Har vi noget at sige?

Danmark er et krigsførende land. Det er også et land, der bruger sit militærr til angreb uden selv at være blevet angrebet. Et land, hvor ca. halvdelen af befolkningen bakker op om krigsførelsen, om end langt de fleste gør det stiltiende.
Et land, hvis medier bringer daglige beretninger om danske soldaters indsats i udlandet – for at sikre danskernes sikkerhed i hjemlandet! Og historier om soldater, der har travlt med at få bygget skoler og beskytte kvinders rettigheder i et Langtbortistand, hvor de også er nødt til at slå de mennesker ihjel, der vil forhindre dem i dette fredsskabende og fredsbevarende arbejde!
Det danske velfærdssamfund er et samfund, hvor vi får mulighed for at lære soldaterfamiliernes sorg og bekymringer at kende, men hvor der aldrig tales om etik og moral i forbindelse med soldaternes voldelige og dræbende adfærd i det fremmede. Det er et land, hvor vi bruger mere tid på at diskutere, hvordan vi får endnu mere velfærd, end på at forholde os til det forbryderiske i at sende unge mennesker i krig på samfundets regning.
Det er noget, at der hver eneste dag står et menneske på Christiansborg Slotsplads og søger at minde os om, at Danmark handler forbryderisk ved at være i krig. Det er noget, at der regelmæssigt er læserbreve mod dansk krigsførelse i et dagblad som Information, at Nej til krig eksisterer og arrangerer møder og demonstrationer, at Aldrig mere krig stadig eksisterer og igen er begyndt at gøre sig gældende med annoncer og læserbreve, at Jan Øberg af og til får mulighed for at komme til orde i medierne, og at han sørger for opdatering af vores pacifistiske kundskaber gennem Transnationelle Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning.
Men jeg savner at høre fra militærnægterne og om desertørerne. Jeg savner at se pacifistiske bøger hos boghandlerne – ved siden af de stabler af krigslitteratur, der ligger der nu. Jeg savner ideer til udgivelse af pacifistisk litteratur – rigtige trykte pjecer og bøger, som der kunne annonceres for og søges solgt, og foræres væk til interesserede og uinteresserede, og som måske også kunne blive anmeldt og på den måde få en stemme i de krigsførende medier.