Fra krigs- til fredsministerium...

Det sidste år har græsrødder i Danmark puslet med et projekt om etablering af et Fredsministerium og udnævnelse af en fredsminister i statslig regi. Her følger derfor en gennemgang af krigsministrenes funktion i nyere dansk historie, samt af de mange nedrustnings- og fredsministre, der allerede findes kloden rundt.
Under Enevælden havde vi to betydende krigeriske organer, der bistod Kongens rolle som Hærfører og Krigsherre, Admiralitetet og Krigskollegiet. Sidstnævnte blev først ændret til Krigskancelliet, og så i en periode til det mere anonyme Generalitets- og Kommisariatskollegiet.
Dette blev i forbindelse med omvæltningerne op til den ny Grundlov afløst af Krigsministeriet i 1848, der fungerede sammen med Marineministeriet, henholdsvis med en krigsminister og en marineminister i front. Direktører og ministre var officerer fra hær og søværn. I 1905 fik begge ministerier i stedet en forsvarsminister i front, men først fra 1950 blev Krigsministeriet omdøbt, da det sammen med Marineministeriet blev sammenlagt til det nuværende Forsvarsministerium, nu med civil departementschef.
Lige siden har Danmark haft forsvarsministre, selv om rollen i de senere årtier burde døbes tilbage til krigsministre. I nyere tid har vi kun haft en enkelt forsvarsminister, der ikke var militært trænet i det mindste som værnepligtig, nemlig Gitte Lillelund Bech fra 2010-11.

Den danske fredsminister
Fra 1968-71 fungerede Kristen Helveg Petersen som nedrustningsminister under den radikalt ledede Baunsgaard-regering. Hans embede erstattede dog ikke forsvarsministerens, der i samme periode var den senere rigsretsdømte Erik Ninn-Hansen.
Kristen Helveg Petersen var mest kulturminister, men hans fulde titel lød "minister for kulturelle anliggender og minister for teknisk samarbejde med udviklingslandene samt nedrustningsspørgsmål". Aldrig Mere Krig var med til at udarbejde et radikalt forslag til ny våbenlov for ham.
Sverige har haft flere nedrustningsministre, fx Alva Myrdal og Maj-Britt Theorin, sidstnævnte er fortsat FN-ambassadør i nedrustningsspørgsmål, en post der ikke findes i Danmark. Canada og New Zealand har haft adskillige Ministers for Disarmament and Arms Control. Den slags ministerposter bliver ofte oprettet til specielle anledninger, lige som da Connie Hedegaard var minister for FNs klimakonference.
I Afrika har lande som Den Centralafrikanske Republik og Somalia haft et meget reelt behov for at nedruste stridende parter, og har derfor haft en række nedrustningsministre - Disarmament Ministers - der skulle afruste alt fra lokale militser til hele befolkningsgrupper. Fredsministre er der også nogle stykker af. Nepal fik en Minister for Peace and Reconstruction i 2008, Salomonøerne en Minister for National Unity, Reconciliation and Peace i 2007 og Sydsudan en Minister of Peace and CPA Implementation (Comprehensive Peace Agreement) efter sin uafhængighed i 2011.

Nedrustningspolitisk Udvalg
Danmark har ikke haft dedikeret fredelige ministre siden Kristen Helveg Petersen, men under udenrigsministeriet har et vigtigt udvalg levet et omtumlet liv. Presset af græsrødder og truslen om atomkrig besluttede en socialdemokratiske regering i 1980 at oprette Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), der med penge fra forsvarsbudgettet løbende skulle vurdere Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske position. En af dets fortsat mest omstridte medlemmer var journalist Jørgen Dragsdahl.
I 1995 forsvandt nedrustningen, da SNU blev omdannet til Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), for siden i 2002 at blive til Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder (DIIS). For at få nedrustningen med igen fik Enhedslisten i 2012 indføjet i Finansloven, at regeringen vil "styrke grundlaget for, at Danmark kan bidrage med ikke-militære løsninger på internationale konflikter".
Frem til 2015 giver regeringen derfor 8 millioner kroner årligt til etableringen af et "program om aktuelle internationale konflikter og nye tiltag inden for freds- og konfliktløsning". Resultatet er det nye "Forskningscenter for løsning af internationale konflikter" med Ole Wæver fra Københavns Universitet i spidsen. Også DIIS fik øget bevillingen med 10 millioner kroner fremover. Målet er at "Danmark skal føre en aktiv og ansvarlig udenrigspolitik, der både fremmer en mere fredelig og retfærdig verden og plejer danske interesser".

Græsrøddernes projekter
Ideen om dedikeret fredelige ministre et altså et verdensomspændende fænomen. Internationalt findes kampagnen GAMIP, som er Global Alliance for Ministries & Infrastructures for Peace, et globalt fællesskab til støtte for fredsministerier.
Herhjemme har irritationen over alle de ressourcer, der går til at forske i krig på Forsvarsakademiet ført til græsrods-oprettelsen af Det Danske Fredsakademi, der nu er et projekt til vidensopsamling, og som i øvrigt har kollegaer i Svenska Freds Fredsakademin, og det amerikanske National Peace Academy. Nu kommer så forslaget om et officielt Fredsministerium igen op herhjemme.
For naturligvis bør Forsvarsministeriet omdannes til, eller i det mindste suppleres med, et reelt Fredsministerium - der fx kan leve op til NATOs egen formålsparagraf, som overraskende nok kræver af sine medlemmer, at de lige som FN skal "bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdighed ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde".
Hvis ordet fred virker for truende på de gamle militarister, kunne vi måske i stedet samles om det nyere begreb Mediationsministerium, med et ord der på bedre dansk betyder fredsmægling. Min egen parole på FRED.dk er at "Krigen var deres eneste svar. Kræv forskning og udvikling af ikkevoldelig konfliktløsning, gerne i et nordisk samarbejde mellem militær, nødhjælp og græsrødder".
Danmark kan læne sig op ad de mange års arbejde i diverse nedrustningspolitiske udvalg, der nu føres videre med det nyoprettede Forskningscenter, og udbygge dette som grundlag for et egentligt Fredsministerium. Også internationalt er der meget at lære af, når et dansk Fredsministerium skal bygges på et solidt fundament.