Fra en aktivistisk til en fredspolitisk udenrigspolitik

Ikkevold er et politisk værktøj, og demokratier er afhængige af civil ulydighed for at kunne forblive demokratiske.

Jørgen Johansen advarede imod at berømme Norges mæglende rolle i internationale konflikter. Efter hans udsagn var 19 ud af 20 sådanne forløb endt uden resultat og ofte i rene katastrofer. Han erklærede sig enig i at dansk udenrigs politik siden vores deltagelse med en ubåd i ørkenkrigen i Golfen har været katastrofal for vores omdømme.

Han påpegede hvor meget det militære system kender deres egen historie - om slag og krige. Der findes masser af litteratur, militære studier og lærebøger. Det er en måde det militære system lærer - også af deres fejltagelser. Fejl i strategi, taktik og våben dokumenteres og fører til kreative og dynamisk nytænkning, både hvad angår organisation og våbentyper. Al den militære forskning går ud på at lære af fejltagelser.

Her over for stå fredsbevægelsen, næsten uden indsigt i egen historie, næsten uden erfaring med og forskning i succesfulde ikke-voldelige kampagner. Majken Jul Sørensens bog På barrikaderne for fred burde blot være et af hundrede bind, og bevægelsen burde oprette sit eget ikke-volds universitet.

Der findes små kim til en bevidsthed om ikke-vold som effektivt forsvar for demokrati og menneskerettigheder - men bevægelsen har indtil nu været optaget af i stedet kun at kritisere de militære strategier. Langt ind i militære kredse taler man nu højt om den umulige dobbeltrolle, man er blevet stillet i - når man angiveligt er ude på mission for at opbygge demokrati. Militæret siger selv, at de er trænet i at føre krig og dræbe - ikke i at skabe demokrati. De er på det rene med, at man ikke skaber demokrati ved at bombe folk fra 10 kilometers højde. Disse militære erkendelser må og skal fredsbevægelsen bruge aktivt.

Jørgen var kritisk over for Fredsministeriums strategi - med appel til Staten om at oprette et fredsministerium og indsætte en fredsminister, for på den måde at tilvejebringe en ændring af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han mener at oprettelse af et statsligt fredsministerium, med tilhørende forskningsinstitut og uddannelsesinstitutioner risikerer at dræne bevægelsen for deres bedste og mest kritiske hjerner. Samtidig mener han, at et statsligt system - med repressiv tolerance - vil "spise sine kritikere", og at også Ole Wævers institut vil blive "spist" eller lukket, hvis det udtrykker sig kritisk imod det system, som fodrer det.

På trods af at de nordiske lande har relativt gode demokratier, så er det vigtigt at huske på, at alle fremskridt for demokratiske rettigheder ikke blev givet som gaver - men er blevet til gennem hårde ikke-voldelige kampagner for folkelige bevægelser, som magthaverne til enhver tid har søgt at modarbejde politisk og med deres politi og militære enheder.

Jørgen insisterede på, at organisationerne i Fredsministerium må besinde sig på i stedet at kæmpe hårdt uden for de statslige institutioner for sine ideer. Det kommer til at kræve kreativitet og styrke, og først og fremmest at man lærer sig at anvende de ikke-voldelige værktøjer fra den civile ulydigheds værktøjskasse. Tanken om at en regering vil hjælpe til med træne sin befolkning i aktiv ikke-vold og civil ulydighed er baseret på "illusionen om den Gode Stat" - så det må I selv gøre, mente Jørgen!


Se også Jørgens bog Den Nødvendige Ulydigheten.