremmest gennem politisk og psykologisk pres på de diktatorer, som vi i de vestlige lande i dag alt for ofte støtter af økonomiske og magtmæssige grunde. Hvornår tør vi i de demokratiske vestlige lande påtage os det ansvar i praksis, som vi har pålagt os ved at underskrive mefineskerettighedserklæringen? I Danmark har vi tradition for at yde humanitær hjælp og støtte demokratiske kræfter. Hvorfor er vi ikke konsekvente på det område?
Hvorfor opprioriterer Danmark militær "hjælp" til Baltikum og Polen? Ifølge artikel i Aalborg Stiftstidende 13 /6- 95 betragter Rusland dette initiativ fra forsvarsnlinister Hans Hækkerup som en fjendtlig handling. En så "aggressiv" fremtræden fra dansk forsvars side er ikke set siden 1864 ifølge Fredsforskningsinstituttet (DR-TV 13 / 6. 95). Er det at skabe fred?
Den danske regering sparer på udgifter på sociale og sundhedsnlæssige områder, på omsorg for de svage i samfundet.
Kvinder for Fred opfordrer til, at man i stedet sparer på forsvaret og derudover overfører det, der svarer til 14 dages militærudgifter, godt en halv mia, til hunlanitært arbejde ude i verden. Det vil ikke forringe landets sikkerhed, men være direkte fredsskabende ved at gavne mennesker, der lider nød.