Logik, at pacifister også er anarkister…

Majken har bygget videre på sin tidligere bog om pacifisme. Her følger et uddrag, der lige som sin forgænger er en fiktiv dialog med en skeptiker:


Majken: Tankerne om, hvordan man kan erstatte militæret med et ikkevoldeligt forsvar, har eksisteret i et århundrede, ofte under betegnelsen civilbaseret forsvar. Nogle forfattere har forestillet sig det civilbaserede forsvar som en erstatning for militæret, der skulle tjene det samme formål, nemlig at forsvare et bestemt område mod invasion. Inden for området civilbaseret forsvar er der blevet lagt betydelige kræfter i at forsøge at overtale regeringerne til at inddrage disse aspekter i deres forsvarsplaner. Jeg må sige, at regeringernes interesse i bedste fald har været halvhjertet.

En undtagelse er Litauen, hvor forsvarsministeren, efter at have læst Gene Sharps bog Civilian-Based Defense, sagde: Jeg vil hellere have denne bog end atombomben. I Litauen har der også været en vis indsats for at formidle information om ikkevoldelige reaktioner på invasion til den brede offentlighed. Andre forfattere har anvendt et andet begreb i denne sammenhæng, nemlig ikkevoldeligt forsvar eller socialt forsvar. De fokuserer som regel også mindre på et territorium og mere på, hvordan man kan forsvare samfund, værdier og livsformer - deraf udtrykket social. […]


Skeptikeren: Hvorfor er det, at så få stater har vist interesse for, hvordan man kan forsvare sig uden våben? Er det, fordi de er bange for, at folk, der forstår ikkevoldelig direkte aktion, måske vil bruge den mod deres egne regeringer?

Majken: Jeg tror, du har helt ret der. Nogle stater har vist interesse for et civilt baseret forsvar, og der findes en omfattende litteratur om hybridforsvar, som forsøger at kombinere militære og ubevæbnede taktikker. Ikke desto mindre er staten som institution efter min mening ikke rigtig forenelig med en ikkevoldelig kamp. Det, der er nødvendigt for at gennemføre et socialt forsvar og ikkevoldelig kamp, ligger langt tættere på selvorganisering på lokalsamfundsniveau, end på top-down instrukser fra en regering.

Jeg tvivler oprigtigt på, at nogen som helst regering vil tage initiativet til virkelig at forberede sin befolkning på socialt forsvar og tilbyde den nødvendige træning. Derfor er det os, de såkaldte almindelige borgere, der må gå forrest i forberedelserne til en ubevæbnet modstand.

I øjeblikket siger politikere og militærledere over hele Europa, at de europæiske stater skal påtage sig et større ansvar for deres egen sikkerhed, og at militærudgifterne skal øges betydeligt. I dette klima kan det være fristende for enhver der arbejder for fred, at fokusere energien på hvordan de europæiske NATO-stater bør afvæbne sig, og løsrive sig fra USA, så Rusland umuligt kan opfatte resten af Europa som en trussel. Dette kunne være en god anledning til at tale om mulighederne for endelig at afvikle NATO, og i stedet planlægge et civilt baseret forsvar. Jeg går ind for alt dette, men jeg er også temmelig sikker på, at den umiddelbare reaktion fra fredsbevægelsen vil være at kræve, at staten tager føringen og organiserer en obligatorisk tjeneste og uddannelse i ikkevold.

Skeptikeren: Og det er du uenig i?

Majken: Det er en blindgyde at tro, at staten skal have dette ansvar. Efter min mening bør sådan en uddannelse komme fra græsrodsinitiativer under medlemmernes demokratiske kontrol, som f.eks. Nonviolent Peace Force, Peace Brigades International […] Vi har ikke brug for statens indblanding for at få noget lignende op at stå, og udvide det betydeligt. Jeg tror ikke på en obligatorisk statstjeneste, uanset hvor ikkevoldelig den hævder at være. Folk, der kaster sig ud i at kæmpe for en statsdrevet tjeneste, glemmer hvor tæt staten er forbundet med militarisme og krig.


Skeptikeren: Tror du ikke, at stater kunne afmilitarisere sig fuldstændigt?

Majken: I teorien kunne man måske forestille sig et scenario med afmilitariserede stater. Tidligere har mange stater gennemført reformer efter pres fra sociale bevægelser, for eksempel når det gjaldt spørgsmål som slaveri, kvinders rettigheder og tortur. Jeg udelukker ikke muligheden, men jeg tror ikke det er sandsynligt, at stater nogensinde vil blive virkelig demilitariserede.

Der sker noget katastrofalt, når man koncentrerer så stor magt på så få hænder, som man gør, når man danner stater. Selv om de bedste repræsentative demokratier forsøger at skabe et system indbyrdes kontrol og balance mellem statens forskellige grene, er stater meget voldelige institutioner. Jeg taler ikke kun om, hvordan militæret udgør en trussel mod mennesker i andre lande, eller hvordan migranter og ikke-statsborgere behandles, men om, hvordan staterne er afhængige af truslen om vold over for deres egne borgere. […]

Skeptikeren: Forstår jeg det rigtigt, hvis jeg tror du argumenterer for, at vi ikke har brug for stater?

Majken: Ja, du har helt ret. Den form for pacifisme, jeg går ind for, kaldes anarko-pacifisme, hvor præfikset anarko stammer fra anarkismen.

Skeptikeren: Hvordan i alverden kan en person, der kalder sig pacifist, finde det foreneligt med det kaos og den vold, som anarkismen er kendt for?

Majken: Det er en af de mest almindelige misforståelser omkring anarkismens politiske filosofi - at forbinde den med kaos og vold. Anarkisme handler faktisk om at organisere samfundet på en sådan måde, at mennesker kan leve i fredelige fællesskaber, hvor alle er med til at træffe beslutninger om de spørgsmål, der påvirker deres egne liv. For at opnå det stræber anarkister efter at undgå magtkoncentration, og de afviser staten og lignende institutioner.


Skeptikeren: Nu tror jeg, du er gået helt over gevind. Lige da jeg var ved at blive overbevist om nogle af dine ideer om pacifisme og ikkevold, lyder du som en galning! Hvordan kan vi nogensinde få fredelige samfund, hvis vi ikke har stater, der kan gribe ind, når folk gør onde ting, som f.eks. at dræbe hinanden?

Majken: Lad mig forklare lidt mere om anarkismen, så tror jeg at det vil give mening. Det er en udfordring at få folk til at forstå, hvad pacifisme handler om, men det er ren leg i forhold til at tale om anarkisme, så vi må tage det skridt for skridt. Anarkisme er den mest misforståede politiske filosofi, jeg nogensinde er stødt på, og det tog mig årtier at indse, at jeg faktisk var anarkist. Derefter gik der endnu et par år, før jeg turde sige det offentligt, netop på grund af alle de misforståelser, du nævner nu.

For mig er anarkisme en måde at organisere samfundet på, som ikke er forenelig med vold. Jeg er klar over, at nogle anarkister historisk set har betragtet vold som en nødvendighed - men det er kun muligt, hvis man ser bort fra et af de mest grundlæggende aspekter ved anarkismen: respekten for andres ret til selvbestemmelse. Faktisk er det eneste logiske resultat for en anarkist at være pacifist, ligesom det eneste logiske for en pacifist er at være anarkist. Denne kombination kaldes anarko-pacifisme, og den har en lang historie.

Skeptikeren: Det lyder som den største modsigelse, jeg nogensinde har hørt. Men jeg lytter! […]

Majken: De anarkister, der tror på vold, har kapret begrebet, og som vi allerede har diskuteret, forbindes anarkisme meget ofte med kaos og vold. Da jeg som teenager læste om forskellige politiske ideologier, kan jeg ikke huske at have læst noget om anarko-pacifisme. Hver gang jeg stødte på anarkisme, begyndte det med Bakunin og voldelig revolution, og da jeg var så skeptisk over for krig og vold, tiltalte den filosofi mig aldrig.

Selvom jeg nu indser, at jeg allerede kendte et par anarko-pacifister, da jeg var ung, talte de aldrig højt om deres anarkistiske overbevisninger. Eller i hvert fald ikke højt nok til, at den anarkistiske del af det gjorde noget særligt indtryk på mig. Måske var jeg bare ikke klar til at tage springet før nu. […][…]



Uddraget er forkortet og oversat - bogen vil snart udkomme også på dansk.

Læs mere om bogen her: AldrigMereKrig.dk/PoliticalImagination