Fred til forandring

Dette mødes overskrift og spørgsmål er, om "der er et alternativ til aktivistisk udenrigspolitik". Og svaret er, at der ikke er eet - men rigtig mange alternativer. Det ved jeg, for jeg står her med en undersøgelse, der har samlet mange af de positive historier, hvor krigen ikke kom, og konflikter blev løst med fredelige midler. Det hele er samlet i en ny bog af Majken Jul Sørensen, der er fredsforsker og fredsaktivist – og da jeg har redigeret hendes bog, kan jeg stå inde for at indholdet i høj grad er brugbart. For eksempel var ikkevoldelig modstand en solid del af kampen mod Apartheid i Sydafrika, som ellers var en meget voldelig konflikt. Men som i dag især huskes for Nelson Mandela og Desmond Tutu, der sammen var med til at opgøret efter omvæltningen blev baseret på forsoning, og ikke på hævn.

Den slags tiltag hjælper til at fastholde freden - og bør altså indgå også i Danmarks udenrigspolitik. Alle husker Murens fald, hvor Østeuropas militante regimer faldt uden megen vold, da folket ønskede forandringer. Selv om området var tungt bevæbnet, skete det stort set med fredelige midler. Alligevel er det i dag fortsat Salvador Allendes fald, der fx præger Enhedslistens diskussioner om en sådan omvæltning. I Chile blev et nyt og folkevalgt styre angrebet militært, men dette er en undtagelse. Selvfølgelig sker den slags også, men oftere sker det ikke. Historisk set er ikkevoldelige revolutioner simpelthen en mere succesfuld strategi, end væbnede revolutioner - netop fordi de er mere holdbare.

Denne påstand dokumenteres i en undersøgelse fra bogen. Her sammenlignes 323 voldelige og ikkevoldelige kampagner mellem 1900 og 2006. Resultatet er, at ikkevoldskampagner har næsten dobbelt så stor sandsynlighed for at opnå hel eller delvis succes, som deres voldelige modstykker.
Alligevel er det altid krigen politikerne finder frem fra deres stærkt begrænsede værktøjskasse, når der skal løses konflikter rundt om i verden. Selv under en såkaldt "rød regering" i Danmark, blev bomberne fundet frem som løsning, da der pludselig skulle "skabes demokrati" i Libyen.
Jeg spurgte i sommers på et møde lederen af Center for Militære Studier, hvorfor de aldrig overvejede alle de mulige trin, der kunne tages, før værktøjskassen med krigsfly blev fundet frem. Han opsummerede mit spørgsmål til, at enten kunne man bombe, eller slet intet gøre. Vi er altså oppe mod meget tykke betonhjerner, før sådanne fredeligere overvejelser får plads.

Det evige spørgsmål til fredsaktivister er fortsat, at hvad var dog alternativet. "Vi havde ikke andre muligheder, så bomberne var nødvendige." Men bogen har en alenlang række eksempler på løsninger, der ikke er teoretiske påfund, men detaljeret historie om fredelige løsninger, og hvordan de blev udført og fungerede – i virkeligheden.
Selv midt i et krigshelvede er der altid mennesker, som arbejder for fred uden selv at ty til vold. Men kan så vælge at støtte de voldelige iblandt dem, og skabe militære løsninger. Eller støtte dem, der fortsat prøve at lave om på verden, men gør det uden bomber.
Ofte har politikere og andre mennesker en grundlæggende ide om, at vi mennesker er voldeligt af natur. Det findes der osse masser af undersøgelser, der synes at bekræfte. De har bare den slagside, at de finder hvad de leder efter. Modsætningsvis er det faktisk nemmere at argumentere for, at vi er fredelige væsener - hvis vi fx sammenligner vores art med mere nærliggende fredelige dyr, i stedet for dumt at spejle os i de voldelige.

Men hvorfor er der så ikke nogen, der gør noget for freden? Det er der osse, kloden rundt. Vi hører bare ikke så meget om det. Jeg vil slutte med et par af de lokale eksempler. I Nigeria, bliver lokale spændinger holdes i ave af et initiativ, der oprindeligt blev startet af en muslimsk imam, og en kristen præst. Begge tilhørte meget militante grupper, men er nu gået sammen for at sikre, at konflikterne bliver løst uden vold.
I Colombia har der været borgerkrige og interne konflikter i årevis. Også narkotika-baronerne sætter sig tungt på områder. Men selv her har grupper skabt lokale Fredssamfund, landsbyer og landområder, som de erklærer står uden for konflikterne – og det lykkes for dem.
Bogen beretter fra Guatemala, hvor lokale fagforeningsfolk og menneskerettighedsforkæmpere har kunnet arbejde mere frit efter at have fået bodyguards - for disse "bodyguards" er ubevæbnede ledsagere, hvis stærkeste "våben" som fredsvagter er, at de er udlændinge. På grund af de mulige diplomatiske problemer, fungerer den ikkevoldelige beskyttelse her som et effektivt værn.

Nutidens "aktivistiske udenrigspolitik" er jo en pænere omskrivning af "krigen som politisk værktøj", blot endnu et eksempel på tidens nysprog og forskønnende omskrivelser. Men der findes masser af fredelig ammunition til at stå imod vores stadig mere militariserede verden. Danmark har altid ført en "aktiv udenrigspolitik". Tidligere var det med noget mere fredelige midler, at Danmark førte sig frem. Mange kan huske, da danskere tidligere var udsendt som fredsbevarende FN-soldater iført blå hjelme, blandt andet i Gaza. Deres aktivitet var nærmest som de her omtalte fredsvagter, for FN-soldaterne blokerede for volden ved at stille sig i mellem stridende parter.
De blå hjelme havde den gang en autoritet så stor, at ingen havde lyst til at skyde på dem. For hvis en af de stridende parter blev afsløret i det, mistede de al international opbakning. Så en vej at gå var måske at vende tilbage til at genskabe en aktiv udenrigspolitik forankret i fredsbevarende og brede FN-mandater, som Danmark tidligere blev bredt respekteret for – og ikke den nuværende politik, som kun amerikanske præsidenter kan holde af. Vi må arbejde hårdt på at gå imod debatternes ensidige fokus på krig og voldelige løsninger, og vise dem, at en anden verden er mulig.

Ovenstående er bearbejdet version af et oplæg givet i Rønde den 21. november 2012 på et "Dialogmøde om fred og krig". Læs mere om Aldrig Mere Krigs nye bog "På barrikaderne for fred - inspirerende historier om ikkevold" af Majken Jul Sørensen.